Pjerrot på Cirkusmuseet
Cirkusmuseet i Avedørelejren holder åbent hele efterårsferien og byder blandt andet på optræden for hele familien med Pjerrot. På mandag den 16. til og med torsdag den 19. oktober vil Pjerrot i skikkelse af Morten Hansen mime og fortælle historien om hele sin "familie". Her vil du høre om hans evige kærlighed Columbine, hans store rival Harlekin og hans strenge arbejdsgiver Kassander. Alle dage vil forestillingen finde sted kl. 13.00 og billetter kan reserveres ved henvendelse til Cirkusmuseet på tlf. 36 78 69 67 eller e-mail cirkusbyenhvidovre.dk. Billetterne koster 25 kr. for voksne og 15 kr. for pensionister og børn. Morten Hansen har i over 25 år optrådt som Pjerrot blandt andet på Det Kongelige Teater og i Tivoli. Igennem 1.000 forestillinger har han udviklet sit mimiske talent, så han i dag fremstår som en af de ypperste mimere i Danmark. Det er en stor oplevelse, der venter publikum, når Morten Hansen tager masken på og optræder som Pjerrot. Der er en helt speciel grund til at netop Morten Hansens Pjerrotfigur mimer. For 400 år siden optrådte Pjerrot nemlig i Paris. Her opnåede han stor succes sammen med Harlekin, Columbine og Kassander. De etablerede teatre følte sig truet på deres levebrød, og de fik derfor gennemtrumfet, at de som de eneste måtte tale og synge fra scenen. I stedet for begyndte Pjerrot og hele "familien" at mime, hvorved pantomimeteatret opstod. I dag kan man opleve det i Tivoli, men i efterårsferien er det Cirkusmuseet, der kan præsentere teaterformen. Museet holder åbent hele ferien fra kl. 11.00-15.00 dog lukket lørdage. Arrangementet er en del af HUR’s efterårskampagne.