Som professor og leder af det nye Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet arbejder Peter Vuust i øjeblikket på en bog, der forsøger at besvare det ene simple – men store – spørgsmål.
Teorierne er mange og lange. Men en ultrakort version er, at musik i bund og grund stadig handler om sex og stoffer.
– En af de teorier, jeg undersøger, går på, at vi har musik for at tiltrække det andet køn. Altså at musikken i sig selv ingen værdi har andet end at tiltrække det modsatte køn. Vi kender det fra dyreverdenen, hvor påfuglehannens flotte hale absolut ingen funktion har andet end at tiltrække damer, forklarer Peter Vuust.
En anden forklaring går på, at musik er en slags parallelsprog, der taler direkte til vores følelser.
– Den teori går på, at vi har musik, fordi vi har brug for at kunne udtrykke og formidle følelser mellem os både i større og mindre flokke. Til begravelser for eksempel er det typisk kun musikken, der taler i begyndelsen, fordi musik kan formidle følelser, vi ikke kan med ord, fortæller han.
At vi føler musik med hjernen, forklarer Peter Vuust med et belønningssystem i hjernen, der kan virke som en mild form for narko.
– Musik formidler følelser ved at opbygge forventninger, som enten bliver indfriet eller skuffet. Når vi lytter til musik, prøver vi hele tiden at forudse, hvad der sker næste gang. Hver gang vi får indfriet en forventning, belønner hjernen os ved at frigive stoffet dopamin, som kan gøre os helt høje, forklarer han.
Det er frigivelsen af dopamin, der giver os den lykkerus eller får vores nakkehår til at rejse sig, når vi er til koncert med favoritbandet.
Men selvom vi kan mærke de følelser helt fysisk i kroppen, når vi lytter til musik, starter det alt sammen i vores hjerne.