Nasjonalmuseet
Maleriet Skribet blev belyst med infrarødt lys

Munch skrev selv graffiti på Skriget

I 1904 blev det opdaget, et en vandal havde skrevet en graffiti henover himlen på Skriget. Nu viser norsk forskning, at maleren selv stod bag ugerningen.

Det vakte opsigt, da en udstillingsgæst i 1904 bemærkede at nogen havde skrevet på Edvard Munchs mesterværk "Skriget". På den orange himmel over det skrigende menneske, stod der skrevet med små blyantsbogstaver: “Kan kun være malet af en gal mand."

I første omgang forlød det, at vandalen måtte være en gæst, som ikke brød sig om udstillingens mest markante værk. Siden begyndte rygter at florere: Måske var det Edvard Munch selv, som havde skrevet kommentaren.

Munch malede hele fire udgaver af Skriget. To med oliemaling og to med pastelfarver.

© Nasjonalmuseet

Karakteristiske M'er afslører Munch

Ny norsk forskning afslører, at rygterne talte sandt. Det norske nationalmuseum har "Skriget" hængende, og under Corona-nedlukningen fik eksperter tid til at granske graffitien, som stadig kan anes. Infrarødt lys fik de grå blyantsbogstaver til at træde tydeligere frem:

“Der er ingen tvivl om, at påskriften er Munchs egen. Både jeg og mine kolleger har studeret håndskriften meget grundigt, og ved brug af infrarødt foto kunne vi sammenligne teksten på maleriet med skriften i Munchs dagbøger og breve,” forklarer kurator Mai Britt Guleng fra Nasjonalmuseet i Oslo.

På den orange og røde himmel skrev Munch kommentaren, som siden har været så omdiskuteret.

© Nasjonalmuseet

Munch ville ikke kaldes gal

Guleng mener, at Munch var ironisk, da han skrev graffitien, og at den skal ses som en kommentar til sårende bemærkninger, som kunstneren følte sig krænket af. I 1895 blev "Skriget" for første gang udstillet på norsk jord, og en kunstkritiker vrissede, at Munch ikke var “en seriøs mand med en normal hjerne”. Påskriften er formentlig tilføjet maleriet allerede det år.

Edvard Munch (1863-1944) var hele liv sit angst for at blive ramt af "galskab". Både hans far og hans søster led af depression.