Biler

Her er den tyske luksusbil, der aldrig kom i produktion

Volkswagen viser nu den ellers hemmelige anden generation af luksus-limousinen Phaeton, der skulle være lanceret i 2016, men aldrig blev til noget

Den anden generation af den store Phaeton er langt mere strømlinet end forgængeren, men den kom altså ikke ud at køre. 
Den anden generation af den store Phaeton er langt mere strømlinet end forgængeren, men den kom altså ikke ud at køre.  Foto: VW
13. juli 2022 kl. 12:11
Opdateret 14. juli 2022 kl. 17:42

STOR: Det er sjældent, at vi viser en bil, der stort set er færdigudviklet, men som ikke kommer i produktion. Men det er tilfældet for anden generation af den store VW Phaeton, som Volkswagen nu viser i fuldt flor, seks år efter at den skulle være lanceret i 2016. Men bilen kom aldrig i produktion.

Det sker i forbindelse med, at VW markerer, at det er 20 år siden, at Phaeton blev lanceret. Men forhistorien går meget længere tilbage.

Den første generation af den kæmpestore Phaeton, som bl.a. skulle konkurrere mod Audi A8, BMW 7-serie og Mercedes S-Klasse, kom på banen i 2002. Det var en idé, som var fostret af den karismatiske VW-boss Ferdinand Piëch, der var i gang med at opbygge Volkswagen som et verdensomspændende brand, der skulle kæmpe i alle klasser. Det var også i de år, at hyper-luksusmærket Bugatti var kommet med i VW-folden. Det skete i 1998.

Den fem meter lange Phaeton, der kunne fås med V6-, V8- eller W12-benzinmotorer eller alternativt en V6- eller V10-dieselmotor, blev bygget på den eksklusive såkaldte ”Glasfabrik” i Dresden, som havde navnet, fordi alle processer var transparente.

Gennemsigtig fabrik

Det blev udført med udsøgte materialer og af medarbejdere, der bar hvide handsker i et isoleret og klinisk nærmest hospitalsagtigt miljø, som lå over de ellers i forvejen minimalistiske og meget renskurede bilfabrikker.

Bilen skulle have en afløser i 2016. Men den blev ramt af Dieselgate, der nærmest trak tæppet væk under VW, som måtte genopfinde sig selv med elbiler i fokus.

Den oprindelige Phaeton, kaldet D1, blev aldrig rigtig en succes i Europa, hvor folk valgte de oprindelige premium-mærker. Den havde avanceret udstyr som 4Motion-firehjulstræk, keramiske bremser og avancerede assistentsystemer som bl.a. ”Sidewind-assist”, præcist styrede forlygter og skilteaflæser.

Ny teknologi

Den nye D2-generation med træk fra Audi A8 og en instrumentering med stor berøringsskærm a la den, som kendes fra den nuværende generation af SUV’en Touareq, der kom på markedet i 2018, blev dog altså ikke lanceret.

Det er en bil, der især med en front, der har klare asiatiske anstrøg, er udviklet til Kina, hvor der er en forkærlighed for store limousiner med chauffør. Modellen minder set bagfra om Audi A8. 

I Riget i midten kan de kinesiske kunder dog godt købe en model, som minder om Phaeton. Her er tale om den store Phiedon, der er baseret på samme platform som Audi A6. Den kunne frem til 2021 købes med en 3,0 liters V6-motor. I dag er der dog tale om en 2,0 liters turbomotor.

VW har dog ikke droppet tanken om de helt store limousiner. Her er angiveligt nyt på vej som en del af det stor Landjet-projekt, der handler om elbiler bygget på den nye eksklusive elektriske PPE-platform. 

Glasfabrikken i Dresden blev senere brugt til produktion af den elektriske VW e-Golf og er i dag et Volkswagen-oplevelsescenter for elbiler.

VW Phaeton
  • Den første generation af VW Phaeton, kaldet D1, kom på markedet i 2002, blev faceliftet i 2010, og blev produceret frem til 2016. 
  • Den anden generation, D2, skulle være lanceret i 2016. Bilen var færdigudviklet. Men blev aldrig sat i produktion.
  • Motorer: 3,2 – 6,0 liters V6, V8 eller W12-benzinmotorer eller 3,0 – 5,0 liters V6 eller V10-dieselmotorer. W12 benzin ydede 420 hk og V10 diesel på 313 hk.

Forsiden