Trendsættere: Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary

Hun er blevet udråbt som stilikon - han som et eksempel på den nye mand, der er sej, men også tør være blød. Danmarks populære kronprinspar viser vejen, der kan føre det traditionsrige danske kongehus ind i den moderne tidsalder.

Der var ingen chauffør bag rattet, da kronprinsparret forlod Rigshospitalet med deres nyfødte søn. Kronprins Frederik kørte selv sin kone, kronprinsesse Mary, og deres nyfødte hjem - i en spritny 2,6 ton tung VW Touareg. En "rigtig" mand, der tager sagen i egen hånd, men også har vist, at han kan fælde en tåre. Hvem husker ikke det bevægende øjeblik, da Mary træder ind i Vor Frue Kirke den 14. maj 2004?

"Manden er jo frømand og maratonløber, og med de tårer, han fældede, er han jo et billede på en mere holistisk maskulinitet", siger Kenneth Reinicke, cand.scient.soc. og lektor ved Center for ligestillingsforskning til B.T.

Skal være som os

Ifølge historiker Steffen Heiberg er det op til de kongelige selv at give monarkiet mening i en tid, hvor deres politiske rolle er minimal.

"Hvis det stadig skal være meningsfuldt at have et monarki, må det også svare til den tid, vi er i, og befolkningen skal kunne spejle sig i dem til en vis grad", siger Steffen Heiberg til Politiken.

Og det har kronprinsparret været gode til, hvis man skal tro eksperter.

Både kronprinsen og kronprinsessen er interesserede i sport og har også kastet sig ind i kampen om en sundere livsstil.

Stilikonet Mary

Kronprinsesse Mary har haft godt tag i danskerne fra starten.

"Når Mary ser på mode og går til rockkoncert, kan jeg identificere mig med hende, fordi jeg går op i de samme ting. Det er trods alt kun en mindre del af befolkningen, der som dronningen går op i finkultur", mener sociolog Emilia van Hauen.

Hvor dronning Margrethe har været tilhænger af det mere finkulturelle som ballet og opera, har Mary sat formået at sætte fokus på populærkulturen. Hun er især kendt for sin store interesse for mode og har i den forbindelse været covermodel i det australske Vogue. Med sin personlige stylist ved sin side har Mary overværet et hav af modeshow.

Ifølge moderedaktør Charlotte Torpegaard er det ingen overraskelse, at kronprinsessen er blevet et forbillede.

"Mary er god til at opfange tidens tendenser hurtigt, og gøre dem til sin egen stil. Hun er også rigtig god til at klæde sig efter anledningen. Når Mary er til ponystævne, så har hun hestehale, og når hun er på den røde løber, så har hun elegante kjoler på. Det geniale ved hende er, at hun ser godt ud i det hele", siger hun til Berlingske.

Kilde: Berlinske, B.T., Ekstra Bladet, o.a.