Historisk juleguide: Få 22 fakta om julen

2) Hvor kommer julemanden fra?

I populær tradition holder julemanden til i Grønland, på Nordpolen eller et sted i det nordlige Finland. Men for at finde det historiske ophav til en af julens absolutte hovedpersoner skal vi vende ansigtet mod syd.

Den sandsynlige inspiration til julemanden er biskoppen Sankt Nikolaus, som levede i byen Myra i vore dages Tyrkiet i det 4. århundrede.

Nikolaus skrev sig selv ind i kirkehistorien ved sin store gavmildhed og ved at han gav sine gaver ubemærket.

For eksempel lagde han mønter i de fattiges sko om natten, og herfra kommer traditionen med at sætte hjemmeskoene uden for døren for at finde en lille gave i dem juleaftens morgen.

Sankt Nikolaus blev et vigtigt navn i den katolske kirke, men fordi han også var skytshelgen for søfarende, overlevede respekten for hans navn i det protestantiske Holland, hvor han hedder Sinterklaas.

Hollandske udvandrere tog traditionen med til USA i det 19. århundrede, og der blev han til Santa Claus, som vi kender i dag.

Senere åbnede arkæologer Sankt Nikolaus’ grav i den italienske by, Bari, og det viste sig, at den historiske “julemand” var en lille, spinkel mand på omkring halvanden meter.

Men trods den manglende lighed med den korpulente julemand, er han fortsat et stort navn i den katolske verden, hvor hans dødsdag 6. december markeres med store festivaler.

3) Har julemanden altid haft rødt tøj på?

Julemanden har ikke altid set ud, som han gør i dag. For bare hundrede år siden optrådte han ofte i mørke kåber, og under den amerikanske borgerkrig 1861-65 fremstillede bladet Harper’s Weekly ham om en lille, elveragtig mand.

Den lille mand gik i øvrigt helhjertet ind for nordstaternes krigsindsats mod sydstaterne, og i tidens ånd var han i blå frakke med hvide stjerner samt rød- og hvidstribede bukser.

Lige siden oldkirkelig tid har den blå farve symboliseret håb. Derfor var historiens julemænd i vid udstrækning mørkeblå, hvilket også er farven, som den russiske Bedstefar Frost foretrak.

Den røde dragt kom for alvor ind i billedet i USA i begyndelsen af det 20. århundrede.

Her dukkede Santa Claus op i rød dragt med hvide pelskanter, og denne farvekombination var tydeligvis medvirkende til, at Coca Cola i 1931 tog Santa ind i sin reklamekampagne.

Kampagnen skulle ændre amerikanske forbrugeres opfattelse af, at Coca Cola kun var en drik til varme sommerdage.

Tegneren Haddon Sundblom blev ansat til at fremstille firmaets Santa Claus, og han gjorde det så godt, at han ikke bare forvandlede Coca Cola til en helårsdrik, men han cementerede også opfattelsen af, hvordan den moderne julemand skulle se ud.

4) Fandtes julemanden i Sovjetunionen?

I den russiske tradition er det Babushka, der kommer med julegaverne. Det fortælles, at hun for to tusinde år siden afslog de tre vise mænds tilbud om at rejse med til Bethlehem, og som straf har hun siden været dømt til at vandre hvileløst omkring i sin søgen efter Jesusbarnet. I forbindelse med den russisk-ortodokse jul den 7. januar bringer hun så gaver med til børnene.

Historien udgjorde et problem for kommunisterne, da de efter revolutionen i 1917 skabte den nye samfundsorden. Enhver mindelse om religion skulle ud af sovjetborgerens liv, så de afskaffede formelt juletræet og forsøgte at fortrænge Babushka ved i stedet at indføre Ded Moroz - Bedstefar Frost.

Ded Moroz havde været en del af russisk tradition længe før revolutionen, men han blev nu hovedperson i den sekulære fejring, som blev flyttet til nytårsaften.

Frost passede godt til situationen ved at have en meget lidt kristen fremtoning – han både røg og drak vodka, og for det meste var han ledsaget af den unge smukke Snegurichka, Snepigen.

Men sovjetborgerne glemte ikke Babushka. Juletræet blev til et nytårstræ, og Babushka levede videre i folks bevidsthed. Da Sovjetunionen formelt blev opløst den 26. december 1991 vendte Babushka tilbage med julegaverne.

Men kort efter fik hun til gengæld skarp konkurrence fra den vestlige julemand, der holdt sit indtog sammen med amerikaniseringen af det russiske samfund.

5) Hvorfor blev juletræet en gran?

Juletræets oprindelse er uklar, men meget tyder på, at traditionen stammer fra Tyskland og landene langs Østersøen. Det forklarer også, hvorfor netop grantræet fik den ophøjede rolle: Gran havde stor udbredelse i den del af Europa.

I Tyskland underbyggede kirken traditionen. Det skete gennem personen Bonifatius (ca. 672-754), som kom fra en velhavende angelsaksisk slægt i England. Meget mod faderens vilje blev han munk og han så det som sin livsopgave at missionere i Tyskland, hvor kristendommen stod svagt.

Ifølge legenden fældede han grantræer i de store skovområder i Thüringen, og han brugte træets trekantede facon til at demonstrere princippet om treenigheden (Gud, Søn og Helligånd) for den lokale befolkning.

Bonifatius havde så stort succes med sin missioneren, at han senere blev kendt som Tysklands Apostel, og netop Thüringen er et af de områder, hvor juletræet først kan dokumenteres. Det blev vane at tage træet ind i stuen og hænge det i loftet med spidsen nedad.

Pynt til træet kom først ind i historien meget senere.

Bonifatius mødte sit endeligt i 754, da han på kristen mission i Frisland blev dræbt af banditter.

6) Hvem satte elektriske lys på juletræet?

Traditionen med lys på juletræet stammer fra det 17. århundredes Tyskland, og godt 200 år efter fornyedes den af den tekniske udvikling. Tre år efter at Thomas Edison havde opfundet den elektriske pære, fik en af hans venner nemlig en idé.

Edward Hibberd Johnson var vicepræsident for Edison Electric Light Company, elforsyningen i New York, og i julen 1882 opstillede han i sin dagligstue et træ med 80 røde, hvide og blå elektriske pærer.

New Yorks aviser affærdigede sagen som et billigt pr-trick og nægtede at skrive om familien Johnsons træ. Men et dagblad i Detroit hørte om juletræet og sendte en journalist hele vejen til New York for at se vidunderet.

“Det var et mageløst syn,” skrev journalisten i avisens spalter, hvor han også fortalte, at hver pære var “på størrelse med en engelsk valnød”.

Hermed var succesen skabt. Men teknologien var kompliceret, og den nye juletræsbelysning kom først i handelen i 1890. Fem år senere blev det en trend, da præsident Grover Cleveland opsatte det første elektriske juletræ i Det Hvide Hus med over hundrede pærer.

Det var dog endnu kun de rigeste, der kunne være med: At sætte elektrisk lys på et gennemsnitligt juletræ var omkring århundredeskiftet en bekostelig affære, der kunne løbe op i, hvad der i dag svarer til små 15.000 kroner.

Først omkring 1930 kom elektrisk juletræsbelysning i et mere folkeligt prisleje.

7) Var juletræets forløber en pyramide?

I løbet af middelalderen dukkede en særlig dekoration op, som i Tyskland og dele af Sydeuropa måske kan ses som en forgænger for juletræet.

Det var en konstruktion, hvor flere runde eller ottekantede plader var sat oven på hinanden som en lagkage. På hver “etage” stod bibelske figurer og en julekrybbe – alt dekoreret med blomster og guirlander.

Med tiden opstod mere avancerede modeller, hvor vokslys sendte varm luft op og fik en propel på toppen til at dreje rundt sammen med dele af konstruktionen, der derved stod som en selvkørende karrusel.

Men i 1801 undergik fænomenet en forandring, der gjorde dets udbredelse langt større. Det år afsluttedes Napoleons felttog i Nordafrika, og de franske tropper vendte hjem. Med sig bragte de tegninger af pyramiderne ved Giza i Egypten, og de blev straks mangfoldiggjort og gik Europa rundt.

I Tyskland fandt folk, at de egyptiske bygningsværker mindede lidt om de lokale juledekorationer, der også blev smallere mod toppen.

Derfor blev pyramiderne kaldt julepyramider. Dermed var de også sikret ny popularitet: Navnet gav de rigtige associationer, da Det Hellige Land lå ganske tæt på pyramiderne.

8) Hvorfor fandt man på kunstige juletræer?

Juletræets oprindelse er uklar, men traditionen dukker op i de historiske kilder i det 15. århundrede i vore dages Estland, og små hundrede år senere i Nordtyskland.

Navnlig tyskerne tog juletræet til sig i en sådan grad, at det i 1800-tallet udviklede sig til et alvorligt problem.

På det tidspunkt fandtes der ikke særlige juletræsplantager, men man skar ganske enkelt toppen af store træer.

Træerne overlevede, men de voksede ikke længere i højden og kunne derfor ikke bruges i tømmerindustrien. Konsekvensen var store uanvendelige skovarealer og mangel på træ.

I flere tyske stater forsøgte man sig med lovgivning. Det blev forbudt at have mere end et træ pr. husstand.

Det afhjalp problemet i nogen grad, men omkring 1845 dukkede et alternativ op, som skulle redde de tyske skove, nemlig juletræet af fjer.

Gås var en populær spise i Tyskland, og dens fjer kunne monteres på kraftig ståltråd.

“Grenene” blev sat på en stamme, og når det hele blev farvet grønt, fik det en slående lighed med et ægte grantræ. Og træet kunne tilmed genbruges fra år til år.

Hun bød derfor magasinet The Illustrated London News indenfor for at se udsmykningen af de kongelige gemakker. Da kongeparrets folkelige popularitet var enorm, varede det ikke længe, før hele den engelske befolkning kopierede de kongelige juletraditioner.

Og med den moderne industris muligheder for masseproduktion var det nu også blevet muligt at fremstille julegaver, som selv arbejderklassen havde råd til at købe.

9) Hvor stammer adventskransen fra?

Adventskransen stammer fra 1839, hvor den tyske teolog Johann Hinrich Wichern introducerede den i sit missionsarbejde.

I forhold til vore dages krans, var der en forskel: Wicherns krans havde fire store lys - et for hver søndag i advent, men også et antal mindre røde lys.

De små lys varierede i antal, afhængig af antal hverdage fra første søndag i advent til juleaften.

Wichern brugte et kasseret vognhjul til sin første adventskrans, hvilket tyder på, at han har skævet til ældre traditioner, da han indførte skikken.

Kranse-traditionen er nemlig nævnt i ældre kilder, hvor symbolikken i hjulet omtales.

I middelalderen betragtedes adventskransen som årets hjul, der op mod årets mørkeste dag havde drejet en hel omgang og nu ville bringe solen og lysere tider tilbage.

Lys-skikken går helt tilbage til hedensk tid, hvor man markerede årests mørkeste fest med solhvervsfester, der skulle bringe lyset tilbage.

Wichern gav adventskransen en moderne betydning, selvom det tog tid.

Først i 1860 beklædte han hjulet med gran, hvis stikkende nåle mindede om tornekronen på Jesus hoved ved korsfæstelsen.

Wichern lagde også betydning i lysenes farver. Han valgte hvid, som symboliserede uskyld og rød for kærlighed. Men her løb han ind i vanskeligheder.

I andre kirkelige kredse mente man nemlig, at lysene skulle være violette, som er den kirkelige farve for advent.

Det har siden delt adventstraditionerne i to lejre.

10) Hvem sendte de første julekort?

Sir Henry Cole var en travl mand. Han reformerede blandt andet det engelske postvæsen og arbejdede med planer om det store Victoria & Albert Museum i London. Han drev også en forretning med ting til forskønnelse af folks hjem, og de mange aktiviteter gav ham en enorm omgangskreds.

Sir Henry Cole så derfor frem til julen med gru: Det var en næsten umulig opgave at skrive personlige julehilsener til alle de mennesker, han kendte. Julekort fandtes, men de var håndtegnede og temmelig kostbare.

Sir Henry Cole fik en ide. I 1843 lod han en kunstner tegne et julekort, som han lod trykke i 1000 eksemplarer. Men kortet vakte furore, for dets illustrationer, som skulle vise, hvordan man til jul burde give til de fattige, viste også et kvindeligt familiemedlem give en lille pige en slurk af et rødvinsglas. Det vakte stor forargelse i det bornerte England.

Men omtalen var måske årsagen til, at en hel del trykte julekort kom i handelen allerede året efter.

Så selvom mange ellers anså julekortet for et midlertidigt modefænomen, var en succes grundlagt.

11) Hvor stammer gløgg fra?

De tidligste historiske referencer til gløgg stammer fra 1400-tallet. Det fortælles, at man på de tyske slotte langs Rhinen fandt på at opvarme rødvin, tilsætte forskellige krydderier og drikke den som glühwein for at holde varmen i de klamme vintermåneder. Efterhånden blev det til en juletradition, der bredte sig til store dele af Nordeuropa.

Men ifølge kilderne havde romerne havde en lignende drik, som de kaldte conditum paradoxum – hvilket cirka betyder “overraskelsens krydderi”. Kogebogen “De re coquinaria” (”Om emnet kogekunst”) fra det 4. århundrede beskriver, hvordan romerne tilberedte deres “gløgg”:

• 15 sextarier honning (8 liter) hældes i et metalfad, og 2 sextarier (1 liter) vin tilsættes.
• Blandingen opvarmes langsomt ved lav varme under konstant omrøring med en riskost.
• Når blandingen koger tilsættes kold vin og det tages af ilden til afkøling. Dette gentages to til tre gange.
• Næste dag fortsættes processen, og der tilsættes 4 unser (110 gr.) malet peber, 3 skrupler (3,5 gr.) pinjekerner, en drachme (3,4 gr.) lavendel og safran samt 5 drachmer (17 gr.) ristede dadelkerner.
• Herefter tilsættes yderligere vin, indtil blandingen er blevet let flydende.
• Afslutningsvis tilsættes endnu 18 sextarier (ca. 10 liter) let vin, og hvis smagen er blevet lidt skarp, anbefales det at tilsætte glødende kul!

Drikken kan muligvis ses som en historisk forløber for gløgg. De store mængder har sikkert passet til de orgier, hvor man ved, at kejser Nero indtog drikken.

Velbekomme!

12) Hvem navngav Rudolf med den røde tud?

Navnene på Julemandens rensdyr tilskrives oftest Clement Clarke Moore.

Han var professor i orientalske og græske sprog ved det senere Columbia University i New York.

Han menes i 1823 at have skrevet digtet “A Visit from St. Nicholas”, hvor alle otte rensdyr optræder ved navn.

Men det niende rensdyr er endnu mere berømt end de øvrige, nemlig Rudolf med den røde tud.

Stormagasinet Montgomery Ward i Chicago uddelte hvert år gratis farvehæfter til kundernes børn. Men i 1939 var det krisetid, og der skulle spares.

Stormagasinet bad derfor en af sine egne ansatte, Robert L. May, om at udforme årets farvehæfte.

Med inspiration i H.C. Andersens Den grimme Ælling, opfandt han Rudolf, der på grund af sin røde tud bliver afvist af de øvrige rensdyr.

Historien, der blev fortalt i små digte illustreret med tegninger, der skulle farvelægges, blev en stor succes.

Montgomery Ward uddelte i alt cirka 2,4 millioner eksemplarer af hæftet, og trods papirmangel i de efterfølgende krigsår var det samlede antal i 1946 nået op på mere end 6 millioner.

Robert L. May havde sikret sig rettighederne til Rudolf, så da hæftet efter krigen blev udgivet, fik han økonomisk sit på det tørre.

13) Hvorfor kysser man under misteltenen?

Den romerske historiker Plinius den Ældre (ca. 23-79) beskrev, hvordan de keltiske druider plukkede mistelten fra egetræerne.

Plinius var også naturhistoriker og vidste, at misteltenens hvide bær i store mængder er giftige, men han var også fascineret af druidernes tro på plantens helbredende egenskaber.

Når druiderne plukkede mistelten, spredte de et hvidt klæde ud under træet – så misteltenen ikke skulle miste sin kraft, hvis den rørte jorden.

Bagefter brugte de misteltenen ved særlige ofringer, og de hængte den op i døråbninger, hvor den dels var frugtbarhedssymbol og dels beskyttede hjemmet mod onde magter.

På grund af denne hedenske baggrund forbød kirken langt op i historien brugen af mistelten. Men skikken overlevede i folkelig tradition, og på grund af troen på misteltenens gavnlige virkning på frugtbarheden opstod skikken med at kysse hinanden i døråbningen. Det er formentlig sket en gang i den sene middelalder.

Men skikkens udbredelse og popularitet nåede sit højdepunkt i det 19. århundredes victorianske England, muligvis fordi det bornerte samfund bedre kunne “kontrollere” kysseriet, når det skete i fuld offentlighed.

Endnu en skik vandt indpas: Når en mand havde stjålet sig til et kys under misteltenen, skulle han plukke et af dens bær og smide det bort. Når misteltenen ikke havde flere bær, havde den mistet sin magiske virkning.

Det var også på det tidspunkt, at misteltenen fik sin plads blandt julens traditioner.

Victorianerne lagde vægt på, at julen skulle rumme kærlighed og venskab, og da Jesu fødsel jo også kunne ses som symbol på frugtbarhed, var vejen banet. Derfor inviterede kirken misteltenen indenfor, selvom den ikke blev regnet for en kristen tradition.

14) Hadede Onkel Joakim virkelig jul?

Da Disney-tegneren Carl Barks skulle lave en julefortælling, fandt han inspiration i litteraturen. Hovedpersonen skulle være en gammel gnier, som hadede julen inderligt.

Sådan én fandt han i Charles Dickens’ “Et Juleeventyr” fra 1842, hvor den gamle Ebenezer Scrooge kommenterer julen med sit “Bah, humbug!” Derfor blev hovedpersonen i filmen “Christmas on Bear Mountain” fra 1947 en affældig og sur gammel and ved navn Scrooge McDuck.

Joakim von And, som han hedder på dansk, levede alene i et kæmpe palæ på Bjørnebjerget, og med sine skotske rødder var han en fedthas, som hadede julens ødselhed. “Denne åndssvage årstid, hvor alle elsker hinanden!” vrissede han.

Carl Barks ville bruge ham som en kommentar til det løsslupne forbrug, som dominerede USA i tiden efter anden verdenskrig, og egentlig skulle Scrooge McDuck kun optræde denne ene gang som julens fjende.

Men den amerikanske offentlighed tog ham til sig, og Carl Barks indså, at figuren havde mange muligheder.

Han gjorde ham derfor mange år yngre og vital, og på den måde kom julen til at være ophav til en af de mest populære Disney-figurer, som nu hadede alt omkring sig: Bah, humbug!

15) Hvad har jul med Thanksgiving at gøre?

I 1939 var USA endnu ikke trådt ind i 2. verdenskrig, men præsident Franklin D. Roosevelt så med bekymring på udviklingen. Samtidig havde han travlt med at bekæmpe den økonomiske krise, som op gennem 30'erne havde plaget landets økonomi.

Det år faldt Thanksgiving den 30. november, hvilket gav de amerikanske forbrugere sølle 20 dage til at klare alle juleindkøb.

Virksomhedsledere foreslog derfor, at præsidenten rykkede Thanksgiving til den 23. november. Det ville give bedre tid til at købe julegaver, hvilket ville øge omsætningen og sætte gang i økonomien.

Præsidenten sagde ja, men det medførte et ramaskrig. Tusindvis af borgere var rasende.

Landets kalenderfabrikanter måtte trykke hele oplaget af kalendere for 1940 om, og det ville betyde konkurs for mange, fordi de nye kalendere ikke kunne nå med i julehandelen.

De små butikker protesterede også: “Hvis stormagasinerne er overfyldt af mennesker på grund af den kortere tid til julehandel, vil en del af kunderne komme til de små butikker,” skrev indehaveren af Arnold’s Hat Shop i Brooklyn, New York i et brev til præsidenten.

To år senere konkluderede man, at det hverken havde gavnet økonomien eller julehandelen at flytte Thanksgiving. Så den blev flyttet tilbage, og siden da er Thanksgiving blevet fejret på månedens fjerde torsdag.

I december 1941 angreb japanerne Pearl Harbour, hvilket trak USA ind i krigen. Der kom pludseligt gang i industrien, arbejdsløsheden faldt drastisk, og den økonomiske krise var slut. Og fra da af blomstrede den amerikanske julehandel.

16) Hvad var nazisternes problem med jul?

Gavepapir med ariske motiver og blikforme, så tyske husmødre kunne sætte hagekorsformede småkager på julebordet. Op gennem 30'erne forsøgte nazisterne at stjæle julen, og de gjorde en enorm indsats for at omforme højtidens symboler og skikke, så de passede ind i den nationalsocialistiske ideologi.

Det var ikke helt enkelt, for festens hovedperson, Jesus, var jo egentlig jødisk. Det problem forsøgte nazisterne at komme udenom ved at tage al kristen symbolik ud af julen.

Nazisterne kasserede den tyske julemand, Sankt Nikolas, der plejer at bringe børnene julegodter den 6. december. Han blev i stedet erstattet med Odin, hvis rødder i nordisk mytologi passede bedre ind i det nazistiske verdenssyn.

Der var også problemer med stjernerne på juletræerne. De fandtes typisk i to problematiske modeller: den femtakkede var lignede kommunismens symbol, og den sekstakkede mindede om den jødiske davidstjerne.

Nazisterne forsøgte at få tyskerne til at hænge jernkors på juletræet i stedet, men det vandt aldrig rigtig indpas, for befolkningen havde nu engang et temmelig konservativt syn på, hvordan en rigtig jul skulle holdes.

Julekalendere udgjorde et særligt problem. Nazisterne forbød julekalendere med billedmotiver, og i stedet skulle hver låge gemme et nazistisk slagord. Chokolade eller slik i lågerne var dog fortsat acceptabelt.

Men det store slag mod julekalendertraditionen kom i krigsårene. Pap og karton var en mangelvare, så den nazistiske topledelse besluttede at indstille produktionen af julekalendere.

Da den tyske storproducent af julekalendere, Richard Sellmer, i 1946 atter sendte julekalendere på markedet, skete det med aktiv amerikansk støtte.

Dwight D. Eisenhower, der var øverstkommanderende for de amerikanske tropper i Europa, var blevet fotograferet sammen med sine børnebørn, mens de åbnede en julekalender, og billedet blev brugt aktivt i indsatsen for at afnazificere Tyskland.

Den nye julekalender blev en øjeblikkelig succes.

17) Var der julefred i skyttegravene?

“Klokken seks gik alt dødt, og der var helt stille,” skrev en anonym engelsk soldat i avisen The Times 1. januar 1915. Han var ved fronten i Frankrig under 1. verdenskrig og beskrev, hvordan kampene mod tyskerne på hans frontafsnit spontant gik i stå godt en uge inden juleaften.

“Vi sad omkring bålet hele aftenen, og omkring klokken 23 fortalte en infanteriofficer, at al kamp var afblæst, og at folk mødtes mellem skyttegravene,” lyder beretningen. Intet var aftalt på forhånd, da mændene kort før krigens første jul indstillede skydningen. Det skulle gå over i historien som “Julevåbenstilstanden”.

Soldaten fortæller at parterne mødtes i ingenmandsland den efterfølgende formiddag. De tyske soldater slog konstant hælene sammen og var yderst høflige, men der blev ikke sagt noget, for ingen mestrede modpartens sprog.

Til slut trådte en tysker, som havde boet nogle år i USA, frem og fungerede som tolk. De udvekslede cigarer og små gaver, og en tysk soldat bad en englænder om at sende sit billede til sin tante i Liverpool.

“De fleste tyskere er muntre og glade folk, og det forekommer så tåbeligt at slås mod dem,” skrev en anden britisk soldat i samme udgave af avisen.

Da juledag sluttede ved midnat, genoptog man tog kampene, og fronten blev atter præget af vold. Da den britiske generalstab hørte om de mange spontane våbenhviler, udsendte den rasende ordrer om, at fraternisering med fjenden var strengt forbudt.

Så da frontsoldaterne forsøgte noget lignende til jul 1915, lykkedes det kun i ganske få tilfælde at få julefred.

18) Fejrede romerne jul?

År 217 f.Kr. oplevede romerne en række sviende nederlag til Hannibal, den berømte general fra Kartago. For at højne moralen i Rom, besluttedes det at holde en stor fest den 17. december.

Det blev en øjeblikkelig succes, som blev gentaget året efter, og en ny tradition, Saturnaliet, var grundlagt.

Som årene gik, blev festen større. Løjerne strakte sig over en uge – frem til den 23. december, som romerne i forvejen markerede som vintersolhverv, årets korteste dag. Festen fik også et nyt indhold.

De uheldige nederlag til Hannibal fortonede sig i den romerske bevidsthed, og man fokuserede i stedet på den kommende høstsæson og de lange lyse dage.

Det blev også en tid, hvor man tog lettere på den ellers ret stive omgang med hinanden. Når man skulle til fest, behøvede man ikke iklæde sig toga, og slaverne måtte feste og opføre sig som frie mennesker.

Det blev sågar almindeligt, at de rige romere serverede maden for deres slaver, mens alle bællede vin og morede sig.

En særlig tradition, som vandt indpas, var at forære hinanden gaver. Gaverne var ofte vokslys, som kan have været symbol på vintersolhvervet.

Forfatteren Seneca beklagede sig over, at “pøbelen fortaber sig i nydelse”, og i det 1. århundrede berettede juristen og statsmanden Plinius den Yngre, at han lukkede sig inde i sit studerekammer, mens hele resten af husholdningen slog sig løs under Saturnaliet.

Kejser Augustus forsøgte at skære festen ned til tre dage, og Caligula prøvede at begrænse den til fem. Men romerne var ligeglade: De festede løs en hel uge. Traditionen med både vokslys og gaver fortsatte op i det 4. århundrede, hvor kristendommen bredte sig.

Historikerne mener således, at nogle af julens traditioner kan være grundlagt af romerne.

19) Hvordan blev julen en folkefest i Japan?

Kristendommen kom til Japan, da portugiserne grundlagde den første handelsstation i 1549. Missionærer fulgte med og gik i gang med at omdanne det nye land til en katolsk nation. Men de havde ikke videre held med sig, og den dag i dag er kun omkring 1 procent af den japanske befolkning kristen.

Julen forblev derfor også en fest for et meget lille mindretal, og da kristendommen i 1612 blev forbudt, blev den fejret af kakure kirishitan – de skjulte kristne.

Det var situationen indtil begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Japan langsomt lukkede op for vestlig indflydelse, og befolkningen fattede interesse for navnlig amerikanske juletraditioner.

Derfor blev julen også det første offer, da Japan gik ind i 2. verdenskrig med angrebet på Pearl Harbour i 1942. Jul blev kategoriseret som et stykke amerikanisme og som sådan forbudt.

Amerikanerne stod i spidsen for genopbygningen af Japan efter krigen, og den kulturelle “styrkelse” kom bl.a. med Hollywood-film, hvor julen blev skildret i et romantisk skær.

Det fangede den japanske befolknings interesse, så kort efter krigen fik den japanske jul et gigantisk comeback - men nu helt uden religiøst indhold. Julen blev en sekulær folkefest med juletræer og gaver, der kom til at symbolisere den nye tid.

20) Har julen nogensinde været forbudt?

Oliver Cromwell ledede enevældigt det engelske Commonwealth fra 1653 frem til sin død i 1658. I hele den periode var julen under angreb.

Republikanerne var stærkt utilfredse med englændernes fejring af helligdagen, som i deres øjne havde udviklet sig til et meningsløst frådseri i kalkun, tærte og plumbudding - skyllet ned med juleøl i rigelige mængder.

Cromwells folk så fejringen som et levn fra den katolske kirke, og forsøgte ihærdigt at ændre julen i puritansk retning. De tolv dages fest med fyrværkeri og seksuel løssluppenhed blev afskaffet.

Den 25. december blev til en almindelig hverdag, og jul skulle helst markeres i stilhed og med faste. En hel stribe nye love blev introduceret, så selv duften af særlig julemad fra et åbent køkkenvindue blev strafbart.

Men meget tyder på, at englænderne ikke fandt sig i disse forbud. Der blev udgivet anonyme skrifter, der argumenterede for, at den religiøse og sekulære jul skulle fejres, og der er også beretninger om hemmelige julegudstjenester og fejringer i hjemmene.

Faktisk er der tvivl om, hvor vidt Cromwell selv gik ind for den puritanske begrænsning af jul. Han holdt meget af musik og dans, og ved datterens bryllup tillod han en rigtig fest.

Så det er nærliggende at tro, at det næppe var Cromwell selv, der ønskede julen afskaffet.

21) Reddede dronning Victoria julen?

Den industrielle revolution omformede fra slutningen af det 18. århundrede Europa dramatisk.

Fra England bredte nye produktionsformer sig ud over kontinentet, og arbejdsliv, penge og økonomi fyldt mere og mere. Der var ikke længere plads til helligdage og traditioner, og julen var navnlig i England truet.

Det ændrede sig, da den unge dronning Victoria i 1840 giftede sig med prins Albert. Han stammede fra det centrale Tyskland, hvor juletraditionerne stod stærkt.

Prins Albert bragte traditionerne med til det engelske hof, og allerede i 1841 viste det første juletræ sig på Windsor Castle. Prinsen indførte også julegaver i kongefamilien.

Alt det passede dronningen, for fokus på familieidyl til jul stod godt til hendes høje moralske idealer, og det var et godt alternativ til de drukgilder, julen havde udviklet sig til i overklassen.

Og dronningen mente, at den arbejdende befolkning ville have godt af at fejre familiejul.

22) Var Fort Christmas et julefort?

I 1832 ønskede den amerikanske regering at flytte seminoleindianerne fra det reservat i det nordlige Florida, de var blevet tildelt ni år tidligere. Det var ikke første gang, de var blevet flyttet, men nu ønskede de hvide nybyggere igen deres land, og regeringen tilbød indianerne et nyt reservat i Arkansas langt mod vest.

Dette blev optakten til den 2. seminolekrig, der blev en af de blodigste indianerkrige nogensinde. Omkring 40.000 soldater deltog i krigen, som varede fra 1835 til 1842, og den kostede regeringen i Washington den enorme sum af 40 millioner dollar. I alt 1.500 soldater og et ukendt antal indianere mistede livet.

Juledag 1837 mødte en styrke på 800 mand omkring 400 indianere. Soldaterne blev lokket ud i sumpene ved Lake Okeechobee og de beredne soldater havde svært ved at slå effektivt til mod de stedkendte indianere.

Det medførte, at man måtte lægge strategien om: Krigen skulle nu føres ved hjælp af 200 forter, som blev bygget i krigszonen. Der blev anlagt et fort ved Lake Okeechobee, og på grund af årstiden fik det navnet Fort Christmas.

Julefortet og de fleste andre kom imidlertid aldrig i brug. Krigen flyttede nemlig sydpå, og selv den 3. seminolekrig (1855-58) var ikke nok til at få stammen bort fra Florida, hvor de sidste seminoler blev boende.

De fleste forter blev pillet fra hinanden igen, men Fort Christmas blev liggende og er i dag museum nær den lille by Christmas, der på grund af navnet er juleudsmykket året rundt.