Mogens Glistrup er stadig med

Mogens Glistrup ville i dag være fyldt 90 år. Og selv om det snart er otte år siden, han døde, og endnu længere siden han var i offentlighedens søgelys, går der knap en dag, uden han er nævnt i medierne eller på de sociale medier. Han huskes – og dengang som nu skiller han vandene. Det gælder, både når talen falder på skattetrykket, de evigt voksende offentlige udgifter, embedsmandsvældet, uforståelig lovgivning og de fremmede i Danmark. Det er emner, der er højaktuelle – og som Mogens Glistrup på sin egen facon tog op i 1970’erne og 1980’erne.

Han var provokerende – ja. Nogle gange blev han endog skinger. Men hans politiske gennembrud havde lært ham, at provokationer betaler sig. Og når nogen bad ham dæmpe sig, var hans argument: »Jeg skal nå hele befolkningen, ikke kun en lille elite, der læser lange, højlærde artikler.«

Glistrup begyndte at røre på sig politisk allerede i slut 1950’erne, og indsatsen blev forstærket op igennem 60’erne. I de år skrev han faglige artikler i faglige tidsskrifter om problemer ved den voksende offentlige sektor og det øgede skattetryk, om uforståelige love og et voksende embedsværk. Han arbejdede som advokat og i nogle år også som lektor i skatteret ved Københavns Universitet. Senere skrev han: »Oftere og oftere stødte jeg på tilløb til, at Danmark var ved at sætte sine mange værdier over styr og blive et dårligere land at leve i, trods alle de fundamentalt sunde forudsætninger i en dygtig, flittig, konfliktskyende befolkning.« Det konfliktskyende, han påpegede hos danskerne, er måske en forklaring på, at så mange vendte ham ryggen. Men op igennem 1970’erne og 80’erne havde hans Fremskridtsparti mellem 15 og 20 pct. tilslutning. Så ikke alle veg tilbage fra oprøret mod det bestående konsensussamfund.

Glistrup var den første advokat i Danmark med uddannelse i skatteret, og derfor henviste mange advokater klienter til ham ved komplicerede skattesager, andre kom af sig selv. I løbet af 1960’erne fik han flere og flere klienter med ”ondt i skatten”, og det generede ham voldsomt, at det var langt lettere at hjælpe en klient med mange midler, end det var at hjælpe én med færre midler.

Selv udtrykte han det kort og bramfrit: »Hvis du har en stor indkomst, har du en gravko til at hjælpe dig med at komme ned på en mindre skatteprocent – hvis du har en lille indkomst, har du en teske til at grave dig ned til 0-skatten.«

Den uretfærdighed generede ham, og den blev han ved at påpege. Men han blev ikke hørt – nok fordi alle i ”the establishment” kendte til forholdene og de velhavende benyttede sig af systemet i stilhed. Glistrup sagde det højt, det blev han ikke populær på i de såkaldt finere kredse. Men først da han i bedste sendetid på Danmarks Radios monopol-tv, dagen inden selvangivelserne skulle indleveres i 1971, i provokerende vendinger fortalte om skatteforholdene, blev han hørt i bredere kredse. »Det er efter min mening umoralsk at betale skat,« sagde han. En af hans begrundelser var, at skatteindkomst for politikere virker på samme måde som alkohol for alkoholikere. Jo flere skattepenge politikerne får ind – jo flere offentlige udgifter finder de på. Derfor er det vigtigt at begrænse skatteindtægterne for at beskytte befolkningen mod al for stor skatteudskrivning. Den slags udtalelser faldt datidens politikere for brystet.

Men Glistrups holdninger gav genlyd i samfundsdebatten. Den første måned efter hans tv-optræden fulgte over 600 artikler, læserbreve, satiretegninger og kommentarer. Men først 14 dage efter sit gennembrud fortalte han i radioudsendelsen ”Presseklubben”, at han var 0-skatteyder. Det havde han gjort sig til for at vise skattesystemets urimeligheder.

Flere skatteeksperter gav Glistrup ret i, at skattesystemet ikke fungerede. Professor, dr.jur Thøger Nielsen skrev i Berlingske: »Vi arbejder med en beskatningsform, som er fundamentalt uegnet til på én gang at virke retfærdigt og skabe milliardprovenu.« Professor i økonomi, cand.oecon. Gunnar Thorlund Jepsen mente, at der ikke skulle: »nye lapperier på et i forvejen administrativt og på anden måde umuligt indkomstskattesystem. Derimod må det inspirere til virkeligt dybtgående overvejelser over hele vort skattesystem.«

Glistrup selv mente ikke at kunne opstille et velfungerende og retfærdigt skattesystem. Derfor foreslog han at afskaffe indkomstskatten. Han skrev om det, men indså, at han måtte have adgang til Folketinget for at få indflydelse for sine idéer. Da ingen af de etablerede politiske partier ville opstille ham, dannede han Fremskridtspartiet. Den 3. december 1973 kom han i Folketinget med 28 mandater.

Glistrup mente, at indkomstskatten kunne afskaffes i løbet af syv år. Det første år skulle de første 60.000 kr. være skattefrie. Det er omregnet til dagens mønt 371.000 kr. Dermed ville de fleste kunne klare deres udgifter selv – uden der gik penge tabt i administration til overflødig omfordeling. Det ville lette administrationen både i den offentlige og i den private sektor.

Statens primære opgave skulle være at varetage de svagestes tarv, at finansiere et godt sygehusvæsen, at sørge for de grundlæggende uddannelser, at skabe en tilfredsstillende infrastruktur og at bekæmpe forureningen. På alle andre områder skulle der spares i bund. Derfor havde Glistrup tre hovedpunkter igennem hele sit politiske liv: afvikling af indkomstskatten, begrænsning af papirvældet og sanering af lovjunglen. Det gentog han igen og igen.

Glistrup foreslog, at man ved finanslovsforhandlingerne begyndte med indtægterne og så på, hvad man med rimelighed kunne forvente af indkomst – og først derefter vendte sig mod udgifterne. Han foreslog, at man begyndte i god tid – et til to år før loven skulle vedtages – og gennemgik hele finansloven med tættekam. Det faldt ikke i god jord – i stedet blev det til sene natlige forhandlinger om små hjørner i det store lovkompleks lige op til at finansloven skulle vedtages.

Fremskridtspartiet stemte imod flere finanslove. De etablerede partier mente, at det var tegn på uansvarlighed at stemme mod en finanslov, mens Glistrup på sin side mente, at det var uansvarligt at stemme for finanslove, der gældsatte fremtidige generationer og dermed stækkede deres selvbestemmelsesret.

Fremtidige generationers vilkår optog Glistrup. Det indebar også en stillingtagen til åbne grænser, fordi en fremmed kulturs indvandring efter hans opfattelse ville komme til at betyde svækkelse af det frie og uformelle danske samfund med ligestilling mellem kønnene. Det bekymrede ham også, at lovene blev mere og mere uforståelige, fordi det forhindrede den reelle samfundsdebat og var med til at give embedsstanden utilsigtet magt.

Alle disse emner er stadig aktuelle i dagens debat. De kunne være taget op allerede for 40 år siden på baggrund af den provokerende advokats udtalelser. Det blev de ikke. Mange ville ikke røre ved så store provokationer. Den radikale Niels Helveg Petersen sagde i 1990, at denne berøringsangst havde kostet 300 mia. kr., og han indrømmede, at de gamle politikere ikke havde opfanget vigtigheden af spørgsmålene om skattetryk og offentlige besparelser – alene i iver for at lægge afstand til Fremskridtspartiet. Men er det acceptabelt, at politikere og samfundsdebattører ikke vil tage centrale samfundsemner op, fordi en provokatør påpeger dem først?

Det er på høje tid at tage emnerne op – og der er stadig inspiration at hente hos den nu 90 år gamle provokatør.

Anne-Marie Glistrup har udgivet biografierne ”Mogens Glistrup, Fra Bornholm til Folketinget 1926-1973” og ”Mogens Glistrup, Provokatøren og Systemkritikeren 1973-2008”, forlaget Peoples Press hhv. 2013 og 2014.