Hvordan undgår fugle at få kolde fødder?

“En dag, da det var meget koldt, kom jeg til at kigge på nogle fugle, der sad på en metalstang. Da jeg selv frøs, tænkte jeg, at fuglene måtte fryse forfærdeligt på deres bare ben. Det var minus 20 grader, så stangen har været ret kold. Har fugle et særligt effektivt system til at holde benene varme?”

Gentoo Pingvin løber på stranden
© Shutterstock

Det er svært at forestille sig, at tynde, nøgne fugleben kan holde på varmen på en knirkende kold vinterdag. Og faktisk har fuglene kolde fødder, men det er ikke noget, de lader sig mærke med. I modsætning til menneskeben består fuglenes ben overvejende af sener. Muskler fungerer dårligt ved lave temperaturer, men sener har det fint med temperaturer, som ligger 20-30° C under fuglenes normale kropstemperatur på omkring 40° C. Det vigtigste for fuglen er, at netop kropstemperaturen ikke falder. For at holde varmen inde i kroppen har fuglene derfor et specielt blodkarsystem i benene. Normalt er vener og arterier klart adskilt, men i fugleben er de delt i to fintmaskede net af blodårer, der passerer gennem hinanden, lige før de løber ud i benenes tyndeste del. Arterierne, der fører det varme blod fra kroppen ud i benene, løber tæt op ad de vener, som fører blodet tilbage. Ved denne passage bruges varmen fra blodet i arterierne til at opvarme det kolde blod, som løber tilbage i kroppen. Prisen er permanent kolde fødder, men det hjælper altså fuglene med at holde på varmen og spare på energien.