Hvad er en regnbue?
Regnbuen er et af naturens mest betagende fænomener. Det farverige lysshow kan opleves, når man står med Solen i ryggen, Solen står lavt på himlen, og der er fine vanddråber i luften.
Regnbuer har fascineret mennesket i årtusinder og optræder i adskillige folkesagn og religioner.
Som naturvidenskabeligt fænomen blev regnbuen første gang forsøgt beskrevet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).
Han så regnbuen som et spejlbillede af Solen i et ujævnt “spejl” på en skys overflade. Skyen består af myriader af dråber, som reflekterer regnbuen frem på himlen, lød Aristoteles’ tese.
Det var dog først i 1300-tallet, at mysteriet om regnbuen blev opklaret.
Det skete i et kloster, hvor dominikanermunken Theodoric (1250-1310 e.Kr.) eksperimenterede med kugleformede flasker, som han fyldte med vand. Eksperimenterne afslørede, at regnbuer opstår, når lysstråler brydes og spejles i regndråberne.
Theodorics opdagelse om regnbuer gik i glemmebogen igen, indtil den franske filosof og videnskabsmand René Descartes (1596-1650) i 1637 gentog forsøgene og skrev sine opdagelser ned.