Klematis – månedens plante

klematis

Klematis er en livskraftig klatreplante som giver smukt farvespil i hegn, have og på terrassen. Med sin overdådige blomstring og kraftige vækst er klematis slyngplanternes darlings, når det gælder om at pryde og tiltrække sig opmærksomhed.

Der findes mange forskellige klematis at vælge mellem – dem, der vokser sig mange meter høje, dem der bliver størrelse medium; og så findes der også klematis, der er så kompakte i væksten, at de sagtens kan vokse hele deres planteliv i en krukke.

Klematis vokser i højden og fylder nærmest ingenting i jorden. Du kan derfor altid finde plads til endnu en klematis i din have. Den slyngende vækst giver mulighed for placering midt i havens bede på et stativ eller espalier, op ad en husmur, et hegn, en pergola eller i et træ i haven.

Vidste du at….

  • Klematissorten ´Jackmam´var den første i en lang række sorter af klematis, som planteskolefolk krydsede tilbage i 1862? `Jackmanii´ var med sine intense purpurfarvede blomster og lysende gulgrønne støvdragere med til at bane vejen for et væld af nye sorter. I dag fortsætter forædlere og planteskolefolk med forædlingen, og i disse år er der fokus på at fremavle klematis med egenskaber til at lave bunddække og klematis, der er meget mere duft i.
  • De mange forskellige klematissorter har forskellige blomstringsperioder og disse afgør tidspunktet for hvornår de kan beskæres.

Gartnertips vedr. klematis

  • Plantning af klematis
    Korrekt plantning af klematis er afgørende for at du få god succes med klematis. Grav et hul 50 x 50 x 40 – 50 cm dybt med løs jord i bunden. Planten skal så langt ned, at overfladen på potten er 5 – 10 cm under jordens overflade. Ibland ca. 20 liter komposteret kogødning i plantehullet.
  • Vanding af klematis
    Hvis du vil have sunde og frodige klematis, må de ikke mangle vand. Det er især vigtigt, at du er omhyggelig med vandingen af nyplantede klematis. Vand med min. 10 l pr. plante en gang om ugen.
  • Gødning af klematis
    Klematis er en nøjsom plante og vi anbefaler at du tilfører enten organisk gødning eller kunstgødning (havens gødning nr.1) en til to gange årligt – marts/april og juni/juli. 
  • Beskæring af klematis
    Beskæring er kun nødvendig hvert 3. – 5. år. Følg disse anvisninger, så du ikke mister årets blomstring:

Tidligt blomstrende klematis (april – maj måned) kan beskæres i juni – juli til 1 m højde efter endt blomstring.

Middel – sent blomstrende klematis (maj-juni og august-september) kan beskæres i juli til 1 m højde efter første blomstring. 

Sent blomstrende klematis (juli-september) kan beskæres i januar – marts ned til 20 cm højde før blomstring.

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag!

Har du læst: