Aktuelt Fagbøger Indefra

Da Lars blev til Morten, som blev til Frank

Da Lars blev til Morten, som blev til Frank

Virkeligheden har det med at løbe stærkt, og i år måtte en stakkels tegner lave tre versioner af sin tegning til Svikmøllen, før den kom på omgangshøjde med #metoo-skandalerne.


Vi hader, hader, hader, når verden ikke bare går i stå, efter vi har sendt Svikmøllen til tryk.

Få dage før vognmanden ankom med de færdige satirehæfter, udåndende Sean Connery, 90 år og mæt af dage. I anledning af den eneste rigtige James Bonds runde fødselsdag i august, havde vi lavet en 007-filmplakat med titlen Oldfinger. Virkelig morsom da vi sendte de færdige filer til trykkeriet i begyndelsen af oktober. Når vi udkommer, fremstår den utilsigtet morbid.

Ekstra svært i år

Men det er nu engang vilkårene for publikationer trykt på papir, og i år har det selvfølgelig været ekstra svært, fordi det amerikanske præsidentvalg ligger ugen før, Svikmøllen lander hos boghandlerne. Men Donald Trump beklæder embedet året ud uanset udfaldet, og vi har ham selvfølgelig på forsiden. Sammen med corona-situationen fylder han selvsagt meget i 106. årgang af julehæftet, som jo netop er et satirisk tilbageblik på det forgangne år i dansk og international politik, kongehuset og verden omkring os i det hele taget.

Morten Østergaard
Annette Carlsens anden version.

Men den største udfordring i år har nok været #metoo-skandaler blandt politikere, som udviklede sig fra dag til dag. Stort set ikke en TV-avis i oktober, uden at en skyldbetynget klamrian stod frem og indrømmede, at han havde haft sin hånd på et lår, der ikke var hans eget. Eller det, der var værre.

Tegner på overarbejde

Det gik hårdt ud over Svikmøllens tegner Annette Carlsen. Først blev hun bedt om at lave en tegning af alle de statuer, som var blevet væltet eller overhældt med maling, fordi demonstranter synes, de portrætterede var nogle gamle racister, sexister eller chauvinister. Eller det, der var værre.

Den oprindelige idé var, at Lars Løkke skulle sidde kasseret som venstreformand blandt Christian 4., Holberg og Knud Rasmussen. Eller det, der var værre. Den afleverede Annette Carlsen i god tro og gik så videre med sine øvrige bidrag til Svikmøllen.

Men 7. oktober trak De Radikales formand Morten Østergaard sig så, fordi han for et årti siden havde haft svært ved at holde hænderne for sig selv. Eller det, der var værre. Og så ringede redaktøren og spurgte forsigtigt, om Annette Carlsen mon kunne lokkes til at ændre Løkke til Østergaard. Og nu er hun jo ikke bare dygtig men også virkelig sød, så det gjorde hun.

Danmarks mest aktuelle topkrænker

Det var dog ikke mange dage, Østergaard fik lov at beholde titlen som Danmark mest liderlige politiker. Blot halvanden uge efter trak Københavns socialdemokratiske overborgmester sig så at sige ud af kommunalpolitik, fordi han havde slikket en kvinde i øret. Eller det, der var værre.

Derfor modtog stakkels Annette Carlsen endnu et telefonopkald den 19. oktober, hvor Svikmøllen faktisk var afsendt til trykkeriet. Og endnu engang viste Annette Carlsen sig fra den mest effektive og fleksible side. En halv time senere lå tegningen med et nyt offer: Frank Jensen.

Tak til Annette for at give Svikmøllens læsere den mest aktuelle top-krænker i Danmark … og så må verden ellers gerne holde pause til nytår. Tak!

Lars Løkke/Svikmøllen
Annette Carlsens første version.

Svikmøllen 2020 udkommer 12. november, og du kan læse mere om satirehæftet her, eller følge redaktionens facebook-profil her:

Svikmøllen 2020
Gitte Skovs fantastiske forside.