Johanne Schmidt-Nielsen
Samfund

Johanne Schmidt-Nielsen var i tvivl, om hun skulle dele historien: Det er enormt grænseoverskridende

12. juni 2023
Af Signe Larsen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den tidligere ordfører for Enhedslisten har to gange har været offer for digitale krænkelser, hvor gerningspersoner har lavet falsk pornografisk materiale af hende.

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet og tidligere ordfører for Enhedslisten, har været udsat for voldsomme digitale krænkelser.

Det fortalte hun søndag aften på sin Facebook-profil.

– I sommeren 2021 blev jeg ringet op af Midt- og Vestjyllands Politi. De ringede for at fortælle mig, at der lå såkaldt fake nudes af mig på nettet. Altså pornografisk materiale, hvor en gerningsperson har manipuleret billederne, så det ligner, det er mig, skriver Johanne Schmidt-Nielsen i opslaget.

Den tidligere politiker skriver, at hun har været meget i tvivl, om hun skulle dele historien med offentligheden, særligt fordi det er enormt ubehageligt og grænseoverskridende for hende at tænke på, at en masse mennesker har set billeder af hende uden tøj på og i seksuelle situationer.

For selv om det i virkeligheden ikke er Johanne Schmidt-Nielsen på de 22 billeder, så var flere af dem så velproducerede, at man ikke umiddelbart kunne se, at de var falske.

Det var heller ikke første gang, Johanne Schmidt-Nielsen stod i en sådan situation. Da politiet kontaktede hende i 2021 var der netop faldet dom i en anden lignende sag, hvor hun også var udsat for at få delt manipuleret pornografisk materiale med hendes ansigt.

– Selv om materialet er falskt, er de følelser, det skaber hos offeret, ægte. Jeg har mærket de følelser, skriver hun også.

Hun har besluttet sig for at dele historien trods sin tvivl, og det skyldes blandt andet, at hun selv har set sager gennem sit arbejde hos Red Barnet, hvor børn og unge helt ned til 11 år er blevet afpresset med billedmanipuleret materiale.

Hendes budskab er nu, at alle skal vide, at det ikke er okay at lave og dele fake nudes af andre. Det er en strafbar, digital krænkelse, ligesom det også er ulovligt at dele rigtige intime billeder af andre uden samtykke, skriver hun.

Johanne Schmidt-Nielsen valgte at retsforfølge manden. I september 2022 blev der rejst tiltale for blufærdighedskrænkelse, og i januar i år faldt der dom.

Manden blev dømt til at betale hende og andre ofre tortgodtgørelser af 40.000 kroner. Han fik derudover en behandlingsdom, og materialet er blevet fjernet fra den pornoside, hvor det i længere tid lå.

Læs også