Tre advokater kom til at sætte afgørende præg på dansk politik i 1970’erne og 1980’erne: Poul Schlüter (f. 1929) blev den længst siddende statsminister efter krigen, og han stod i 1980’erne fadder til en endnu berømmet økonomisk genopretningspolitik, som på visse områder stadig videreføres. Erik Ninn-Hansen (1922-2014) blev Det Konservative Folkepartis nestor og nemesis, respekteret, frygtet og forhadt, inden han som justitsminister trak både sig selv og regeringen ned og efterlod hele centraladministrationen mistænkeliggjort og ramponeret. Den tredje, Mogens Glistrup (1926-2008), blev aldrig minister, og han endte i fængsel. Alligevel er han den, der mere end nogen anden efterlod en politisk arv og gæld, som kom til at præge dansk politik frem til i dag.
Den unge bornholmer tog i 1950 juridisk embedseksamen med førstekarakter og højere udmærkelse end nogen anden i 25 år. Blandt de 135 juridiske kandidater, Københavns Universitet udklækkede det år, var Glistrups eksamen så langt den bedste. Det var ingen tilfældighed. Ikke alene var den unge bornholmer lynende velbegavet, han var også ærgerrig og ambitiøs helt ud over det sædvanlige. Han ville vinde og havde viljen til at gøre det.
Glistrup begyndte som fuldmægtig hos højesteretssagfører Niels Alkil, og i advokatkredse blev det noteret, at den purunge advokat vandt en principiel sag om ophavsret for en klient. Oversætteren af Ernest Hemingways ’For Whom The Bell Tolls’ forlangte honorar fra Nordisk Film, da filmselskabet udsendte filmatiseringen af romanen under navnet ’Hvem ringer klokkerne for’, samme titel som den oversatte bog havde. Glistrup hævdede, at titlen var et originalt åndsprodukt, fordi den enkelte klokke i oversættelsen var blevet til flere – og vandt. Nordisk Film måtte punge ud med 500 kroner til oversætteren, og Glistrup kunne notere noget, han elskede: en sejr.
Efter et studieophold i USA i begyndelsen af 1950’erne blev Glistrup fra 1956 kompagnon i sin svigerfar, Niels Borup Svendsens, advokatvirksomhed. Samtidig blev han lektor i skatteret ved Københavns Universitet. Men da lektoratet nogle år senere i 1963 blev opnormeret til et professorat, søgte Glistrup det ikke. Han ville hellere være advokat og forklarede senere hvorfor:
»Med den udvikling, Folketinget havde sat i gang, var det den mest forkælede tilværelse, der kunne tænkes på denne jord. Ubegrænsede indtjeningsmuligheder med selvvalgt arbejdstid beskæftiget med lovnøddeknækkerier, der var gjort så unødigt indviklede, at omgivelserne med største respekt og ærefrygt nærmede sig dem, der var skolet i at forstå den for menigmand mere og mere frygtindgydende Jahve-vilkårlighed«.
Den begavede skatteadvokat lagde ikke skjul på, at han opfattede sig selv som indkomstskattens dødsfjende nummer 1. I hans univers var datoen 15. maj 1903 en ’sorgens dag’, fordi indkomstskatten da indførtes ved lov. ’Den uhumske olding’ var efter Glistrups opfattelse både samfundsskadelig og umoralsk, fordi indkomstskatten fratog den enkelte frugten af hans eget arbejde og nærede et bureaukrati, der som en parasit snyltede på virkelyst og initiativ.
