På tur i USA: Puk Elgård skælver efter svedhytte-ceremoni

Du kan se første afsnit af 'Langt ude på prærien' på TV 2 PLAY her 

I videoen ovenfor er familien Elgård Friis netop gået ombord i en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Det foregår på en slette i New Mexico, USA, hvor de deltager i en svedhytte-ceremoni.

- Mystikken starter, når det hele bliver lukket. Så bliver det bælgragende mørkt, men det er så intenst, siger Lothar Friis.

Der er varmt, mørkt og vådt i det indianerne kalder ’det hellige rum’ – Inipi Wakan. Inde i hytten skal familiemedlemmerne hver især bede for konkrete ting. Meningen med ceremonien er, at deres forestående rejse skal velsignes.

Kun sjælen tilbage

- Når man ser sin kæreste, man ser sit barn, så følger der en masse indtryk med. Vi ved præcis, hvordan deres ansigt ser ud, deres hænder, deres krop, siger Puk Elgård og fortsætter:

- Men derinde var kun deres sjæl nærmest. Og det var, som om de svævede rundt inde i den der lillebitte svedhytte som et sanseindtryk. Det var vildt!

Efter ceremonien føler den garvede tv-vært, at hun ikke ved, hvem hun er, og hvor hun er.

- Lige nu har jeg det virkelig skidt, jeg snurrer i hele min krop, jeg har ondt i hovedet, har kvalme. Jeg føler ikke, mine ben kan bære mig. De er sådan helt – jeg ryster over det hele, siger Puk Elgård, der er stærkt påvirket af oplevelsen i svedhytten.

Hør i videoen øverst i artiklen, hvad familien hver især gav udtryk for af ønsker.

Bæ er ’Sort Guld’

Puk Elgård er i programserien 'Langt ude på prærien' sammen med sin kæreste Lothar Friis og deres søn Robin på familierundrejse i USA. De har trukket stikket fra hverdagen og rejser ud på prærien - og livet på sletten står generelt i indianernes tegn. 

- Vi har et komposttoilet. Der laver vi perfekt jord til at dyrke ting. I Santa Fe kalder man det Sort Guld, fortæller Helen, der er Lothars gode veninde.

Familien Elgård Friis bor hos Helen og hendes mand, Hall, i to dage. Stilen er udpræget indiansk og bygget på åndelighed.

- Jeg fatter overhovedet ikke, at de kan bo inde i det der runde hus og kun have ét værelse, siger Puk Elgård, der ikke deler helt samme holdning som sin mand:

- Jeg synes egentligt, det er forfriskende, siger Lothar Friis.

Se i videoen herunder, hvordan sønnen Robin reagerer, da han skal bruge Helen og Halls primitive toilet:

Savner sit privatliv

Puk Elgård har imidlertid ét stort problem med at skulle rejse med familien i to måneder. Hun får ikke særlig meget alenetid. 

- Jeg lader op, når jeg er alene, og jeg bruger en masse energi, når jeg er sammen med andre mennesker. Sådan er det bare – og det er lige meget, om det er min nærmeste familie, siger Puk Elgård, der under madlavningen får vendt verdenssituationen med sin nye veninde.

- Det er en udfordring. Det er ikke nemt, og du må lære at tænke kreativt, siger Helen, der giver Puk nogle råd med på vejen.

Hør i klippet herunder, hvilken plan de to kvinder lægger:

Mandag aften sendes første afsnit af 'Langt ude på prærien' kl. 20.50 på TV 2 - se det allerede nu GRATIS på TV 2 PLAY:

Se 'Langt ude på prærien' på TV 2 PLAY her

Langt ude på prærien

Langt ude på prærien er en programserie af seks afsnit, hvor Puk Elgård sammen med sin kæreste Lothar Friis og deres søn Robin er på familierundrejse i USA. 

De har trukket stikket fra hverdagen og rejser ud på prærien, hvor oplevelser af forskellig karakter venter.