Af Rigmor Lovring
rigmorlovring@webspeed.dk
I et tæt samarbejde mellem Munch Museet i Oslo og Muse-um Jorn er udstillingen JORN-<<
Optakt
Edvard Munch (1863-1944) og Asger Jorn (1914-1973) mødte aldrig hinanden, og Munch har ikke haft kendskab til Jorns kunst. Det var først i 1945, da Jorn rejste til Oslo for at se udstillingen med de mange værker, som Munch havde testamenteret til Oslo Kommune, at Jorn visuelt mødte personen den norske ekspressionist Edvard Munch, som skulle blive hans største inspirationskilde.
For Jorn gjorde Munch-udstillingen et livsvarigt indtryk og blev samtidig et uudsletteligt møde med en kunstnerkollega fyldt med en uovertruffen skaberglæde, hvilket gav ham inspiration og ideer, som fulgte ham livet igennem. Med Munchs billedkunst blev Jorn konfronteret med et kunstnerisk indhold fyldt med mystik og følelser i modsætning til det klare franske maleri, som han hidtil havde beskæftiget sig med. Mødet med Munchs værker gav samtidig Jorn et mere menneskeligt syn på kunsten end tidligere.
Fællestræk
Udstillingens mange værker fortæller om fællestræk fyldt med inspiration, malerglæde og skaberkraft. I deres visuelle billedudtryk skildres helt nye sider hos såvel Munch som Jorn. Begge tumlede de med de sam-me menneskelige problemstillinger, og begge havde de ambitioner om at skabe og udtrykke noget nyt, hvilket de gør med hver sit slutresultat.
Hverken Munch eller Jorn, der kom fra hver deres generation, var interesserede i at idealisere eller forskønne verden, og begge var de interesserede i almenmenneskelige temaer.
Således ses Munch at fokusere på et realistisk genkendeligt billede af det ensomme menneske, medens Jorn vægter relationer mellem mennesker og gerne gengiver i abstrakte næsten udefinerbare motiver. Skønt Jorn bliver mere abstrakt med årene, forlader han dog aldrig helt det figurative, som indskrives i symboler og maskebærende figurer.
Hvad angår farven, ses Munch i sin farvepalet at benytte de farver, som han så i virkeligheden, ofte forstærket ved at sammenstille kraftfulde kontrastfarver, som er med til at fremhæve hinanden og med hvilke, han skaber de ofte angstfyldte og knugende stemninger og videre til poetiske landskaber. Med heftige, kraftige eks-pressive farvestrøg opbygger han sine billeder. Jorn anspores i sin brug af rå, klare, nordiske livslystne farver i et spontant udtryk, hvor han lader fantasien bestemme motivet. I Jorns ønske om at sætte farven fri og male spontant, henter han sin inspiration hos Munch i dennes sene billedproduktion.
I de to kunstneres brug af titler bruger Munch konkrete titler som f.eks. ”Angst” og ”Solen” til at beskrive de aflæselige motiver, medens Jorn, der vil have beskueren til selv at digte og navngive de abstrakte udtryk, ofte driller i sin brug af titler.
Lystvandring
Gennem et par sale, hvor plancher og storskærme præsenterer og introducerer til Munch og Jorns liv og kunstneriske virke, når man frem til den første sal med malerier, som er et udpluk fra Jorns billedfrise ”Den stumme myte” fra 1952.
De store billeder refererer til Munchs kunst. Som denne var Jorn også optaget af at arbejde med sine værker i serier. I denne fortløbende kavalkade af figurer indskrevne i et slynget bånd beretter Jorn om den ordløse nordiske fortid, en tid, hvor det var billederne og fantasien, ikke ordene, som udgjorde menneskets erkendelsesmæssige medium. En nordisk frise, der klart lægger op til det visuelle møde de to nordiske kunstnere imellem.
Inde i udstillingens hovedrum møder man Munchs store malerier med motiver, der strækker sig fra knugende angst og død over symbolske og psykologiske udtryk til stemningsfulde landskaber og portrætter, hvor det benyttede form- og farvesprog synes at brænde sig fast i hukommelsen. Disse er ophængte side om side med et udvalgt af Jorns spontant abstrakte værker, hvor fantasien får frit løb.
I Munchs billede ”Vampyr” (1916-18) og Jorns billede ”Farlige kys” (1955) gengiver de to kunstnere således hver deres opfattelse af såvel kærligheden som smerten.
Munch bliver næsten helt abstrakt i et maleri som ”Børn på gaden” (1910-15), hvor farven på ingen måde er dækkende på det rå lærred. Også i Jorns maleri ”Hvisken” (1971) ses brugen af en tynd påsat farve. Her er det, at Jorn når frem til den ønskede og tilstræbte frigørelse af farven, hvilket yderligere er fremhævet i rækken af Jorns malerier fra omkring 1970, som er ophængte i et af de tilstødende grafikrum.
Her er tale om en fin udstilling, der indeholder et væld af flotte og spændingsfyldte oplevelser, der alle appellerer til at gå på opdagelse i rækken af de mange sammenstillinger af Munch og Jorns værker.
Museum Jorn
Gudenåvej 7-9, Silkeborg
Frem til 28. maj
