Sådan hjælper vi dig med at holde din computer og mobilenhed ren

Nogle kriminelle forsøger at få fat på dine oplysninger, f.eks. dine bankkontooplysninger, din e-mailindbakke eller dine adgangskoder, mens andre prøver at overtage kontrollen af din enhed – din computer, tablet eller telefon.

Derefter kan kriminelle bruge din enhed til at finde andre enheder, de kan styre. De bruger som regel en hær af computere til at få websites til at gå ned eller til at bryde deres sikkerhedssystemer.

Som oftest forsøger de kriminelle at tage kontrol over din computer ved at installere skadelig software, også kaldet malware. Du kan hjælpe dig selv med at beskytte din computer mod malware, men Google arbejder også hårdt på at hjælpe med at beskytte dig ved hjælp fra hundredvis af sikkerhedseksperter, der arbejder i døgndrift for at hjælpe med at beskytte dine data og enheder.

Vi hjælper dig med at undgå malware

Ligesom Google søger på internettet efter websites med de bedste svar på dine spørgsmål, leder vi også efter websites, der ser ud til at være skadelige for brugerne, og som indeholder malware. Hver dag identificerer og markerer vi mere end 10.000 af disse usikre websites, og vi viser advarsler på 14 millioner Google-søgeresultater og 300.000 downloads, hvilket fortæller vores brugere, at der kan foregå noget mistænkeligt bag et bestemt website eller link.

Vi bruger også den samme teknologi til at hjælpe med at identificere, om de meddelelser, du modtager i Gmail, er skadelige eller indeholder malware, og vi advarer dig, hvis du forsøger at hente noget fra et website, som ligner en ringetone eller en PDF-fil, men faktisk indeholder kode, der kan skade din computer.

Selvom du alligevel besøger en side med malware, har Googles teknikere indbygget yderligere forsvarssystemer i Chrome-browseren, der hjælper med at forhindre malware i at installere sig selv på din computer og minimerer konsekvenserne af malware på computeren.

Vi hjælper dig med at holde dig opdateret

Kriminelle får indimellem adgang til din computer ved at lede efter kendte sikkerhedsproblemer i gamle versioner af software, der kører på din enhed. De ved, at der er mange personer, der ikke altid opdaterer til den nyeste version af deres software og de nyeste programmer med den bedste sikkerhedsbeskyttelse. Dette er Google også opmærksom på, og det er grunden til, at vi udviklede Chrome-browseren til automatisk at opdatere til den nyeste version, hver gang du åbner den, så du kan få opdateret sikkerhedsbeskyttelse uden at løfte en finger.

Chrome skal fra tid til anden samarbejde med anden software, der kaldes plugins, for at udføre handlinger som f.eks. at vise billeder eller videoer korrekt. Disse plugins kan også være en måde for kriminelle at få kontrol over din computer på. Hvis Chrome registrerer et forældet plugin med et sikkerhedsproblem, blokeres plugin'et, indtil du har den mest opdaterede og sikre version, og du får en meddelelse om, at plugin'et skal opdateres.

Vi hjælper dig med at holde din mobilenhed sikker

Smartphones, der kører Googles Android-software, er udstyret med en lignende beskyttelse for at reducere risikoen for skader.

Android kræver også, at hver enkelt app i Google Play Butik angiver, hvilken type oplysninger på din enhed appen ønsker at indsamle eller få adgang til, så du kan afgøre, om du stoler på appen eller ej. Vi scanner desuden automatisk Google Play for at blokere og fjerne skadelige apps, og på nogle Android-telefoner kontrollerer Googles tjeneste til bekræftelse af applikationer, om der er potentielt skadelige applikationer, uanset hvor du er ved at installere dem fra. Så hvis du installerer apps fra ukendte kilder, såsom internettet eller en tredjeparts appbutik, vil denne gratis tjeneste give dig et ekstra beskyttelsesniveau.