Kritikken har været massiv, siden tidligere Venstre-minister Søren Pind i august blev udpeget som formand for medieansvarsudvalget.

Især på Twitter – men også i medierne – har raseriet fra fremtrædende mediepersoner været enormt, når Søren Pind for eksempel er blevet beskyldt for at opfordre til at omgå reglerne om aktindsigt, hvis man vil sende ham input til udvalgets arbejde. Når han har kritiseret pressen for at videregive statshemmeligheder i dækningen af Snowden-sagen eller han har kritiseret Berlingske for at have ”slagtet” Danske Banks tidligere frontfigur Thomas Borgen i avisens dækning af hvidvasksagen.

Han bør gå af som formand for udvalget, har det lydt fra blandt andre Jacob Mchangama og Mads Brügger. Den tidligere justitsminister er sågar på lederplads i Ekstra Bladet blevet kaldt Søren ’Orban’ Pind, med henvisning til den ungarske premierminister Viktor Orban.

Selv mener Søren Pind, at mediernes reaktion er hysterisk og forventelig. At den med al tydelighed udstiller problemet med de danske medier i dag.

”Tilsviningen bekræfter kun den politiske bekymring om, hvad det er, der sker med medierne.  Og det skal man jo lige tænke over,” siger Søren Pind.

Han peger på, at den formand, som bliver kaldt Orbán ”har 35 års arbejde bag sig i det danske folkestyre, har haft fire ministerposter, en borgmesterpost, er blevet valgt og valgt og valgt og valgt og valgt.  Orban, alligevel…” sukker Søren Pind.

Så kører toget igen

Journalisten møder Søren Pind næsten et halvt år efter, at vi første gang spurgte om et interview i anledning af hans nye rolle som formand for medieansvarsudvalget. Det var daværende kulturminister Ane Halsbo Jørgensen, der udpegede ham til at stå i spidsen for det 19 mand store udvalg, som skal undersøge, hvordan rammerne om mediernes ansvar kan gøres mere tidssvarende og styrke borgernes retssikkerhed.

På trods af, at Søren Pind har været særdeles højlydt på sociale medier i forbindelse med flere store mediesager, så har han været tilbageholdende med at lade sig interviewe om udvalgets arbejde. For det skal ikke handle om ham. Det er det så alligevel kommet til.

”Jeg synes ikke, at det her udvalgsarbejde handler om mig, men det har jeg simpelthen været nødt til at ændre synspunkt på, fordi jeg kan jo se, at det bliver enormt personfikseret. Der er jo nok en grund til, at regeringen udpeger mig, og det kan jeg måske også bare vælge at tage på mig. Men det, jeg interesserer mig for, er resultatet,” siger Søren Pind.

Men er du ikke selv medvirkende til, at det handler meget om dig?  Altså ved, at du er så offensiv på sociale medier, og så kritisk over for medierne, i stedet for måske at sige, at nu arbejder vi?

”Det kan da godt være. Det har jeg ikke tænkt så meget over, og jeg synes også, at jeg har været relativt tilbageholdende.  Men det kan andre jo have en anden opfattelse af. Men jeg har været meget i tvivl om det, fordi hver eneste gang, jeg siger noget, så kommer der igen nogle kommentarer, og så kører toget igen.”

Der er brug for retfærdighed

Står det til Søren Pind, skal udvalgets arbejde meget gerne føre til en bedre demokratisk samtale og større ”retfærdighed”. Det er der brug for, mener han.

”Det er jo åbenlyst, og det gælder i særdeleshed på de sociale medier, at den nu gældende lovgivning om ærekrænkelser, injurier, og hele det der sæt, jo ikke bliver overholdt. Folk kan ikke få æresoprejsning.  Det interessante er, hvordan vi sikrer det. ”

Udvalget skal blandt andet se på konkrete cases og komme med bud på, om de presseetiske regler skal opdateres, om Pressenævnets er tidssvarende og om det kan anbefales at indføre en medieombudsmand.

Søren Pind er ikke sikker på, om en medieombudsmand er den rigtige løsning. Han kalder det ”en mulighed”.

Om Pressenævnet mener han, der er behov for at se på, om modellen giver reel fremfor formel retfærdighed for dem, der er blevet uretfærdigt behandlet af pressen.

”Jeg tror nogle gange, at folk giver op over for det. Pressenævnet er meget formalistisk og det tager tid. Og er ofrene overhovedet repræsenteret blandt dem, der skal træffe beslutninger?  Der er masser af ting, vi skal igennem.  Men hvor det lander henne, det ved jeg simpelthen ikke,” siger han og tilføjer:

”Jeg går ind til det her arbejde med åbent sind.  Jeg har ikke lagt mig fast på noget som helst på forhånd.”

Magthadende medier

Problemerne med tilliden til medierne og den demokratiske samtale er ifølge Søren Pind langt større end den del, som udvalget tager fat på.

”Udvalgets arbejde handler om medieansvaret. Er medieansvaret godt nok?  Får folk retfærdighed? Så er der en masse linjer uden om det, som jo ikke har noget med udvalgets arbejde at gøre, og hvor lige så snart jeg siger noget, så bliver jeg kaldt Orban. Men jeg er interesseret i en demokratisk samtale om mediernes rolle.”

I Søren Pinds øjne er der sket en udvikling.

”Medierne har delt sig i to: Magthadere og magtkritikere.”

”Magthaderne etablerer en tonalitet, der gør magt i et demokratisk samfund illegitimt. Og det er et stort problem. Fordi magt er ikke illegitimt, så længe den netop er legitim. Og legitimeringen sker i skikkelse af valg og demokratiske handlinger. Og det oplever jeg som et problem,” siger Søren Pind.

Han vil ikke sætte navne på, hvilke medier, der ifølge ham er magthadende, men siger, at definitionen er, at de skaber konspirationsteorier, mens de magtkritiske medier er demokratiets ”saft og kraft”.

Ekstra Bladet skrev forleden i en leder, at Søren Pind ”hader pressen”. Men det afviser han.

”Den frie presse er en forudsætning for demokratiet. Men derfor kan man godt diskutere kvalitet, substans, materie og grundsyn. Altså, hvad er? Hvor er man henne? Er man hævet over alle regler? Eller er man faktisk en del af demokratiet og underlagt demokratiets regler,” siger Søren Pind.

Fortryder ikke omstridt citat

Men selvom han afviser at hade den frie presse, så står han ved, at han har kritiseret de danske medier for at undergrave folkestyret og blandt andet i Berlingske skrevet: ”Jeg angriber medier under et for ikke at være deres opgave voksen, for at dække over hinanden, for at tie, for at være drevet af kynisme og demagogi. ”

Citatet har været kritiseret vidt og bredt, men Søren Pind fortryder det ikke. Han siger, at det er taget ud af kontekst.

”Der er to retninger, pressen kan gå i. Den ene er den der kyniske, demagogiske og golde, magtkritik, hvor man anser sig selv som værende Vor Herre, der bare kigger ned, uden at være omfattet af det liv, man lever. Hvor sandheden sådan set ikke er interessant. Og den anden, det er jo den lutrende og rensende. Den, der får gjort tingene rene, og det er jo idealet,” siger Søren Pind.

Hvordan tror du, at de mange journalister, som går på arbejde hver dag og laver god, magtkritisk, oplysende, undersøgende journalistik, tænker, når du som formand for medieansvarsudvalget tidligere har anklaget dem for at dække over hinanden for at tie, for at være drevet af kynisme og demagogi? 

”Jamen jeg håber da, at de vender sig mod deres ledelse og siger, hvad fanden er det I går og laver? Kan vi netop ikke få lov til at lave det her, vi gør? De er ordentligt gode, redelige, fordi det er nødvendigt.”

Men det er der også rigtig mange af dem der synes, at de gør.

”Jamen så er alt jo godt, så behøver de ikke at føle sig ramt. Det her er jo en analyse, som baserer sig på de her grundlæggende to veje. Det er jo et opråb.”

En interessant linedans

Det er med disse hårdt optrukne linjer, at Søren Pind som formand skal forsøge at finde enighed i medieansvarsudvalget om en stribe anbefalinger til regeringen. Udvalget skal ifølge kommissoriet afgive deres anbefalinger i 2024.

De fleste af udvalgets medlemmer har tilknytning til mediebranchen, og Søren Pind kalder selv det kommende arbejde for ”en interessant linedans, der nok skal blive sjov.”

Han tror, at rollen som formand er landet hos ham, fordi han har en robusthed og at der er et udbredt politisk ønske om at få rykket ved tingene.

Men man kunne vel også have valgt en formand, som ikke har anklaget de danske medier for at være  undergravende. En embedsmand eller professor?

”Ja, men for at sige det rent ud, så tror jeg, man var interesseret i, at det her ikke bare er business as usual. Der skal ske noget.  Og hvis pressen vælger at gå i baglås, så ville man have sikkerhed for at arbejdet fortsætter alligevel.”