Tantholdt midt i afghansk kugleregn

TV 2 | NYHEDERNEs udsendte ved valget i Afghanistan, reporter Rasmus Tantholdt og fotograf Anders Bach, var i dag ude på reportage da heftige skudvekslinger mellem Taleban og det afghanske politi brød ud.

De to kørte med en patrulje rundt til en række valgsteder og ved et mindre bevogtet valgsted slog Taleban til.

Det kom til ildkamp gennem flere minutter, før britiske soldater nåede frem og fik genoprettet roen.

Valgdeltagelse på omkring 40 procent

Valgmyndighederne i Afghanistan oplyser, at 3,6 millioner vælgere har afgivet deres stemme ved parlamentsvalget i det krigshærgede land.

Det svarer til en valgdeltagelse på omkring 40 procent af de stemmeberettigede.

Problemer med sikkerheden medførte dog, at 1561 valgsteder ud af 6835 ikke kunne holde åbent på selve valgdagen.

Der blev i dagens løb meldt om trusler og uregelmæssigheder flere steder, mens der også indløb klager over forkerte valgkort, forkerte registreringer, dårlige stemmesedler og dårligt blæk.

Adskillige mennesker mistede livet på valgdagen, heriblandt 11 civile, tre politifolk og to soldater fra den internationale NATO-styrke.

Det endelige resultat af parlamentsvalget ventes først om en måneds tid.