Sidste år gjorde jeg noget aldeles upassende: Jeg foreslog i et brev Mogens Glistrup at skrive sin egen nekrolog. På den måde ville læserne få hans selvvurdering uden filter.
Han svarede, at hans nekrolog allerede forelå i form af 14.000 tæt beskrevne ark. Det måtte række. Trofaste Lene Glistrup sendte diskret et brev, hvori hun forklarede, at Mogens ikke længere var kvik nok til, at projektet var farbart. Jeg var for sent ude.
Typisk for parret blev ingen af dem stødt over det frejdige forslag. Dertil var de blevet for robuste gennem årtiers overfald, både på tryk, verbalt – og i form af æg og maling, når Glistrup frygtløst optrådte i Fælledparken 1. maj.
Historisk valgsejr
Som politiker gennemførte Glistrup et større luftnummer end nogen anden: Tilbedt af hundredtusindvis af vælgere, da han med Fremskridtspartiet tromlede ind i Folketinget i 1973 med 28 mandater. Forhadt af endnu flere for sin nedbrydning af autoriteter og underminering af alle andre politiske partier.
Fire mindesten
I går døde han stille, 82 år. Mange vil få travlt med at omtale hans virke som en ballon, der sprak – uden anden virkning end en vis underholdningsværdi. Jeg er uenig. Mogens Glistrup kan i hvert fald tillægges fire former for politisk betydning, uanset om man kan lide det:
1) Hans kamp mod indkomstskatten lagde givetvis i nogle årtier en dæmper på de offentlige udgifter, uanset at Danmarks skattetryk stadig sætter verdensrekord.
2) Hans latterliggørelse af bureaukratiet reducerede statsligt regelmageri.
3) Hans meget grove udfald imod ’muhammedanerne’ banede vej for en ligefrem debat om indvandrerpolitik.
4) Hans usnobbede, ligefremme afmaskning af autoriteter fremmede den sunde danske skepsis over for opblæsthed, forhåbentlig med varig virkning.
Det var holdninger, Mogens Glistrup bidrog med. Hans uregerlige gemyt afskar ham fra at indgå forlig om praktisk lovgivning. Kompromiser var ikke hans metier.
Stjerne-advokaten
Bornholmeren med den morsomme accent tog en af Københavns Universitets flotteste juraeksaminer i 1950. Skatteret var hans ekspertise, og frem til 1970’erne opbyggede han landets største advokatforretning med speciale i at opfinde skattefradrag til tusinder af glade klienter. Det foregik især ved hjælp af et mylder af aktie- og anpartsselskaber, som lånte hinanden penge mod betaling af fradragsberettigede renter. Humøret var højt på advokatkontoret. Et af selskaberne kaldte han Virum Kamelimport A/S – og det lempede en del kameler gennem skattevæsenets nåleøje.
Det berømte nul
Hans egen trækprocent var naturligvis nul – og dét afslørede han i et tv-program, hvorefter den politiske verden stod på den anden ende. Men Glistrup holdt fast i, at det var aldeles lovligt. Ja, han betegnede ligefrem skattesnydere som lige så fædrelandskærlige som jernbanesabotører under besættelsen!
Tv-balladen førte i 1972 til stiftelsen af Fremskridtspartiet, som allerede året efter fejede ’gammelpartierne’ ud af tinget, mens han selv plus Centrumdemokraterne (14 mandater) og Kristeligt Folkeparti (7) tog plads i Folketinget ved dét, der blev kaldt Jordskredsvalget.
Forud var gået århundredets festligste valgkamp. Jeg havde som ung reporter fornøjelsen at dække en stribe af Glistrups vælgermøder. Han tiltrak tusinder. Ofte måtte folk stå forgæves uden for fyldte sale, mens partichefen underholdt om, at der skulle oprettes havregrynsautomater til de fattige. Socialvagter i hvert distrikt skulle efter skøn uddele socialhjælp. Forsvaret kunne nedlægges og erstattes med en telefonsvarer, som på russisk sagde: ’Vi overgiver os’.
Øredøvende jubel
Han ville ikke selv være statsminister. Men minister for afvikling af offentlig virksomhed.
Jubelen var øredøvende, når den retoriske kunstner uden manuskript skildrede Danmarks lysende fremtid, blot folk ville stemme på Fremskridtspartiet – hvilket 485.289 vælgere endte med at gøre 4. december 1973. Indtil 1999 forblev partiet i Folketinget.
Menneskekundskab hørte imidlertid ikke til Glistrups dyder. Han havde simpelt hen psykopattække og tiltrak horder af landsbytosser, hvoraf en del blev suget med ind i Folketinget i den eufori, partilederen skabte om sig. Følgen var bøvl og ballade, manglende disciplin og pinagtige udrensninger.
Glistrups trækkort med det lille nul og hele hans øvrige skattecirkus medførte, at der i 1974 blev rejst tiltale mod ham for skattesvig, bedrageri mv. I byretten slap han med millionbøder, men landsretten fandt ham i 1981 skyldig i groft skattesvig. Straffen var fire års fængsel, en bøde på fire mio. kr. og livsvarig fradømmelse af advokatbestallingen. I 1983 reducerede Højesteret straffen til tre års fængsel, men han måtte forlade tinget og afsonede sin straf i Horserød.
Pia Kjærsgaard overtog partiet, og selv om Glistrup blev genvalgt i 1987, gik det gradvis i opløsning under endeløse stridigheder, og i 1991 måtte han opleve at blive ekskluderet af det parti, han havde stiftet.
Islamisme på hjernen
I sine sidste år syslede han uden held med Trivselspartiet; men mandens lysende forstand blev efterhånden forvandlet til et primitivt agitator-organ, der hetzede imod muslimer i en tone, der skabte flere modstandere end medløbere.
Glistrup levede i 57 år sammen med blide Lene, som var hans praktiske gris i enhver sammenhæng. Glistrups egne huslige færdigheder indskrænkede sig til at krænge sølvpapiret af marcipanbrød, hans yndlingsspise. I hjemmet er tusinder af sider stablet op – konciperet af ham og renskrevet af Lene. De kunne blive til ’Alt om skat, bureaukrati og muhammedanere’ i 54 bind. Men de vil aldrig udkomme.
Glistrup levede i 57 år sammen med blide Lene, som var hans praktiske gris i enhver sammenhæng.
Annonce:
