"Dansk Armadillo bør vække debat"

En rigtig vellykket og meget stærk film, som bør vække voldsom debat i offentligheden, primært i Danmark, men også i andre lande.

kommentar

Du kan kommentere denne artikel.

Dine og andres kommentarer bliver vist nederst i artiklen under den sorte tekstboks.

Sådan lød dommen fra Gunnar Bergdahl, da han i dag så instruktør Janus Metz' dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan "Armadillo" på filmfestivalen i Cannes.

"For mig at se er filmen også politisk ladet, om end indirekte, idet den dokumenterer, hvorledes civilbefolkningen er de virkelige ofre for denne krig."

Han fortsætter:

"Altså netop de mennesker, som de vestlige regeringer siger, at de er i Afghanistan for at hjælpe. Filmens stærkeste pointe, som bidrager til at understrege, hvorledes krigen er en "mission impossible."

Bergdahl er kulturredaktør på Helsingborgs Dagblad og tidligere chef for filmfestivalen i Göteborg.

Hvad med Talibans syn på konflikten?

Der var også masser af ros til den danske film fra Jonathan Crayford, newzealandsk manuskriptforfatter og filmkomponist, som bor i Paris.

"Det er en strålende film, som forhåbentlig kan skabe masser af debat i offentligheden," sagde Crayford, der dog savnede en enkelt vinkel i fortællingen.

"Jeg kunne rigtigt godt tænke mig også at få skildret konflikten med Talibans øjne. Hvad er deres vurdering af situationen, og hvordan ser de på de danske soldater," lød det fra Jonathan Crayford.