Søren Pind åbner for ny kurs i forskningspolitikken

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) ser nu ud til at sætte en ny kurs for Venstres forskningspolitik.

Op igennem 00'erne har mantraet »fra forskning til faktura« præget politikken. Med daværende videnskabsminister Helge Sander (V) i spidsen blev der for eksempel stillet krav til forskningen om mere samspil med det øvrige samfund, og det indebar bl.a. at universiteterne skulle være med til at udvikle produkter til gavn for erhvervslivet. Teknologioverførsel, hed det.

Og i en årrække er størstedelen af landets forskningsmidler gået til forskning med konkrete mål - såkaldt anvendt forskning - men nu åbner den nye minister på området altså for en opblødning af den politiske kurs: Han vil give forskningen friere tøjler.

»Statsdiktering har jeg ikke så meget til overs for. Hvis vi begynder at diktere meget firkantet, næsten hvad resultaterne skal være, synes jeg, at det er noget mærkeligt noget,« siger Søren Pind.

Meldingen kommer forud for et møde tirsdag med repræsentanter fra råd, fonde og universiteter. Her vil den selvudnævnte »fremtidsminister« sparke gang i en debat om, hvilken retning fremtidens forskning skal have, og arbejdet skal munde ud i et nyt forsknings- og innovationspolitisk udspil.

»De senere år har vi gjort meget ud af, at forskningen skulle kaste noget af sig, men der må jeg indrømme, at mit hjerte mere er et andet sted. Jeg holder meget af den frie tanke,« siger Pind med henvisning til den frie forskning, som også kaldes grundforskning.

»Jeg er en meget varm fortaler for grundforskning, og det er jeg, fordi det er derudaf, at rigtig mange nye ting kommer. Der er ikke nogen fortanke om, hvad det egentlig skal ende i,« siger ministeren.

Der skal nemlig være plads til tilfældigheder og uventede nyopdagelser, mener Søren Pind og nævner, at f.eks. penicillinen blev opdaget ved et tilfælde.

Når du nu taler varmt for grundforskningen, betyder det så, at vi skal til at ændre måden at fordele forskningsmidler på?

»Min hensigt er ikke at skabe skræk og rædsel i forskningsverdenen. Min hensigt er at give et kritisk blik på, hvordan tingene forholder sig. Det kan godt være, at det ender i beslutninger, som ændrer på tingenes tilstand, men det, synes jeg, er min opgave,« siger Søren Pind.

Men du fremhæver grundforskningen?

»Det er nok rigtigt, at et eller andet sted rydder jeg templets trapper og gør en lille smule op med kræmmermentaliteten. Det er nok ikke forkert.«

Når I ønsker vækst inden for forskningen, hvorfor indgår et langsigtet perspektiv for forskning så ikke i 2025-planen?

»Det tør jeg ikke sige. Vi har det ambitiøse mål at investere mindst én procent af bruttonationalproduktet i forskning. Det er en mål, vi holder fast i, og det er efter alle internationale standarder et meget ambitiøst mål. Det er også et mål, jeg kan mærke, at der med jævne mellemrum bliver hevet og flået i fra andre dele af statsadministrationen.«

I 2006 blev Folketinget enige om den såkaldte globaliseringsaftale, som ved hjælp af en stor satsning på forskning, innovation og uddannelse skulle ruste Danmark til globaliseringen. På tirsdagens møde skal aftalen diskuteres og evalueres. Men hvorvidt drøftelserne munder ud i en ny globaliseringsaftale, har ministeren ikke lagt sig fast på endnu.

»Min intention med det her er – ud over selvfølgelig at høre den rituelle sang om, at vi skal bevilge endnu flere penge, end vi allerede gør – at få en grundig snak om, hvad vi har draget af erfaringer fra globaliseringsaftalen. Hvad skal de nye målsætninger være? Hvordan bruger vi pengene nu, og kan noget gøres bedre?«

I 2013 samlede den forsknings- og uddannelsespolitiske tænketank DEA op på erfaringerne med de seneste ti års »fra forskning til faktura«-politik. En af konklusionerne i analysen var, at indsatsen med at overføre teknologi fra forskning til erhvervlivet var blevet indrettet ud fra en »urealistisk forventning« om, at universiteternes teknologioverførsel på sigt ville kunne finansiere sig selv.

Analysen nåede frem til, at ingen danske universiteter forventede at tjene penge på teknologioverførsel. I stedet beskrev de samspillet med erhvervslivet som en investering i spredning og brug af deres forskning.

Desuden vise analysen, at der fra politisk side ikke blev taget tilstrækkelig højde for, hvor lang vej, der i praksis er fra at forskningsresultater og opfindelser kan bruges konkret i erhvervslivet,

Anbefalingen var derfor, at teknologioverførslen burde indrettes ud fra en forventning om, at den vil være en underskudsforretning eller i bedste fald løbe rundt for det enkelte universitet.