Når selv Politiken hader kvinder

Ugens mest omtalte debatindlæg har uden tvivl været tv-vært Lise Rønnes opsang til anmeldere og andet godtfolk, der taler nedsættende om kvinder.

I et yderst velskrevet debatindlæg under den lange, men præcise overskrift 'Kære Politiken, jeg synes, I skal holde op med at tale fornedrende om kvinder', giver hun hudløst ærlige eksempler på, hvordan hun i sin karriere konstant er blevet nedgjort af omgivelserne, senest af en tv-anmelder i, ironisk nok, Danmarks mest politisk korrekte avis.

Lise Rønne forklarer, hvordan hun gennem sit offentlige liv er blevet målt på en stok, som mænd aldrig holdes op imod. Bedt om at dæmpe sig og ændre sig, tage kilo på, lade håret vokse og meget andet, der aldrig kan vedkomme andre end hende selv. Måske undtagelsesvist hendes frisør.

Personligt håber jeg ikke, Lise Rønne nogensinde bliver til noget andet end netop det, hun allerede er. Efter fem minutter i hendes selskab mærker man, at hun er en ekstraordinær stærk og sympatisk kvinde, ligesom mange af de andre seje kvinder, vi kender fra det offentlige rum. Ingen nævnt, ingen glemt. Er disse kvindelige begrænsninger i samfundet så kun et problem for tv-værter? Absolut ikke.

Min hverdag er ude hos de danske virksomheder, hvor jeg hjælper mennesker til at præsentere og kommunikere bedre. Alt fra toplederen til den unge nyansatte. Selvom min bevisførelse her ikke er noget videnskabeligt studie, så vil jeg dog påpege, at jeg har trænet over 15.000 mennesker i snart 15 år. Her er det klare billede, at der er massive kønsmæssige forskelle.

Stort set alle mænd stiller sig op foran en gruppe mennesker med tankesættet: 'Nu prøver jeg bare'. Rigtig mange kvinder har en lidt anden tilgang. Her er selvbebrejdelsen større, og den indre sætning lader til oftere at være: 'Nu må vi håbe, jeg er god nok'.

Dette er selvfølgelig med den helt brede pensel. Jeg ser dagligt vanvittigt stærke kvinder, der smadrer den mandlige konkurrence. Kvinder, der både kan balancere to stiletter i gulvet og to fuckfingre i vejret til alle, der betvivler deres gennemslagskraft og kompetence. Og selvfølgelig møder jeg også mænd, der er ganske nervøse. Men det kræver ikke hjælp fra et analyseinstitut at spotte, at der er gigantiske forskelle på mænd og kvinders gennemsnitlige selvtillid i den situation, jeg møder dem.

Det skyldes muligvis samfundets mangeårige banken de unger piger i hovedet med, at de skal opføre sig ordentligt, sidde pænt, ikke fylde for meget. Hjulpet af tv-anmeldere med det samme besynderlige syn på kvinder som Bo Tao Michaëlis, der fik Lise Rønne i blækhuset.

Det kræver faktisk en ganske omfattende indsats at få en voksen kvinde til at nulstille den selvopfattelse, hvis den har gennemsyret hendes karriere.

I Ekstra Bladet finder man Thomas Treo i samme skuffe. Selvom ingen moderne mænd forhåbentlig kan spejle sig i det stenalderlige kvindesyn, er sproget og tonen alligevel med til at legitimere det. Så hvis Politiken beder Bo Tao om at træde ind i det nye årtusinde, håber jeg, Poul Madsen gør det samme med Treo. Der er mange andre gode journalister, der kan lave tabloide anmeldelser med bid i uden at være ulækre.

Rønnes opsang blev lørdag bragt i den fysiske udgave af Politiken. På bagsiden finder man et mindre diskuteret, men påfaldende relateret indlæg, fra Marie Bjerre, der som folketingsmedlem for Venstre også skal bære den tunge byrde at være både mor og ambitiøs. Hun beskriver, hvordan mænd ofte klapper hende på skulderen og roser hendes arbejdsomme pendlen fra Aalborg til Christiansborg, mens mange kvinder med rynkende bryn er ængstelige for hendes datters velbefindende (der er også en far – styr jer!).

Suppleret med mine oplevelser på alle niveauer af det danske erhvervsliv leder det mig til at tro, at rejsen mod ligestilling både handler om at få mænd til at tale ordentligt om kvinder, men også om at få nogle kvinders syn på eget køn moderniseret.