Vold præger valg i Afghanistan - mere end hver fjerde valgsted lukket

Taliban har rettet angreb mod mange valgsteder i Afghanistan, men indbyggere i tusindvis trodser truslerne.

Denne weekend afholdes parlamentsvalg i Afghanistan, men mange, mange steder i landet har uroligheder gjort det endog rigtig svært for afghanerne at komme til at stemme.

Lørdag eftermiddag ramte et selvmordsangreb et valgsted i den nordlige del af hovedstaden Kabul. Mindst 15 mennesker har mistet livet under angrebet, oplyser en unavngiven, højtstående sikkerhedskilde til nyhedsbureauet Reuters.

De dræbte er ti civile og fem politifolk, men tallet kan blive markant højere, fordi mange sårede indbyggere derudover er bragt til nærliggende hospitaler, fortæller TV 2’s korrespondent Simi Jan, der befinder sig i Kabul og dækker valget.

- Mørket har sænket sig i Kabul, men valgstederne er åbne et par timer endnu. Selvmordsbomben har ramt i et boligområde i udkanten af Kabul. Udover det har der i dag været raketangreb flere andre steder i landet og bomber er eksploderet ved forskellige valgsteder. Det har været en voldsom dag, siger Simi Jan.

Guvernør dræbt i Kandahar

Både Taliban og Islamisk Stat har erklæret sig modstandere af parlamentsvalget, og de militante grupper har derfor forsøgt at få afghanerne til at boykotte valget ved at optrappe angreb mod det afghanske militær, politi og sikkerhedsstyrker over hele landet.

Næste år skal Afghanistan efter planen afholde et præsidentvalg, og derfor er alles øjne rettet mod sikkerheden ved lørdagens valg.

I den sydlige provins Kandahar får indbyggerne dog ikke lov til at stemme før om en uge, fortæller TV 2’s korrespondent Simi Jan. Torsdag blev den magtfulde politichef i regionen, Abdul Raziq, nemlig dræbt, da en af hans elitevagter vendte sit våben mod ham og skød.

Vagten dræbte også Kandahars efterretningschef, Abdul Mohmin, mens guvernøren i provinsen, Zalmay Wesa, blev såret. Det samme blev to amerikanske soldater, mens også den øverstkommanderende for Nato's styrker i Afghanistan, general Scott Miller, var til stede. Han slap uskadt fra angrebet, som Taliban har taget skylden for.

Efter hændelsen blev parlamentsvalget derfor udsat en uge. Et alvorligt tilbageslag for regeringen, som kæmper for at vise befolkningen og islamistiske oprørere, at den har situationen under kontrol.

- Det er meget vigtigt, at vi får gjort det klart for Taliban og for alle andre, at regeringen fungerer, at Afghanistan fungerer, og at dette støttes af et flertal i befolkningen, siger Haroun Mir, der er politisk analytiker i Kabul, til nyhedsbureauet Reuters.

2000 valgsteder lukket

Nyhedsbureauet AFP opgør antallet af sårede i forbindelse med lørdagens valg til 130. Det står ikke klart, om det inkluderer sårede ved selvmordsbombeangrebet i Kabul.

Frygten for manglende sikkerhed har allerede tvunget valgkommissionen til at lukke omkring 2000 valgsteder ud af 7000.

- Der er frustration og vrede blandt folk, der ikke kan stemme, og valget er er en test for den afghanske regering for at vise, at valget kan gennemføres uden for mange dræbte og uden for mange problemer, siger TV 2’s korrespondent Simi Jan.

Hun fortæller dog, at hun også lørdag har mødt mange afghanere, som insisterer på at deltage i valget.

- Den demokratiske proces er i gang, og selv om flere stiller spørgsmålstegn ved, om valgets resultat overhovedet er legitimt, så er der også, her i Kabul, mange folk på gaderne, som trodser truslerne og stemmer. "Vi gør det for vores land. Vi gør det, fordi vi ønsker fred i vores land", fortæller Simi Jan.

Stemmeafgivning forlænges

Over 50.000 soldater og politifolk er udstationeret ved valget for at beskytte vælgerne, valgstederne og de folk, som bemander dem.

Parlamentskandidat i Afghanistan myrdet af sofabombe. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Der er 8,8 millioner registrerede vælgere i Afghanistan, og valgdeltagelsen vil blive tolket som et udtryk for befolkningens tro på det demokratiske system i forhold til truslerne fra Taliban og Islamisk stat.

De seneste måneder frem mod parlamentsvalget har været særdeles blodige med utallige angreb på kandidater og civile. Udover de ti politiske kandidater, der er blevet myrdet, er mindst to blevet bortført, mens syv er blevet såret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lørdag, altså på selve valgdagen, har Taliban-krigere dræbt fire betjente i et bagholdsangreb i provinsen Ghor, oplyser en talsmand for provinsens guvernør til AP. Ifølge talsmanden var de fire betjente på vej til et valgsted i byens hovedby, Firozkoh.

Flere andre steder i landet har myndighederne besluttet at holde forlænge valget, så indbyggerne også vil have mulighed for at stemme på valgstederne søndag.