Skovbakken Håndbold arrangerer stort bagagerumsmarked
Vejlby Risskov Hallens parkeringsplads lægger igen asfalt til Skovbakken Håndbolds årlige bagagerumsmarked.
Det sker søndag 11. september fra klokken 10-15.
Det er tiende gang håndboldafdelingen arrangerer dette kæmpe bagagerumsmarked, hvor overskuddet blandt andet går til Skovbakken Håndbolds ungdomsafdeling.
"Vi råder om et stort areal på størrelse med seks håndboldbaner, så vi har plads til næsten 200 stande," siger arrangør Bo Louring i en pressemeddelelse.
"Vi ser frem til et dejligt vejr, mange udstillere, et købestærkt publikum og utallige gode handler," siger han.
Bo Louring oplyser, at der er mange gengangere af udstillerne. og der vil være mulighed for at få en god snak mellem kunderne og udstillerne, da der plejer at være et stort publikum til stede. Der er gode parkeringsforhold lige overfor markedspladsen, hvor publikum kan parkere gratis.
Der kan købes kaffe, kage, øl, vand og franske hotdogs fra Skovbakkens salgstelt.
ksa