Godt at vide

Ordbogen benytter en række særlige tegn:

    • ɔ: betyder “det er” eller “det vil sige”.
    • — anvendes når en stavelse er udeladt.
    • · (løftet prik) angiver grænsen mellem elementer i en sammensætning, fx “in·ducere”.
    • ‾ angiver lang vokal, fx “Patriōt”, “Banalitēt”.
    • ˘ angiver kort vokal, fx “Fagŏt”, “Ballĕt”.
    • vokal med farvemarkering i opslagsord angiver tryk på stavelse, fx “hasardere”, “Sommelier”

    Se desuden siden Forkortelser og tegn.

     
    Du er her: Forside / Meyers Fremmedordbog / Ordbog
    Runer 69057137 Runer (on. rún, Bogstav; got. runa, Løn­dom, Hemmelighed; angels. run, Hvisken), pl., de for alle gotiske Folk fælles ældste Skrifttegn, mest Omdannelser af de latin­ske Uncialer, hvis runde Former ved Rist­ninger paa Træstave (is. af Bøg, hvoraf: Bog, Bogstav) maatte afløses af rette Linier; ved Midten af 9de Aarh. e. Kr. var det almindelige nordiske (skandinavi­ske) Runealfabet (Futhark, s. d.): hvortil fra Slutn. af 10de Aarh. efter­haanden føjedes nye Tegn, dannede ved Punktering af de ældre (punkterede el. stungne Runer); Runerne brugtes ogs. som magiske Tegn; Runo·graphi, Rune­skrift; Kunsten at riste Runer; runogra­phisk, hertil hørende; Runo·lōg, Dyrker af Runologi, Lære el. Videnskab om Ru­ner; runologisk, derom handlende, dertil hørende. Rapportér et problemfra Meyers Fremmedordbog Ludvig Meyer: Fremmedordbog. Ved J.P.F.D. Dahl og F.V. Dahl. Ottende udgave. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C. Gads Forlag 1970.