De kongelige tvillinger har fødselsdag, men hvordan ser deres fremtid ud?

Kronprinsessen har tidligere udtalt i forbindelse med prins Joachims børns titler, at kronprinsparret også vil se på deres egne børns titler.

8. januar 2011 kom en prins og prinsesse til verden med 26 minutters mellemrum.

Det var to meget stolte forældre, som trådte ud foran pressen med hvert deres barn på armen 14. januar 2011.

Tre måneder senere blev de døbt og fik navnene Vincent Frederik Minik Alexander og Josephine Sophia Ivalo Mathilda.

Her 13 år senere træder de royale tvillinger ind i teenageårene som nummer fire og fem i arvefølgen.

Selvom de snart er børn af en konge og dermed rykker en tak længere frem i tronfølgen, så er det begrænset, hvor meget deres liv reelt kommer til at ændre sig, når deres far udråbes som kong Frederik 10. fra balkonen på Christiansborg Slot.

Sådan lyder analysen fra Jakob Steen Olsen, der er Berlingskes kongehuskommentator. Kronprinsparret har gjort, hvad de kunne for, at børnene har levet så beskyttet en tilværelse som muligt, og det kommer ikke til at ændre sig.

- Børn vil helst være så almindelige som overhovedet muligt, og det anerkender kronprinsparret med den opvækst, de forsøger at give dem, siger Jakob Steen Olsen.

Det er først, når tvillingerne bliver ældre, at det ændrer sig.

I 2016 meddelte dronningen, at kun prins Christian ville modtage årpenge. De andre børn skal have et arbejde og tjene deres egne penge.

- Vi kan forstå, at der er en kongelig kurs om, at årpenge er lig med en arbejdende stilling i kongehuset og er lig med en titel, uddyber Steen Olsen.

Det er heller ikke utænkeligt, at prins Vincent og prinsesse Josephine en dag ikke længere vil være prins og prinsesse. I 2022 fratog dronning Margrethe prins Joachims børns titler, og i den anledning fortalte kronprinsessen, at de også ville se på deres egne børns titler, "når den tid kommer".

- Et nyt og slankere kongehus, sådan som dronning Margrethe har designet det, siger Steen Olsen.

Som børn er flest

Selvom børnene er medlemmer af Danmarks mest kendte familie, så er det begrænset, hvor meget vi egentlig ved om de to yngste medlemmer af den kommende kongefamilie. Men sådan skal det være, lyder det fra Jakob Steen Olsen.

- Pointen er, at vi ikke skal vide meget. De er jo børn, men vi kan se, at de er som danske børn er flest.

I sin tale til kronprins Frederiks 50 års fødselsdag i 2018 fortalte kronprinsesse Mary, at kronprinsen er en dårlig taber. Her gav hun en lille ledetråd, som afslørede, at han ikke er det eneste konkurrencemenneske hjemme i Frederik VIII’s palæ på Amalienborg.

- Men du skal også vide, at de (børnene, red.) synes, du er en dårlig taber. Og de er enige om, at Vincent er den af dem, der har arvet den side stærkest, lød det dengang.

En side, som med tiden skulle vise sig, at danskere fik lov til at opleve på tæt hold.

I 2023 under Royal Run i København var det hverken prins Christian eller kronprins Frederik, der nåede først over målstregen på 10 kilometerruten. Det gjorde den dengang 12-årige prins Vincent. Og det var ikke overraskende for farmand.

- Ham havde jeg også sat mine lommepenge på, sagde en grinende kronprins Frederik kort efter selv at være nået i mål.

Video: TV 2 Danmark

Og meget tyder på, at det er et par aktive og sportsinteresserede tvillinger, der i år fylder 13 år. Prinsesse Josephine løb også med ad flere omgange under Royal Run 2023, men en anden sportsgren lader nu til at have hendes hjerte.

Prinsessen har en særlig interesse for ridesport, som hun deler med sin mor. Kronprinsessen dyrker selv dressurridning, mens prinsesse Josephines kærlighed er faldet på spring. Prinsessen har da også deltaget i flere stævner både inden for spring og dressur.

En anden rolle end hidtil

Førhen var fremtiden lagt for alle kongebørn, og går man langt tilbage i tiden, så var de fleste af dem en "handelsvare" og en måde, hvorpå man kunne skabe alliancer, fortæller Steen Olsen.

Den førstefødte skulle arve tronen, og de resterende skulle enten giftes væk til andre adelige familier eller tjene i deres land med en fin stilling i Forsvaret.

- Vi skal ikke mere end én generation tilbage, før der var sat nogle helt andre begrænsninger for, hvad kongebørn kunne, siger Steen Olsen.

Begge dronning Margrethes søstre giftede sig med hver sin prins, og en af dem blev sågar dronning af Grækenland, indtil landet blev en republik.

Fredag 12. januar hylder TV 2 og DR hele Danmarks dronning Margrethe i showet 'Danmarks dronning – den største tak'. Showet sendes klokken 19.30 på DR1 og TV 2 og vil blive sendt direkte fra Kongens Nytorv, hvor der er fri adgang for alle.