SEJLADS

ISEFJORD

ISEFJORDEN RUNDT

Der er utroligt mange smukke steder at opholde sig i Isefjorden som sejler. Den ene idylliske bugt efter den anden indbyder til at lægge for svaj, mens naturen omkring dig viser sig fra sin bedste side. Høje klinter, træklædte kyster og bugtende strandenge, små øer og holme er alt sammen med til at gøre sejlturen i Isefjord til måske én af landets smukkeste.

Turbøjer findes de fleste steder i fjorden, navnlig i den sydlige del, hvor naturen og kystkonturen bliver mere kringlet og dynamisk. Også hyggelige havne er her rigeligt af. Ved indgangen til fjorden møder du f.eks. Hundested, Lynæs og Rørvig havne, der alle har lidt af hvert at tilbyde. Højdepunkter langs fjordens vestlige kyst er området ved Skansehage og Hovvig ved Nykøbing Sjælland. Hele dette område tiltrækker en lang række fugle, der trækker ind over fjorden fra Kattegat.

Længere mod syd ligger Lammefjord og Holbæk Fjord, begge er de bugtede fjorde med skøn natur og små sandrevler, der tiltrækker fuglelivet. Her møder du også de første turbøjer. Strædet mellem Sjælland og Orø byder på skovklædte kyster, små vige og holme. Holbæk har flere hyggelige havne at vælge imellem.

ØEN I MIDTEN
Tag hele vejen ned til Munkholmbroen og Bramsnæs Vig, hvis du vil opleve det bedste af Isefjord. Der ligger turbøjer på hver side af halvøen Bramsnæs og den lille Ejby Havn kan også besøges. Her langs fjordens østlige kyster er der flere turbøjer, inden du kommer til fjordens skønne midtpunkt, Orø.

Der er turbøjer både i Vellerup Vig samt ved de små øer og holme syd for Orø. Du befinder dig her i et område, fra disse sydlige øer og op gennem Østerløb til Dalby Huse og Orøs nordlige bugt, hvor du har store chancer for at møde den spættede sæl. Hold øje med runde, nysgerrige hoveder, der holder øje med dig på afstand, og måske bliver modige nok til at komme tættere på.

Læg til i Orø Havn og brug gerne et par dage her, hvis du vil opleve ægte ø-stemning og den smukke natur. Du kan gå på trampestier næsten hele vejen rundt om øen, hvis du vil opleve de smukke laguner og kyststrækninger fra land også.

I Jægerspris Bugt skal du være opmærksom på, hvorvidt Forsvaret laver skydeøvelser. Hele området er nemlig øvelsesområde og bliver regelmæssigt lukket for sejlads og ophold i forbindelse med dette.

UDGANGSPUNKT:

Hundested, Lynæs, Rørvig havne, m.fl. 

SVÆRHEDSGRAD:

Middel

DISTANCE:

Varierende

TURBØJER I ISEFJORD

Kongsøre Næbbe
GPS position:
55° 48.389′ N 11° 42.566′ E

Orø N, Salvig Bugt
GPS position: 
55° 47.331′ N 11° 48.712′ E

Lindholm
GPS position:
55° 44.261′ N 11° 49.220′ E

Bramsnæs Bugt
GPS position:
55° 40.875′ N 11° 49.365′ E

Se mange flere turbøjer i Isefjord her

BLÅ OPLEVELSER I ISEFJORD

Lægger du mærke til kystens lyde, når du er ude på tur? Hvis du spørger naturvejleder i Isefjord, Poul H. Seidler, er det noget af det bedste at lytte til vandfuglenes sang. I Isefjord samler sangsvanerne sig hver vinter, hvor de nyder godt af ålegræsset i den lavvandede del af fjorden.

Sammen med edderfuglene skaber de et smukt og stemningsfuldt kor. Edderfuglene er her hele året, men det er også mest om vinteren at de høres. Især på stille dage er kombinationen af disse fugle noget helt specielt at lytte til. Pibeanden, og andre overvintrende fugle, stemmer også gerne i.

I videoen fortæller Poul mere om Isefjords lyde og fjordens foranderlige natur.