Lene Andersen

Lene Andersen

Lene Andersen er økonom, forfatter, futurist og folkeoplysningsaktivist. Siden 2005 har hun skrevet 16 bøger og har modtaget to…

Læs mere
Book Lene

Lene Andersen er økonom, forfatter, futurist og folkeoplysningsaktivist. Siden 2005 har hun skrevet 16 bøger og har modtaget to demokratipriser: Ebbe Kløvedal-Reichs Demo­kratistafet (2007) og Døssingprisen, Biblio­tekarforbundets hæderspris (2012). Blandt hendes bøger er The Nordic Secret (2017), skrevet sammen med Tomas Björkman og Metamodernitet (2019).

Andersen er medlem af Romklubben og en af medstifterne af tænke­tanken Nordic Bildung i København. Hun er desuden blandt initiativtagerne til European Bildung Network og European Bildung Day.

Foredrag af Lene Andersen:

Foredrag 1: Køn og kønsroller; at finde sin egen vej
Har I hørt om forfatteren Jesper Knallhatt? Bag drengenavnet gemmer sig Lene Rachel Andersen, forfatter, filosof og futurist, og navnet Jesper fik hun af sin far, da hun var “dreng”. Navnet Rachel tog hun selv, da hun valgte kvindeligheden til. Lene befinder sig midt imellem Jesper og Rachel. Gennem hele livet har hun nydt friheden fra kønsrollestereotyper og har fundet sin egen måde at være kvinde på. Er hun woke? Eller bare træt af at blive presset ind i andre folks forventninger? Døm selv, når Lene deler ud af 50 års erfaringer med ikke at passe ind.

Foredrag 2: Hvad er dannelse?
Dannelse er kommet på utallige dagsordener, men hvad er dannelse, og taler vi altid om det samme, når vi bruger ordet? Lene Andersen har brugt to år på at gå Grundtvigs og Chresten Kolds kilder efter i sømmene: Hvad forstod de to ved “dannelse”, da de opfandt folkehøjskolerne?

Det filosofiske gravearbejde viste sig at være en spændende historie, ikke blot om det tyske begreb Bildung, som vi har lånt. Men lige så meget en guldgrube af spændende historier om store tyske tænkere som Herder, Goethe, Schiller, Fichte og Hegel, deres personlige venskaber, kriser og ulykkelige kærlighed. Dannelse kommer af livets mod- og medgang, den kommer af livets skole og af mødet med stor kunst og litteratur. Dannelsen sker, når vi får udfordret vores verdensbillede og er nødt til at se tingene fra nye vinkler. På den måde bliver vi større indeni. Faglig viden spiller naturligvis en rolle, men dannelse er noget helt andet. Dannelse er en sjælens modning og en udvikling af vores følelser og moral. Dette vidste ikke blot Grundtvig og Kold men også de folk, der sad i Frederik VIs skolekommissiont fra 1789 til 1814, og som gav Danmark sin første folkeskolelov. Dannelsen har således dybe rødder i Danmark, og Lene Andersen relaterer den oprindelige betydning af dannelsen til nutidens udfordringer: Hvordan skal vi forstå følelsesmæssig og moralsk udvikling i dag, og hvordan bliver vi dannet til hele mennesker i en omskiftelig tid?

Foredrag 3: Højintelligente børn; hvordan ved man, om et barn er overbegavet og behøver særlig opmærksomhed?
De fleste vil nok antage, at højintelligente børn er dygtige i skolen og får gode karakterer. Men de kan lige så godt have vænnet sig til, at skolen ikke er et sted for dem, så de ikke laver noget overhovedet. Lene Andersen kedede sig gudsjammerligt i skolen og lykkedes trods en IQ på over 155 med at præstere absolut middelmådigt. I stedet for at hendes intelligens blev anset som en ressource, virkede lærerne mest til at se den som et problem. For at glæde lærerne lærte Lene at underpræstere – og blev virkelig god til det!

Hvordan spotter man et højintelligent barn, hvis de underpræsterer? Hvad har en lynskarp 8-årig, der ved alt om dinosaurer, pyramider og universets oprindelse, brug for fra de voksne? Hvordan får de højintelligente børn legekammerater og venner på lige fod med de andre børn? Og hvordan kan skolen indrettes, så den også kan rumme de højintelligente, uden at det kommer til at koste en formue?

Mød Lene Andersen, futurist, forfatter, medlem af Romklubben, og et barn, der tilbragte det meste af skoletiden med at tegne eller kigge ud ad vinduet. Foredraget tager både udgangspunkt i Lenes personlige erfaringer og i forskning på området. I får desuden rig mulighed for at stille spørgsmål.

Foredrag 4: Globalt gearskift – hvorfor er “konkurrencestaten” en dødssejler?
Danske politikere taler om konkurrencestaten i tide og utide – og professor Ove Kaj Pedersen har endda skrevet en hel bog om den. Konkurrencestaten er imidlertid et forældet projekt, som hører industrialderen til, og nu er industrialderen ved at være forbi. Danske politikere er altså ved at geare Danmark til en fortid, som ikke længere findes. Det bedste eksempel leverer Ove Kaj Pedersen selv: hans bog er fra 2011, og bogen nævner ikke internettet eller den digitale økonomi med ét ord. – Når konkurrencestaten ikke er vejen frem, hvad burde Danmark så gøre i stedet?

Foredrag 5: Globalt gearskift – kultur i forandring; findes Danmark om 20 år?
Ja, det gør landet jo nok, men nationalstaternes suverænitet undermineres af den teknologiske udvikling og den digitale, globale økonomi. Samtidig betyder øget migration, at vores identitet skal skabes og vedligeholdes på nye måder. Hvad skal vi bruge nationalstaterne til i fremtiden? Hvilken rolle spiller kulturen i det hele taget, og kan vi bruge religionerne til noget?

Foredrag 6: Globalt gearskift – velkommen til BINK-alderen!
BINK står for bio-, info-, nano- og kognitive teknologier, og de er ved at vende op og ned på nogle helt fundamentale strukturer og balancer i vores samfund. Faktisk skal vi forvente, at de nye teknologier medfører lige så store kulturelle og samfundsmæssige forandringer, som maskinerne gjorde, da vi forlod landbrugssamfundet og teknologisk set gik fra jernalderen til industrialderen. Men hvad går de nye teknologier ud på? Hvilke forandringer medfører de? Og hvordan udnytter vi dem bedst muligt, så de kommer flest mennesker mest til gode?

Foredrag 7: Globalt gearskift – hvor er der håb?
Gennem hele menneskehedens historie har teknologien defineret vores muligheder og måder at leve på. Stenalderen, bronzealderen, jernalderen og industrialderen var alle defineret af den teknologi, som folk havde til deres rådighed, og hver gang formede teknologien økonomien, samfundet og det, som gav menneskene håb. Til dagligt kalder vi ofte det sidste for religion. Hvor findes håbet denne gang? Vi tager den store, kulturelle rejse gennem tidsaldrene og ser på, hvordan vi selv og vores forfædre har forsøgt at skabe mening i tilværelsen under vidt forskellige teknologiske omstændigheder.

Foredrag 8: Globalt gearskift – visioner for fremtidens skole
Den nuværende folkeskole – og for den sags skyld friskolerne – er et produkt af industrialderen, dens tankemåder og samfundsmæssige behov. (Med mindre indholdet er blevet erstattet af postmoderne reformpædagogik, som relativerer for meget og lærer eleverne for lidt.) Hvordan burde skolen se ud i stedet? Hvilket indhold har nutidens børn og unge brug for, hvis de skal kunne stå på egne ben i fremtidens globale økonomi?

Foredrag 9: Globalt gearskift – hvorfor kører dansk politik i tomgang, og hvad burde politik handle om i stedet?
Det politiske højre-venstre-spektrum er et produkt af industrisamfundets kamp mellem kapitalinteresser: kapitalisterne til højre og arbejderne til venstre. Men nu lakker industrisamfundet mod enden, og fra højre til venstre er der konsensus om det liberale demokrati, markedsøkonomi og velfærdsstat. Samtidig er mange arbejdere blevet kapital- og jordejere, de ejer sågar produktionsmidlerne gennem deres pensionsopsparinger, og en del virksomhedsejere er socialdemokrater i hjertet. Derfor er højre-venstre-aksen begyndt at handle om følelser i stedet, og det ændrer fundamentalt på, hvordan politik ser ud i Danmark – og for den sags skyld alle andre vestlige demokratier. Hvilke psykologiske behov opfylder de danske partier i dag, og hvilke muligheder giver det for at løse Danmarks og danskernes reelle udfordringer i den nye, globale og digitale virkelighed?

Foredrag 10: Globalt gearskift – vælg selv en vinkel
– så udvikler Lene Andersen det oplæg, I har brug for.

Lene Andersen indledte UU DANMARKs årskonference med en key note om, hvilken fremtid vi ønsker os. Spændt ud mellem 2 centrale fænomener: folkeoplysning og dannelse, tegnede LA buen fra den tidligste kulturhistorie til den metamoderne fremtid. Eminent skarpt, veloplagt formidlende og med et passende drys satire. LA har fat i de helt store narrativer og fik dem elegant koblet til den aktuelle kontekst for oplægget og konferencen: uddannelsesvejledning i et paradigmeskifte. LAs indledende key note gav et afsæt, som fik løftet hele konferencen allerede fra start.
Pia Vigh, UUDanmark

Lene Andersen var forbi Eliaskirkens foredragsrække Mening, Tro & Etik d. 4. december 2019, hvor hun holdt sit foredrag Om Dannelse. Det var en sand fornøjelse at høre Lene, da hun er enormt levende, nærværende og bringer en del humor ind i sit foredrag. Hun navigerer nemt og ligetil i et komplekst stof, der strækker sig over mange hundrede års filosofi og kulturhistorie uden at generalisere eller forsimple sine pointer. Samtidigt formår hun på en meget engagerende måde at trække tråde til i dag, så alle høj og lav føler sig set, inkluderet og kan relaterer til emnet og ikke mindst dets vigtighed.
William Salicath, Sognepræst i Eliaskirken

Eksterne links:
Læs artikel i Videnskab.dk: Den digitale økonomi er fundamentalt anderledes end den industrielle (skrevet sammen med professor Steen Rasmussen)

Foredrag med Lene Andersen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular