Jalving har også skændtes med Krarup

Normalt er det Jalving, som holder fredagsforhør. I dag er det anderledes. Debatredaktøren spørger Mikael Jalving, som netop har udgivet bogen ”Søren Krarup og hans tid”. Gennemgående er der roser til det omfattende værk på 265 sider. Men to ting har anmelderne hæftet sig ved: Mikael Jalvings kritiske distance er mest på skrømt, og hvorfor bores der ikke mere i, hvordan Krarup forener sin kritik af behandlersamfundet med sit politiske virke for Dansk Folkeparti.

»Af og til er det ikke til at se, hvor Krarup stopper, og Jalving begynder,« anfører Claes Kastholm Hansen i Berlingske Tidende.

Er du enig med Søren Krarup?

»Jeg er blevet mere enig med Krarup. Det var jeg ikke mine unge dage, da jeg lå på den liberale højrefløj og var medlem af Konservativ Ungdom. Nu er jeg mere i sync med Krarup, og der er vel altid en risiko for, at den, der skriver biografien, tager lidt farve af den, man beskæftiger sig med,« lyder det fra Mikael Jalving, som selv er født i 1968. Søren Krarup er fra 1937.

Bag bogen ligger flere samtaler og en omfattende mailkorrespondance med Søren Krarup. Betingelsen for, at Mikael Jalving overhovedet ville skrive bogen, var nemlig, at Krarup selv ville medvirke. Og det på en måde, så man kunne mærke ham.

»Hans sprog er som en grammatik. Man skal lære begreberne. Han skulle oversætte dem, vi har vel mødtes fire-fem gange.«

Omvendt var Søren Krarups betingelse, at han ikke ville se produktet, pointerer Mikael Jalving, som kun har sendt udvalgte passager til faktatjek hos hovedpersonen.

»Det er ikke hans bog. Det er min bog. Jeg står til ansvar,« fastslår han.

Helt harmonisk har forholdet mellem de to da heller ikke været. Et afgørende skillepunkt er kristendommen:

»Vi har skændtes. Om kristendommens betydning for danskhed og frihed. Jeg er ikke kristen, som han er. Jeg er døbt. Jeg tror ikke på Gud og beder heller ikke. Mine børn er ikke døbt. Men jeg anser kristendommen for en central del af historien. Jeg er kristen på den lidt akademiske måde, og det er noget anderledes end Krarup,« konstaterer Mikael Jalving.

På spørgsmålet, om han dermed bruger kristendommen som et redskab til at definere en modsætning til islam, svarer Jalving:

»Nej, det gør jeg ikke. I en vis forståelse kan man mene, at Krarup gør. Jeg mener godt, at muslimer kan leve i Europa, men der er idéer og normer, som de skal acceptere som præmisser.«

Ifølge forfatteren tog Søren Krarup et radikalt skridt, da han i 2001 engagerede sig i politik og blev valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti.

Hvorfor vælger Krarup, som konsekvent har kritiseret velfærdssamfundets behandlerstat, netop et parti, som er »Socialdemokratiet i den gammelmodige fanebærende variant,« som Niels Lillelund har udtrykt det i sin anmeldelse i denne avis for derefter at konstatere:

»Heri viste sig måske den lille brist, en romantisk åre, et biografisk omdrejningspunkt, der kunne være udforsket.«

Hvorfor har du ikke boret mere i det?

»Det kunne godt være fyldt mere ud. Søren Krarup går ind i et parti, som både på det økonomiske og sociale område kolliderer med hans tidligere kritik. Søren Krarup opfatter det som den pris, han må betale for at kunne føre en vigtigere kamp, nemlig kampen mod indvandring. Det undrer også mig, at han ikke selv kan se det. Men jeg har ikke haft intentionen om at skrive en komplet biografi,« lyder forsvaret fra Mikael Jalving.

I bogen beskrives over flere sider Søren Krarups opfattelse af Grundtvig. Nogen vil mene, at de to er modsætninger. Hvordan bruger Krarup Grundtvig?

»Til det han vil. Krarup placerer Grundtvig i en luthersk sammenhæng, og det er bestemt ikke den marxistiske eller kulturradikale Grundtvig,« konstaterer Mikael Jalving, som tilføjer, at »Krarup hele tiden er i utakt med sin tid«.

Vil han også stå ud over sin egen tid – for de generationer, som ikke er opvokset med hans kritik?

»Ja, for han har taget fat på de fire store debatter: indvandring, EU, velfærdsstaten og spørgsmålet om, hvad nationalstaten er,« svarer Mikael Jalving, som ikke er i tvivl om, at Krarups tekster vil være at finde i fremtidige antologier, som beskæftiger sig med disse emner.

Du fik ikke helt svaret på, hvad du er enig med Krarup i. Er du enig i hans kritik på de fire områder, som du lige har nævnt?

»Ja, jeg er enig i hans kritik på de fire områder. Han havde ret og gjorde ret i at tage de opgør på de fire felter.«