Salvador Dalí: Sex-forskrækket surrealist var en mester i selviscenesættelse

En forårsdag i 1936 besøger den 32-årige spanske kunstmaler Salvador Dalí en butik med dykkerudstyr. Han beder ekspedienten om at finde en dykkerdragt til dybhavsdykning.

“Hvor langt ned skal De dykke?” spørger ekspedienten.

“Dybt ned i menneskets underbevidsthed”, svarer kunstneren.

Et par måneder senere, den 11. juni 1936, tropper Dalí op til åbningen af International Surrealist Exhibition i London.

Siden 1920’erne har surrealismen taget særligt Spanien og Frankrig med storm, men det er første gang, at den avantgardistiske kunstretning får sin egen udstilling i England.

Iført sit nyerhvervede dykkerudstyr indleder Dalí en forelæsning om surrealismen for de betalende gæster. I den ene hånd holder han to store hunde i snor, i den anden hånd hviler en billardkø.

Ordene drukner inde bag den gigantiske dykkerhjelm, og på et tidspunkt er Dalí tæt på at besvime, fordi han ikke kan få luft. Ved hjælp af billardkøen får nogle af hans kunstnerkolleger lirket dykkerhjelmen af Dalí.

Fortumlet fortsætter Dalí sit foredrag vha. et lysbilledshow, der – naturligvis – præsenteres på hovedet.

Dalí har for alvor annonceret sin og surrealismens ankomst til Storbritannien, og snart lægger den excentriske kunstmaler også USA for sine fødder med sin kontroversielle kunst og enestående flair for selviscenesættelse.

Salvador Dalí er den berømteste kunstner inden for den surrealistiske malerstil, og det skyldes i lige så høj grad hans bizarre opførsel som hans værker.

Dalí levede sit liv som en omvandrende kunstinstallation. Som han selv berømt formulerede det:

“Jeg er surrealisme!”

Han blev født den 11. maj 1904 i Figueres, en lille by i provinsen Girona, knap 120 km fra Barcelona.

Allerede i en helt ung alder var Dalí bevidst om, at han ville blive til noget stort.

“Som seks-årig ville jeg være kok. Som syv-årig ville jeg være Napoleon – og mine ambitioner er kun vokset lige siden”, skrev han i sin selvbiografi “The Secret Life of Salvador Dalí”.

Dalís excentriske og megalomane adfærd viste sig allerede fra barnsben. Han higede så meget efter opmærksomhed, at han var villig til at gøre alt for at blive set.

Som seks-årig skubbede han en ven ned fra en bro, så vennen slog hovedet mod nogle klipper og fik en alvorlig skade. Motivet bag skurkestregen var ganske enkelt, at Salvador ønskede at blive bemærket.

“Ulykken gjorde mig i fantastisk humør og affødte ikke antydningen af skyld eller skam”, skrev Dalí senere om den voldelige episode.

Skyld og skam følte han til gengæld, når tankerne blev ledt hen på sex.

Da Dalí var barn, viste hans far ham en illustreret bog om kønssygdomme – og de forfærdelige følger, et samleje kunne medføre.

Billederne affødte en grundlæggende angst for seksuelt samkvem, som fulgte Dalí resten af livet, og som kom til at præge store dele af hans kunstneriske virke.

Dalí malede sit første maleri som seks-årig, og hans talent stod lysende klart med det samme.

I 1921 blev den 17-årige Dalí optaget på kunstakademiet Real Academia de Bellas Artes de San Fernando i Madrid. Her forsøgte han sig med forskellige stilarter som kubisme og pointillisme.

Sin helt egen stil fandt Dalí dog først, da han i 1926 rejste til Paris. Her blev han introduceret til den surrealistiske bevægelse, der bl.a. talte kunstnere som Max Ernst, André Breton og Paul Éluard.

Med en særegen blanding af klassiske teknikker kendt fra forbilleder som Vermeer og Velázquez og et drømmeagtigt, absurd billedsprog skabte Dalí en unik surrealistisk kunst, som han selv kaldte for “håndmalede drømme-fotografier”.

Og hans værker blev et tiltrængt indspark i den surrealistiske bevægelse, som i slutningen af 1920’erne var ved at miste nyhedens interesse.

Som surrealisten Paul Éluard beskrev det: “Netop i det øjeblik, hvor den surrealistiske bevægelse begyndte at stagnere, dukkede Dalí op med sin vilde energi, vitalitet og provokation og gav bevægelsen liv igen”.

Turen til Paris i 1929 blev ikke kun skelsættende for Dalís kunstneriske virke. Det var også her, at han første gang mødte den russiskfødte Elena Ivanovna Diakonova kendt som Gala.

Gala var gift med den surrealistiske digter Paul Éluard og var 10 år ældre end Dalí. Men den 25-årige kunstner forelskede sig hovedkulds i den karismatiske kvinde, og hans hede følelser blev gengældt.

Gala brød med Éluard og giftede sig med Dalí i 1934. Hun blev hans eneste kvindelige model og vigtigste inspirationskilde, og hun optrådte i adskillige af hans malerier.

“Jeg forkæler Gala for at gøre hende så lykkelig som muligt, og jeg bekymrer mig mere om hende end om mig selv, for uden hende ville alt være forbi”, skrev Salvador Dalí om Gala.

Da Den Spanske Borgerkrig brød ud i 1936 og banede vej for diktatoren Franco, gik Dalí og hustruen Gala i eksil i USA.

På dette tidspunkt var Dalí blevet ekskluderet af den surrealistiske bevægelse, fordi han nægtede at tage offentlig afstand fra Franco.

Dalí og Gala blev i USA under 2. verdenskrig, og det var her, brandet Dalí for alvor blev til.

Hans sære opførsel gjorde ham til en kæmpestjerne, og allerede ved ankomsten i 1936 prydede Dalí forsiden af det prestigefyldte Time Magazine.

Dalí og kapitalismens højborg USA var som skabt for hinanden.

Den excentriske kunstner forstod, at der var store penge at tjene ved at leve op til de amerikanske mediers fascination af et provokerende kunstnergeni.

I 1941 cementerede Dalí sin status som amerikanernes europæiske kunstnerkæledægge, da hans værker blev udstillet med stor succes på The Museum of Modern Art (MoMA) i New York.

Frem til krigens slutning og Dalís tilbagevenden til Spanien i 1945 tjente surrealisten formuer på at udviske grænsen mellem kunst og kommercialisme.

Dalí designede smykker og parfumeflakoner, han blev modeskaber og møbeldesigner og skabte i 1945 dele af scenografien til Alfred Hitchcocks thriller “Spellbound”.

Mens Dalís pengepung voksede, svandt hans anseelse ind i Europa – og i særdeleshed i hjemlandet Spanien. André Breton, der havde været med til at grundlægge surrealismen, gav Dalí øgenavnet “Avida Dollars” – et anagram over Salvador Dalí, som betyder “grådig efter dollars”.

Værst var dog Dalís fascination af den fascisme, der havde lagt Europa i ruiner i 1930’erne og 1940’erne.

Da Franco, Mussolini og Hitler kom til magten i hhv. Spanien, Italien og Tyskland, undlod Dalí at tage afstand fra diktatorernes rædselsregimer. Mens hans rival Picasso malede sit berømte værk “Guernica” i protest mod bombningen af en baskisk by i 1937, forblev Dalí tavs.

Han nægtede at tage stilling til fascismens spøgelse, som havde hærget i Europa, mens han selv levede i sus og dus i USA.

“Jeg er hverken stalinist eller hitlerist. Jeg har altid været og vil altid være dalinist, indtil den dag jeg dør”, proklamerede han.

Fascinationen af Hitler var krystalklar i flere af hans værker i 1930’erne, hvor den tyske diktator bliver afbildet i groteske, drømmeagtige versioner.

“Hitler interesserede mig udelukkende som et fokus for min egen mani”, sagde Dalí dog om sin Hitler-besættelse.

Tre år efter afslutningen på 2. verdenskrig vendte Dalí og Gala i 1948 tilbage til Spanien, hvor de levede og arbejdede i hans hus ved kystbyen Cadaqués. Om vinteren rejste parret til hhv. Paris og New York.

Omkring 1950 bekendtgjorde Dalí, at han var vendt tilbage til katolicismen. Han begyndte at male religiøse motiver, som senere blev præget af en stigende interesse for atomfysik, holografi og optiske illusioner.

Dalí udtalte selv om sin kunst i denne periode, at han med sine værker forsøgte at afspejle virkeligheden og på samme tid den totale gåde.

Fra at have været socialist som ung og siden en apolitisk ateist betegnede den hjemvendte Dalí sig som udøvende katolik, tilhænger af de kirkelige højrekræfter i Spanien og Francos tro støtte. I 1975 hyldede Salvador Dalí diktatoren som “Spaniens største helt”.

Hans offentlige støtte til Franco skabte ham mange fjender blandt de spaniere, der levede i Francos diktaturstat.

Sten blev kastet igennem ruderne i Dalís hus i Cadaqués, og den aldrende kunstner modtog adskillige dødstrusler.

Salvador Dalís karriere endte endegyldigt, da hans hustru og kunstneriske muse, Gala, døde den 10. juni 1982, 87 år gammel. Året efter fik Dalí de første symptomer på Parkinsons syge og mistede evnen til at male.

Foragtet af store dele af befolkningen og forhadt af den kunstneriske elite forskansede Dalí sig i sit eget museum, som han havde været med til at bygge i Figueres fra 1970 og frem til åbningen i 1974.

Her, blandt alle de værker, der havde katapulteret ham op til positionen som en af det 20. århundredes største kunstnere, døde han i total isolation den 23. januar 1989.

Hans kunst lever dog videre i bedste velgående, og hvert år besøger horder af mennesker fra hele verden både hans museum i Figueres og USA’s store Dalí-museum i St. Petersburg i Florida.

“Jeg kommer til at leve for evigt. Genier dør ikke”, erklærede Dalí med vanlig selvbevidsthed. Alt tyder på, at han fik ret.