Runer (on. rún, Bogstav; got. runa, Løndom, Hemmelighed; angels. run, Hvisken), pl., de for alle gotiske Folk fælles ældste Skrifttegn, mest Omdannelser af de latinske Uncialer, hvis runde Former ved Ristninger paa Træstave (is. af Bøg, hvoraf: Bog, Bogstav) maatte afløses af rette Linier; ved Midten af 9de Aarh. e. Kr. var det almindelige nordiske (skandinaviske) Runealfabet (Futhark, s. d.): hvortil fra Slutn. af 10de Aarh. efterhaanden føjedes nye Tegn, dannede ved Punktering af de ældre (punkterede el. stungne Runer); Runerne brugtes ogs. som magiske Tegn;
Rapportér et problemfra Meyers Fremmedordbog
Ludvig Meyer: Fremmedordbog. Ved J.P.F.D. Dahl og F.V. Dahl. Ottende udgave. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C. Gads Forlag 1970.