H.C. Andersen: Drev sine omgivelser til vanvid

Hans Christian Andersen, Danmarks store eventyrdigter, kom til verden den 2. april 1805 i Odense.

Faren var skomagersvenden Hans Andersen, og moren tjenestepigen Anne Marie Andersdatter.

Familien Andersen levede under beskedne kår, som blev til fattigdom, da Hans Andersen døde af sygdom i 1816 kun 33 år gammel. I årene efter måtte moren ernære sig som vaskekone.

Farens død og morens slid satte dybe spor i H.C. Andersens bevidsthed og inspirerede ham bl.a. til at skrive eventyret “Hun duede ikke”, en fortælling om en fattig vaskekone, som ofrer alt for sin søn, samtidig med at hun bliver forhånet af omgivelserne.

Lyspunkter i H.C. Andersens barndom var de bøger, som hans bogligt interesserede far bragte ind i hjemmet.

Især Ludvig Holbergs komedier greb drengen, som begyndte at drømme om at blive skuespiller.

Som kun 14-årig mente H.C. Andersen i 1819, at tiden var kommet til at føre skuespildrømmene ud i livet, og han rejste til København.

På rejsen blev Andersen ledsaget af den tidligere amme for arveprins Ferdinand – en bekendt, som moren havde mødt, mens hun arbejdede som vaskekone på Odense Slot. Ammen hjalp H.C. Andersen med at finde et sted at bo og sørgede for, at han fik foretræde for direktøren for Det Kgl. Teaters Syngeskole, Giuseppe Siboni.

Siboni gav H.C. Andersen sangundervisning til gengæld for, at drengen hjalp til i Sibonis hjem. Desværre rakte talentet ikke.

“Jeg havde hele vinteren og foraaret været nødt til at gaa med dårligt fodtøj, dagligt haft våde fødder. Stemmen svandt, og der var ikke længere udsigt til, at jeg skulle blive en udmærket sanger”, skrev en ærgerlig Andersen.

Den unge mand forsøgte sig i stedet som skuespiller – også uden held.

Venlige mennesker – anført af familien Collin, en højborgerlig familie med litterære interesser – anerkendte, at Andersen trods sine manglende kunstneriske evner var godt begavet, og sørgede derfor for, at han fik en studentereksamen.

Imens begyndte den unge mand, der nu helt havde opgivet at blive noget på teatret, at skrive digte.

Med poesien var Andersen i sit rette element, og den 25. september 1827 udgav avisen Kjøbenhavnsposten hans digt “Det døende barn”.

Den sentimentale stil var højeste mode, og digtet blev rost i høje toner af Københavns kulturelite.

I 1835 udkom “Improvisatoren” – H.C. Andersens første roman.

I almindelighed blev romaner ikke taget alvorligt i Danmark på H.C. Andersens tid, men Andersen var fast besluttet på ikke bare at skrive romaner, men også at blive en mester inden for genren.

“Jeg vil være den førende romandigter i Danmark”, skrev Andersen, som boede på et koldt loftsværelse i København, til sin veninde Henriette Hanck.

I 1830’erne skrev H.C. Andersen da også i hurtig rækkefølge tre succes-romaner, der blev populære og oversat til flere sprog, herunder tysk, svensk og hollandsk.

Romanerne vakte særlig interesse, fordi de handlede om samtiden og ikke om historiske begivenheder, som andre tidlige romanforfattere ellers foretrak at skrive om.

Især romanen “Kun en spillemand” fra 1837 blev rost – ikke mindst i udlandet.

“Kun en spillemand” blev anmeldt af den endnu ukendte teolog og filosof Søren Kierkegaard, der over 90 sider kritiserede Andersen sønder og sammen.

Kierkegaard beskyldte Andersen for at være et ufærdigt menneske, som aldrig havde gennemtænkt sit liv.

Han kritiserede Andersen for at mangle format og for at fremstille genier som blødsødne “flæb”, mens han – Kierkegaard – betragtede genier som “tordenvejr: de går op mod vinden, forfærder menneskene og renser luften”.

“Andersen kan skrive om lykkens galocher (titlen på et af Andersens eventyr, red.), men jeg kan skrive om skoen, der trykker”, konkluderede Kierkegaard.

Ordene var ikke personligt ment. De to mænd kendte hinanden, bl.a. fra studenterforeningen, og nærede ikke noget personligt fjendskab.

Med årene begyndte de da også at sende bøger til hinanden, og på en Spaniens-rejse i 1862 medbragte Andersen Kierkegaards alvorstunge værk “Begrebet angest” .

Kritikken lagde imidlertid en dæmper på Andersens lyst til at skrive romaner. Først 10 år senere udgav han sit næste romanværk, “De to baronesser”.

Selvom romanerne blev vel modtaget, måtte Andersen supplere indkomsten ved at skrive eventyr. Det første – “Eventyr, fortalte for børn” – udkom i 1835.

Vennen, fysikeren H.C. Ørsted var begejstret. Han udtalte, at nok ville romanerne gøre Andersen berømt, men eventyrerne ville gøre ham udødelig.

Ørsted skulle få ret. Og selvom Andersen fortsatte med at skrive romaner, overgik hans produktion af eventyr langt hans øvrige forfattervirksomhed.

Hele 156 eventyr blev det til i løbet af Andersens liv. Efter hans død er flere eventyr dukket op – senest i 2012, da arkivarer fra Landsarkivet for Fyn fandt eventyret “Tællelyset” glemt i en 15 kg tung kiste – så listen i dag omfatter 210 titler.

Eventyrerne havde flere lag, så både børn og voksne kunne læse dem med udbytte.

Blandt de mest kendte er “Kejserens nye klæder”, beretningen om, hvordan et barn afslører en folkemængdes følgagtighed og blinde magttro, og “Den grimme ælling” om den forpjuskede ælling, som vokser sig til en smuk svane, inspireret af Andersens egen livshistorie.

H.C. Andersen fremstod langlemmet og knoklet af udseende og akavet og kantet i opførsel, og så havde han en sikker sans for at vælge kvinder, som ikke så til hans side.

Han faldt fx for vennen Edvard Collins søster, Louise, som aldrig betragtede Andersen som andet end en ven og kort efter giftede sig med en anden.

Andersens forelskelse i den svenske sangstjerne Jenny Lind var lige så uigengældt. Mest sårende var hendes reaktion, da han i julen 1845 rejste helt til Berlin for at være sammen med hende.

Her værdigede Lind ham nærmest ikke et blik, og en times samtale var alt, det blev til mellem de to.

“Jeg elsker hende ikke mere! Hun har i Berlin skåret det syge kød ud med en kold kniv. Hvad tanker mon fylder hende, siden hun tager så lidt notits af mig, jeg som kom til Berlin mest for hendes skyld”, skrev han dybt ulykkelig i sin dagbog.

Forelskelsen i Lind inspirerede formentlig Andersen til at skrive et af digterens smukkeste eventyr – “Nattergalen”, en fortælling om fuglen, som synger smukkest, når den er fri.

Det nærmeste, eventyrdigteren kom lykkelig kærlighed, var formentlig forelskelsen i Riborg Voigt.

Riborg var allerede forlovet med en anden, da hun og Andersen mødte hinanden.

Forlovelsen forhindrede ikke Andersen i at fri til Voigt, som venligt afviste ham.

Meget tyder dog på, at Riborg Voigt i et vist omfang gengældte digterens følelser. Hun gemte gennem livet de digte, som Andersen sendte hende, og i en hemmelig skuffe i hendes chatol lå digterens foto og tørrede blomster fra en buket, som han engang gav hende.

Ved Andersens død bar han et brev fra Riborg i en læderpung om halsen. Hvad der stod i brevet, står hen i det uvisse, da administratoren af boet brændte det med det samme.

Om Andersen nogensinde udlevede sin seksualitet, ved historikerne ikke, men hvis han gjorde, skete det formentlig med prostituerede kvinder.

I hvert fald noterer han i sin dagbog i september 1840, at “Th (Theodor Collin, bror til Edvard Collin, H.C. Andersens ven, red.) vil i morgen skaffe et fruentimmer”.

I årene 1831 til 1873 foretog H.C. Andersen ikke mindre end 29 udlandsrejser, og sammenlagt tilbragte han hele ni år uden for Danmark.

Formålet var dels at opsøge inspiration, og dels at mødes med udenlandske forfatterkolleger og kulturpersonligheder.

Blandt de kolleger, som Andersen satte allermest pris på, var den engelske forfatter Charles Dickens.

Da de to mødtes til et selskab i London i 1847, var Andersen nærmest euforisk.

“Vi trykkede hinandens hænder, så hinanden dybt i øjnene, talte og forstod hinanden. Jeg var så bevæget ved at se og tale med den af Englands nulevende digtere, som jeg elskede højest. Tårerne stod mig i øjnene”, skrev Andersen senere i erindringsbogen “Mit livs eventyr”.

Beundringen var gensidig, og i de følgende år brevvekslede de to forfattere ivrigt, men da H.C. Andersen tog imod en invitation til at besøge Dickens i hjemmet Gad’s Hill Place i Kent, fik piben en anden lyd. H.C. Andersen viste sig nemlig at være en særdeles irriterende gæst.

Ikke alene blev Andersen boende i fem uger. Han krævede også konstant opmærksomhed og forlangte at være midtpunkt.

Irritationen blev ikke mindre af, at den evigt snakkende digter ikke mestrede nogen af de europæiske hovedsprog tilfredsstillende.

“Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et helt døvstummeinstitut. Min ældste søn vil sværge på, at intet menneskeligt øre kan genkende hans tysk, og hans tolk erklærer, at han heller ikke taler dansk”, betroede Dickens en ven.

“Han var radmager og dødkedelig og blev bare ved med at være der”, opsummerede konen Catherine situationen.

H.C. Andersen selv nød opholdet i fulde drag. “Jeg var lyksalig. Opholdet hos Dickens blev et glanspunkt i mit liv”, skrev han senere.

I Gad’s Hill markerede Dickens Andersens afrejse ved at sætte en seddel fast på spejlet i det værelse, hvor digteren havde overnattet.

“Hans Andersen sov i dette værelse i fem uger – hvilket for familien føltes som flere menneskealdre”, lød noten.

Livet forløb efter faste rutiner for H.C. Andersen. Det gjaldt ikke mindst middagsaftaler, som forløb efter en fast turnus.

“Mine middage er mandag hos fru Bügel, hvor vi altid spiser som til stort selskab. Tirsdag hos Collins, hvor den ældste søn med kone også spiser med. Onsdag hos Ørsted, der altid den dag har sine fremmede...”, skrev Andersen om ugens faste rutiner.

Andersen kunne dog også udvise vovemod. Under en rejse til Italien besteg han sammen med en rejsefælle vulkanen Vesuv, som dengang var i udbrud. Rejsen foregik først på æselryg og senere til fods.

“Da æslerne ikke kunne stige længere, gik vi op ad Keglens side i dyb aske. Det varede over en time thi ved hvert skridt gled vi igen tilbage”, beretter Andersen i et brev til veninden Henriette Hanck den 10. marts 1834.

Da H.C. Andersen udåndede den 4. august 1875, efterlod han sig 56.452 kroner svarende til over 3 mio. nutidskroner. Pengene gik i overensstemmelse med digterens udførlige testamente til venner, bekendte og velgørende formål.

Blandt dem, som arvede Andersen, var vennen Edvard Collin, Louise Lind – Edvards søster, som H.C. Andersen som ung var forelsket i – samt familien Melchior, som passede Andersen i hans sidste tid på deres sommerresidens Rolighed nær Svanemøllen i København.

Andersen afsatte samtidig en sum penge til vedligeholdelse af sit gravsted.

Mellem de godgørende foretagender, som fik glæde af Andersens arv, var den fattigskole, som Andersen gik i som barn, samt "H.C. Andersens Brudeudstyr”, et legat, som digteren stiftede med det formål at bekoste brudeudstyr til døtre af fattige kunstnere.

Andersen døde efter lang tids sygdom – ifølge vore dages læger formentlig af leverkræft.