Google

Politik til beskyttelse af personlige oplysninger i Google-annoncer og -annonceringstjenester

Seneste ændring: 22. nov. 2011

Oversigt

Googles politik til beskyttelse af personlige oplysninger beskriver, hvordan vi behandler personlige oplysninger, når du bruger Googles produkter og tjenester, f.eks. vores annonceringstjenester. Desuden beskriver denne politik til beskyttelse af personlige oplysninger vores fremgangsmåde vedrørende tekst- og displayannoncer, som vises på vores egne websteder hos vores AdSense-partnere i Google Displaynetværk og også på tredjeparters websteder, enkelte Google-applikationer og andre klienter.

Når vi viser en tekstannonce på Google-søgning eller på vores AdSense til søgning-partneres websteder, kan disse annoncer blive vist på basis af en lang række faktorer, herunder dine seneste søgeforespørgsler, det sprog, vi tror, du foretrækker, når du udfører din søgning, og standardlogoplysninger, herunder cookie- og enhedsoplysninger, IP-adresse, browsertype, operativsystem samt dato og tid for din forespørgsel.

Når vi viser tekst- og displayannoncer i visse Google-tjenester, AdSense-websteder, partnerwebsteder, applikationer og andre klienter, kan disse annoncer blive vist på baggrund af forskellige faktorer, f.eks.: indhold, domæne og sprog på den side, hvor annoncen vises, partnerdata og de standardlogoplysninger, som er beskrevet ovenfor. Når du går på nettet via en webbrowser for at vise annoncer, der er relevante og skræddersyet til dine interesser, kan vi bruge oplysninger om dine aktiviteter på AdSense-websteder, partnerwebsteder eller Google-tjenester, der anvender DoubleClick-cookien. Nogle af disse websteder og tjenester kan også anvende ikke-personlige oplysninger, f.eks. demografiske data, til at levere relevante annoncer. Vores AdSense-partnere og Google-tjenester kan vise annoncer fra både Google-annoncører og andre tredjepartsannonceudbydere, f.eks. andre annoncenetværk, forudsat at de overholder Googles krav vedrørende levering af tredjepartsannoncer.

Når du får adgang til nettet via en webbrowser, og vi viser en annonce for dig, anbringer vi måske en cookie i din browser. En cookie er en tekstfil, der består af en række tilfældige tal og bogstaver, der udgør et pseudonym, som identificerer browseren, men ikke identificerer dig. Vi bruger cookies, webbeacons og andre teknologier til at registrere oplysninger om, hvilke annoncer din browser får vist, hvilke annoncer du klikker på samt andre handlinger, du foretager på vores websteder og tjenester. Cookies giver os mulighed for at vise dig annoncer, der er mere relevante og brugbare.

For at få vist programmer og andre klienter der, hvor cookie-teknologi ikke er tilgængelig, har vi udviklet et anonymt id ved at sammenknytte dit enheds-id med en tilfældig, anonym tegnstreng. For at vise annoncer, der er relevante og skræddersyede til dine interesser, kan vi bruge oplysninger om dine aktiviteter i forskellige programmer eller andre klienter, der benytter anonymt id. Nogle af disse programmer og andre klienter kan også bruge ikke-personlige id-oplysninger, som f.eks. demografiske data, til at levere relevant annoncering. Programmer og andre klienter kan vise annoncer fra både Google-annoncører og andre tredjepartsfirmaer, der viser annoncer, herunder andre annoncenetværk, forudsat at de overholder Googles tredjepartsannoncevisning.

I det følgende beskrives, hvordan vores cookies og anonyme id’er understøtter vores annonceringstjenester og konverteringssporing, og hvordan du kan vælge ikke at modtage disse identifikatorer.

Annonceringscookies

DoubleClick-cookien

Google anvender DoubleClick-cookien på AdSenses partnerwebsteder og visse Google-tjenester for at hjælpe annoncører og udgivere med at vise og administrere annoncer på internettet. Når du besøger et websted og får vist en annonce eller klikker på annoncer via disse websteder, kan vi placere DoubleClick-cookien i din browser. Det DoubleClick-cookie-id, der er knyttet til din webbrowser, er det samme id, som anvendes, når du besøger websteder, der anvender DoubleClicks annonceringstjenester. Hvis du allerede har en DoubleClick-cookie i din browser, bør der ikke blive gemt yderligere DoubleClick-cookies.

Du finder flere oplysninger om brugen af DoubleClick-cookien i DoubleClicks annonceringstjenester ved at besøge Ofte stillede spørgsmål om beskyttelse af personlige oplysninger i DoubleClick.

Du kan altid få vist og administrere dine annonceringspræferencer som beskrevet nedenfor.

Cookie til konverteringssporing

Google bruger også en cookie til at måle annonceringseffektivitet for annoncører, som har tilmeldt sig konverteringssporing på Google og vores AdSense-partnerwebsteder. Cookien til konverteringssporing anvendes, når en bruger klikker på en annonce, der leveres af Google, hvor annoncøren har tilmeldt sig sporing. Disse cookies udløber inden for 30 dage og kan ikke identificere nogen person. Hvis denne cookie endnu ikke er udløbet, når brugeren besøger visse sider på annoncørens websted, kan Google og annoncøren konstatere, at brugeren har klikket på annoncen og besøgt den pågældende side. Hver annoncør får sin egen cookie, så ingen cookie kan spores på tværs af annoncørwebsteder.

Andre cookies

Google kan af og til anvende andre cookies for annonceringstjenester.

Du kan fravælge interessebaserede annoncer ved hjælp af Annoncepræferencemanager eller det værktøj, der er lavet af Network Advertising Initiative.

Hvis du vil deaktivere alle Google-cookies, kan du indstille din browser til at blokere cookies fra Google-domænet. Visse Google-funktioner og -tjenester vil dog muligvis ikke fungere korrekt, hvis du har deaktiveret cookies.

Anonyme id’er i programmer og andre klienter

Google benytter også »anonyme id’er« til at vise annoncer i programmer og andre klienter, der ikke understøtter cookie-teknologi. Når du bruger et program eller en anden klient, kan programmet eller den anden klient sende enhedsoplysninger til os. Vi anonymiserer disse enhedsoplysninger ved at knytte dit enheds-id sammen med en tilfældig, anonym tegnstreng.

Det bruger vi oplysningerne fra det anonyme id til

Vi bruger de anonyme id-oplysninger, som vi har indsamlet på mobilprogrammer eller andre klienter, til at gøre følgende:

Administration af dine annoncepræferencer

Google bestræber sig på at give dig relevant og nyttig annoncering. Ud fra aktiviteter i programmer og andre klienter, der benytter det anonyme id, kan vi knytte det anonyme id sammen med relevante interessekategorier. Derefter bruger Google de pågældende kategorier til at vise interessebaserede annoncer i disse programmer og andre klienter. Google knytter ikke følsomme interessekategorier sammen med det anonyme id (f.eks. kategorier, der er baseret på race, religion, seksuel orientering, helbred eller følsomme økonomiske kategorier), og vi bruger ikke disse kategorier, når vi viser dig interessebaserede annoncer.

Når du bruger din enhed, kan du se, redigere og tilføje i de kategorier, der er knyttet til anonyme id’er, der bruges til at vise dig interessebaseret annoncering. Læs mere om enhedsspecifikke præferencemanagere.

Dine annoncepræferencer vil blive respekteret på tværs af alle programmer eller andre klienter, som bruger det anonyme id til at vise sådanne annoncer. Du kan få flere oplysninger om enhedsspecifik interessebaseret annoncering

Sådan nulstiller eller fravælger du det anonyme id

Du har til enhver tid mulighed for at nulstille eller fravælge anonyme id’er.

Hvis du vil nulstille, vil vi knytte din enheds identifikator til et nyt anonymt id.

Hvis du vælger at fravælge, vil annoncer, som hentes til dit program eller en anden klient ved hjælp af vores annoncevisningsteknologi, ikke blive vist på basis af et anonymt id. Andre tilpasningsmuligheder i programmer eller andre klienter, som bruger det anonyme id, vil muligvis ikke længere være tilgængelige. Vi vil f.eks. ikke længere kunne forhindre, at den samme annonce vises gang på gang i dit program eller anden klient.

Så længe du har fravalgt det anonyme id, vil Google ikke vise nye anonyme id’er til dit program eller anden klient.

Andre annoncører og udgiveres politikker til beskyttelse af personlige oplysninger

Google kræver, at kunder, der får vist Google-annoncer, overholder alle gældende love, herunder love om databeskyttelse, som kræver visning af en politik til beskyttelse af personlige oplysninger. Vi opfordrer alle brugere til at gennemse politikkerne til beskyttelse af personlige oplysninger for websteder, de besøger, for at få oplysninger om de pågældende websteders fremgangsmåder vedrørende data.

Kontakt os

Hvis du har spørgsmål til denne politik, er du velkommen til at kontakte os online eller skrive til os på

Privacy Matters
c/o Google Inc.
1600 Amphitheatre Parkway
Mountain View, California, 94043
USA