Om filmen
'Armadillo' modtog en Grand Prix ved filmfestivalen i Cannes i 2010 (som den første dokumentarfilm nogensinde). Den blev en publikumssucces i danske biografer, og den blev rost af anmelderne, der betegnede filmen som en "grænseløs og grusom god film" og den "væsentligste danske dokumentarfilm. Nogensinde". Den blev særligt rost for at vise "krigen, som den er – råt for usødet".
'Armadillo' er kort og godt en af de betydeligste danske dokumentarfilm i mange år. Det er en god film – og i undervisningssammenhæng er det en særdeles brugbar film. Det er en forførende film – på grund af dens autenticitet og på grund af dens overbevisende brug af filmiske virkemidler. Vi ser kameraet zigzagge, mens der kæmpes, mens der skydes, mens danske soldater bliver ramt lige ved siden af. Fotografen er i skudlinjen. Tættere kan man ikke komme på krigens virkelighed. Dokumentar, ja, men også efterfølgende klippet, redigeret, iscenesat og dramatiseret, ikke mindst gennem lydsporet.
Vi følger hold 7 – med særligt fokus på enkelte af de unge soldater – fra deres afrejse til Afghanistan og til deres hjemkomst seks måneder senere. Filmen markerer undervejs, hvor lang tid der er gået. Soldaternes lejrliv veksler mellem ventetid og dramatiske ”følinger”, som det hedder, når der endelig er kamp, hvad der sjældent er. Fjenden er nemlig for det meste usynlig, og derfor er den største risiko for de danske soldater at blive ramt af en vejsidebombe, når de er på patrulje. Vi lever med i såvel trivialiteten som forløsningen fra den i det ultimative kampøjeblik, som soldaterne har ventet på. Og så alligevel ikke, for vi er jo iagttagere i sikker afstand fra lemlæstelse og død. Især lydsporet er med til at give filmen nerve; men også de gentagne totalbilleder af himlen med sol- eller måneskive fastholder tilskueren i en skæbnesvanger spændetrøje.
Hvem er helte, og hvem er ofre? Den lokale befolkning skildres som ofre og giver selv udtryk herfor: ”Vi kan ikke samarbejde med jer. I kommer med alle jeres våben, og så tager I herfra igen. Vi bliver her, og så er det os, Taleban kommer efter. (…) Det er de civile, der bliver dræbt (…) Hvorfor kommer I hertil?”. Men de unge danske soldater er også ofre: ”Jeg gik rundt i seks timer og samlede menneskestumper ind”, fortæller en soldat til de nyankomne. Vi ser senere en såret soldat i chok. Vi hører om tre dræbte, og vi ser holdets delingsfører ilde tilredt på hospital i Danmark efter at være blevet ramt af en vejsidebombe.
Er soldaterne også helte? I hvert fald udsætter de sig for død og lemlæstelse; men selv om de, som de siger, vil gøre en forskel, synes deres bevæggrunde i højere grad at være eventyret, spændingen og sammenholdet. Lejrlivet udvikler en intens mandehørm med pornofilm, vægttræning, videokrigsspil og en helt speciel sproglig jargon. Da delingsføreren er tilbage fra hospitalet i Danmark, udbryder han: ”Det er pikkegodt at se jer!”. Euforien er stor, da man endelig har været i føling: ”Det var fucking fedt. Nu har man været i krig. Nu har man fandme prøvet det”; men euforien får et efterspil, både i form af en afhøring om hændelsesforløbet og i form af, at to soldater hædres som særlig heltemodige. Vi aner dog også, at nogle har svært ved at stå for presset og vælger at rejse hjem i utide. Én får skyldfølelse over, at den granat, han sendte af sted, fejlagtigt dræbte en 14-årig pige. Vi lever os – gennem en soldats telefonsamtaler med mor derhjemme – ind i familiemedlemmernes permanente frygt, og spørgsmålet trænger sig på, om det giver mening at sende meget unge mænd i en krig, hvor fjenden er så diffus, og hvor de mødes med afvisning fra dem, de skulle forestille at kæmpe for.
Der er nok stor forskel på, hvordan publikum reagerer på det, de ser, alt efter alder, køn og politisk observans. Filmen kan opleves som propaganda for krigen, ja sikkert ligefrem rekruttere unge mænd til manddomsprøverne og kammeratskabet, som bliver gejlet op af dødens nærvær. Men samtidig kan den opleves som en blotlæggelse af krigens absurditet, så de alt for unge mænd kommer til at fremtræde som afstumpede drengerøve eller som naive ofre i et udsigtsløst storpolitisk spil.
Særfagligt
DANSK (ALLE NIVEAUER)
'Armadillo' kan i dansk indgå som ”et værk i form af et større afrundet medieprodukt” inden for det mediemæssige stofområde. Ud over at sætte fokus på de visuelle udtryksformer kan det sproglige stofområde også komme i spil gennem en undersøgelse af soldaternes sprogbrug.
MEDIEFAG (2.G OG 3.G – ISÆR RETTET MOD B-NIVEAU)
Vi har at gøre med en hyperaktuel, barsk og virkelighedsnær dokumentarfilm. Den rummer en faglig spændvidde, som kan omsættes i forskelligt vinklede forløb. Disse kvaliteter har meget at gøre med selve filmens tilblivelse, hvor filmens instruktør og fotograf har været ”embedded” på basen Armadillo, mens hold 7 var udsendt. Filmens karakter af reportage og øjenvidneskildring sidestiller den med andre klassiske krigsreportager, men også med filmiske krigsfortællinger af ren fiktiv karakter.
Forslag til forløb:
1) Først og fremmest kan den som dokumentarfilm indgå i et forløb med krig som tema, hvor den passende kunne matches med DR’s lige så aktuelle dokumentarudsendelser 'De sårede' og 'De faldne', som blev sendt i kølvandet på lanceringen af 'Armadillo' i 2010. Hvis man ønsker at tilføre en international synsvinkel, kan man fx se den amerikanske tv-dokumentar 'Alive Day Memories – Home from Iraq' (2007), hvor skuespilleren James Gandolfini (kendt fra 'The Sopranos') interviewer 10 skadede amerikanske soldater fra Irakkrigen. Det tematiske ved forløbet lader sig fint forene med det deciderede genremæssige: Det er interessant at undersøge, hvordan indholdet præsenteres fortællemæssigt og filmteknisk, og hvorfor – altså spørgsmålet om genrer og undergenrer.
2) 'Armadillo' tematiserer også manddomsriter, og her vil man fx kunne arbejde med filmen i sammenhæng med Michael Noers dokumentar-roadmovie 'De vilde Hjerter' (2008), som beretter om en odenseansk knallertgruppe. Som et billede på den ultimative frihedstrang bevæger de sig ned gennem Europa på knallert for at kunne finde sig selv i en større sammenhæng end det stammeunivers, gruppen hidtil har udgjort. Både 'Armadillo' og 'De vilde hjerter' kan ses som mandlige udviklings- og dannelsesrejser.
3) Filmens første billeder af helikoptere i slowmotion bringer mindelser om 'Apocalypse Now' (1979), Coppolas klassiske skildring af moderne krig som et psykedelisk mareridt. Vi mangler blot palmerne og Doors-musikken for at være tilbage i dette fiktionsunivers. Denne type billeder suppleres filmen igennem af nogle meget stemningsskabende og fascinationsmættede billeder af afghanske landskaber, som kompositorisk er domineret af vandrette linjer. Billeder, der virker opdelte og får os til ubevidst at tænke i virkeligheder, som er sat op overfor hinanden. Underlægningsmusikken trækker tidsmæssigt billedoplevelsen ud. På den måde får krigsoplevelsen plads til at sætte sig yderligere fast i tanken, følelsen og kødet.
Denne særlige billedæstetik er noget, vi sædvanligvis forbinder med fiktionsfilmens fortællemodus. Derfor vil det være oplagt at arbejde med fakta- og fiktionskoder, hvor man kan inddrage de talrige eksempler på iscenesættelse fra instruktørens side. For eksempel virker flere af samtalerne mellem soldaterne temmelig arrangeret, uden at det forringer filmen som dokumentarisk beretning fra fronten.
OLDTIDSKUNDSKAB
I oldtidskundskab kan man i forlængelse af læsning af Homers 'Iliaden' inddrage 'Armadillo' og tematisere krig og helteidealer. Hollywood-filmen 'Troja' (2004) kan også indgå i et sådant tema.
HISTORIE
I historiefaget er der oplagte muligheder for at anvende 'Armadillo' både set i et længere krigshistorisk perspektiv og i forhold til den aktuelle, aktivistiske danske udenrigspolitik.
SAMFUNDSFAG
I samfundsfag kan filmen anvendes i kernefaglige stofområder som sociologi (soldaternes identitetsdannelse og socialisation) og international politik.
PSYKOLOGI
I psykologi kan filmen anvendes til arbejde med, hvordan krigsdeltagelse indvirker på soldaterne selv. Her tænkes på både krigstraumer generelt og det, der er sammenfattet under betegnelsen PTSD (Post-Traumatic-Stress-Disorder).
Tværfagligt
'Armadillo' er særdeles brugbar i flere faglige sammenhænge, men er ikke mindst velegnet i et samarbejde mellem flere fag og til temadage. Der er mange vinkler i den, og vi vil her give ideer til nogle af mulighederne.
Man kan bl.a. inddrage de to DR-dokumentarfilm 'De sårede' og 'De faldne' og flere bogudgivelser, ikke mindst 'De faldne', Berlingske 2010, der rummer portrætter af de faldne og deres opvækst. I forhold til 'Armadillo' udvides perspektivet derved til også at handle om vores selvforståelse som krigsførende nation og om det efterspil og de omkostninger, udsendelsen i krig har for den enkelte soldat og for dennes nærmeste.
Der kan anlægges en film- og medievinkel, en historie- og samfundsfaglig vinkel, en psykologisk vinkel og en sproglig vinkel.
Vi har selv med stor elevinteresse og engagement til følge gennemført et AT-forløb i dansk og mediefag med overskriften ”Helte eller ofre? Danske soldater i krig i Afghanistan”. Fokus blev lagt på den enkelte soldat og dennes bevæggrunde til at melde sig frivilligt til at opholde sig i krigszonen. Ressourcerummet bestod af ovennævnte dokumentarfilm samt dele af det materiale, som vi henviser til under 'Litteratur og links'. I forløbet indgik desuden et inspirerende foredrag af en repræsentant fra Forsvaret.
Litteratur og links
Karl Erik Stougaard, Jesper Caruso, Line Holm Nielsen og Mads Nissen: ”De faldne”, Berlingske 2010
Sven Arvid Birkeland: ”Krigens ansigt – danske soldater i Afghanistan”, Gyldendal 2010
Thomas Rathsack: ”Jæger – i krig med eliten”, People´s Press 2009
Filmmagasinet ”Ekko”, Tema: Danmark i krig, februar-april 2010 (se http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temanummer&id=43)
Alumnemagasinet ”Augustus”, Aarhus Universitet, Tema om krig, december 2010
Bille Sterll: ”Livet efter Afghanistan”, Psykolognyt 29. oktober 2010
Kirsten Andersen og Jan Foght Mikkelsen: ”Dokumentaren i undervisningen”, L&R Uddannelse 2009