Tusindvis af tandhjul med data som olie skal drive den grønne omstilling

ÅRSMØDE
Tandhjul

Illustration: Pexels/Pixabay

Årsmøde i Intelligent Energi: Hvis Danmark skal nå sit mål om 70 procent færre udledninger af drivhusgasser i 2030, skal regulering, teknologi og adfærd gribe ind i hinanden på kryds og tværs. Smart brug af data kan gøre omstillingen effektiv.

– Vi har givet os selv ti år til at nå et rimelig crazy mål, og vi har sindssygt travlt med at få truffet en række store strategiske valg, erkender Ida Auken (R), der er formand for Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg.

Talen går på beslutningen om, at Danmark som følge af en bredt vedtaget klimalov skal reducere sine udledninger af drivhusgasser med 70 procent frem til 2030. Lejligheden er årsmøde i Intelligent Energi, hvor sektorkoblinger, fleksibilitet og digitalisering var de ord, der gik igen og igen i oplæggene.

Eller skrevet med andre ord: Hvis den grønne omstilling skal lykkes, skal en hel masse tandhjul – regulatoriske, teknologiske, adfærdsmæssig mm. – bringes til at gribe ind i hinanden og trække samfundet ud af den fossile æra og ind i en tid med mere klimavenlige løsninger. Alle disse tandhjul skal smøres med milliarder af data, så omstillingen bliver styret intelligent og effektivt.

Ida Auken mener, at Folketinget bør følge op på klimaloven med strategiske beslutninger om CO2-afgifter (eller andre afgifter), aktivering af offentlige indkøb, retningslinjer for brug af biomasse til energiformål og ambitioner om at udvikle Danmark til en grøn iværksætternation.

Når alle disse store tandhjul er på plads, vil det muligvis være en anelse nemmere at gå i dybden med nogle af de lidt mindre tandhjul i de sektorer, der skal levere de største klimagevinster: Energi, tung industri, transport og landbrug.

El skal bruges til meget mere

Power-2-X er en af de muligheder, der kan gå på tværs af det meste – også landegrænser. Overskydende elektricitet fra vind- og solcelleparker kan via brint bruges til at producere brændstoffer, der kan anvendes til tung transport til lands, vands og i luften. CO2 indfanget fra biomassefyrede kraftværker kan sågar indgå i produktionen af disse brændstoffer.

Jeg har ikke set en dagsorden rykke sig så hurtigt som det, der er sket det seneste halve år, beretter Ida Auken om CO2-opsamling og -deponering/-anvendelse (CCS/CCU).

Med Power-2-X kan vi måske endda få negative emissioner, tilføjer hun.

Ved Intelligent Energis årsmøde 2020 pegede Ida Auken, MF for Radikale Venstre og formand for Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg, på nogle af de mange tandhjul, der skal gribe ind i hinanden, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Foto: Intelligent Energi.

Øer som tankstationer for skibe

Flere havmølleparker bl.a. i Nordsøen og Østersøen – og dermed mere grøn elektricitet – er noget af det, der er en forudsætning for en nødvendig elektrificering af samfundet.

I forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet og støttepartierne nævnes en kunstig ø i Nordsøen som centrum for 10.000 MW havvind og et gigantisk elektrolyseanlæg. Power-2-X er altså en del af Folketingets visioner, og en række parter – bl.a. DTU – arbejder på at konkretisere ideen, hvor el fra havmøllerne kan sendes til øst, vest, nord og syd afhængig af priser og efterspørgsel. Hvis priserne er tilpas lave, kan der produceres brint eller andre X’er.

Det vil være helt oplagt at tænke skibes transport ind i energi-øerne. Det vil jeg gerne tale mere med dig om, sagde professor Jacob Østergaard fra DTU på årsmøde-scenen tilsyneladende efter at have fået en aha-oplevelse ved at høre et oplæg fra forsknings- og udviklingsdirektør Brian Østergaard Sørensen fra MAN Energy Solutions.

Enorme internationale investeringer

Søfarten de fleste steder i verden er i gang med at finde ud af, hvordan den for alvor kan melde sig ind i kampen mod alt for alvorlige klimaforandringer. MAN Energy Solutions er et af de selskaber, der i samarbejde med partnere til søs og på landjorden forsøger at udvikle alternativer til klimaskadelige oliebrændstoffer.

Men det her kommer ikke af sig selv, understreger Brian Østergaard Sørensen, der som nogle af mange afgørende tandhjul peger på global regulering, enorme investeringer og tværsektorielle partnerskaber. At få disse tandhjul til at dreje i takt er en forudsætning for, at den hårdt konkurrenceudsatte søfart for alvor kan komme med på den grønne bølge.

Store skibsmotorer fra MAN Energy Solutions bidrager med 1,5 procent af den globale CO2-udledning, så selskabet, der har en udviklingsafdeling i København, er en betydelig spiller. Aktuelt har MAN Energy Solution fokus på at levere udstyr, der kan få kundernes skibe til at sejle længere på literen. Derudover forsøger selskabet at videreudvikle på deres fleksible motorer, så stadig flere skibe fremover kan sejle på flydende naturgas (LNG), ethan, methonol, LPG, biofuels eller ammoniak.

Brændstoffer skal produceres på land

De alternativer brændstoffer skal accepteres af rederierne, ligesom brændstofferne skal produceres i et tæt samspil mellem en række parter på land – herunder elsektoren, der skal levere strøm til nogle af disse Power-2-X-teknologier. Motorer og skibe er centrale, men langt de fleste investeringer skal lægges i produktionsanlæg på land – eller energi-øer – godt placeret i forhold til alle verdens vigtigste havne.

Der er et stigende ønske om grønne løsninger, men viljen til at betale er der ikke endnu, vurderer Brian Østergaard Sørensen og påpeger, at der er 20 års levetid på skibe, så hvis branchen skal nå sine egne klimamål, så skal der primært bygges CO2-neutrale skibe fra 2030 eller ombygges på vej mod 2050.

Skibsfarten er ikke en del af Paris-aftalen, og de danske skibes CO2-udledninger tæller ikke med i Danmarks CO2-regnskab – men skibene kan få indflydelse på eksempelvis udviklingen af Power-2-X-teknologier i Danmark og internationalt.

Ifølge Ida Auken er det vigtigt, at der i opfølgningen på klimaloven også bliver talt om en ’global søjle’.

Indenfor Power-2-X er der ret store spillere at samarbejde med, og det er interessant for fly og shipping, påpegede hun på årsmødet i Intelligent Energi.

Emner

Emner

Seneste nyt