"Armadillo": Den vigtigste danske dokumentar
Uanset om man er for eller imod krigen er "Armadillo" gribende, spændende og brutal.
”Der er tre mand nede i grøften...”
”Nej, der er 4."
”Rens den grøft…NU” (lyd af automatiske maskingeværer)
”Den er renset…”
De danske soldater har succesfuldt lige elimineret en del af fjenden, Taleban, i Afghanistan.
Havde fjenden overgivet sig, eller var fjenden ved at gribe efter sit våben?
Soldaternes beslutning i det afgørende sekund er afgørende for, om de kommer hjem til mor i 1 eller 100 stykker. I uniform eller body bag.
Hvad tillader krigskonventionerne, og har soldaterne handlet rigtigt eller forkert?
Uanset det retslige aspekt er netop de her omtalte soldater stadig levende.
Apocalypse Afghanistan
Filmens startscene er en helikopter i slow motion. Den letter fra en militærlejr, og referencen til Francis Ford Coppolas Vietnam-mesterværk, Apocalypse Now (1979) er tydelig.
Måske er instruktørens pointe allerede i de indledende credits. Der er ingen vindere i en krig. Måske bagefter, men ikke under krigen.
Soldater, civile, familier – alle i stress, i tvivl og i fortvivlelse over krigens gru. Vi møder ikke fjenden i Armadillo. De er spøgelser, som man enten ser på overvågningsbilleder eller, som i filmens klimaks, skudt til plukfisk.
Nationens sønner
"Armadillo" følger en flok soldater, der i starten af filmen gør sig klar til at tage i krig. De forsøger at reflektere sammen med deres bekymrende familier. Soldaterne glæder sig.
Snart er de landet i Helmand-provinsen, hvor Taleban hærger.
Vi lærer dem at kende. De griner, de ser pornofilm, de går gennem de mange ritualer, hvor de sikrer våben og dem selv.
De patruljerer, de rapporterer, de taler med lokale, der på den ene side gerne vil hjælpe – men på den anden side frygter de mere Taleban end FN, og soldaterne bruger meget tid på at forklare, hvorfor de er nødt til at gå på bøndernes marker, så deres afgrøder ødelægges.
Bombenedslag
Hverdagen bliver afløst af bomber og skudvekslinger. Bedst, som man har lært de sympatiske danskere at kende, eksploderer en af de satans vejbomber, som sender et par stykker af dem hjem til Danmark med ar på hoved og i sjælen.
Bomberne afløses af brutale skudvekslinger, hvor kameraet på forunderlig vis i tætte nærbilleder følger soldaternes fremrykning og strategi for at neutralisere Taleban.
Myten om krig
Soldaterne taler som om, at de var med i en film. De optræder for hinanden med macho-attituder, og de tager helte-billeder af hinanden med våben og hjelm på den helt rigtige måde.
De ryger cigaretter og plejer deres våben, som om det gjaldt livet – og det gør det inden længe, for kort efter bliver tre af deres kolleger dræbt af endnu en bombe.
”Vi er bedre taktisk og operationelt end dem, men vi kan ikke finde vejen uden om bomberne – lige der har de fat i os,” som en af dem siger i et øjebliks refleksion.
Foto, klip, lyd
Dokumentarfilmen er imponerende filmet. Kameraet er som i Kathryn Bigelows (fiktions) film ”The Hurt Locker” den usynlige mand på patrulje.
Kameraet er, hvor soldaterne er – om de så ligger i krydsild, om de rykker frem eller tilbage – eller om de er til taktik-møder.
Lars Skree har lavet et unikt stykke arbejde, som man med sikkerhed både skal være en læderhals og en skarp fagmand for at kunne klare.
Soldaterne har til tider små kameraer sat fast på deres hjelme, og det er netop sådan et lille kamera, der dokumenterer den mest voldsomme scene nogensinde i en dansk film – om det er fiktion eller fakta.
Klipningen er rolig, fattet – for derefter at eksplodere i action og hæsblæsende tempo. Rytmen understøttes af et suverænt lydarbejde, hvor både musik og lyddesign fanger soldaterne psykiske tilstand i deres kampe i og udenfor Green Zone.
Det afgørende sekund
"Armadillo" er den væsentligste danske dokumentarfilm. Nogensinde.
De vanlige film om en kunstner, en musikfestival eller et fodboldhold virker pludselig grusomt banale. Det her er virkelighed. Det her er krig. Det her er dokumentation.
Uanset om man er for eller imod krigen, om man mener, at Danmark har noget at gøre der eller ej og uanset politisk farve, så fortæller "Armadillo" en historie, der er gribende, spændende og brutal samtidig med, at vi lidt bedre forstår krigens indvirkning på vores soldater, når de står få meter fra en fjendtlig maskinpistol, og skal træffe et livsvigtigt valg på et sekund.
LÆS OGSÅ: Instruktør: Svært at være kritisk