Virksomhed
Oversigt over teknologi
Da det vil være svært at beskrive alle de teknologier, som vi har udviklet til vores mange produkter og tjenester på en enkelt side, har vi her samlet nogle af de vigtigste teknologier og tekniske principper bag vores produkter.
Søgning
Medstifter
Larry Page har engang beskrevet den perfekte søgemaskine som en, "der forstår lige
præcis, hvad du mener, og giver dig lige nøjagtig det, du vil have". Vi kan ikke sige,
at Google lever 100 % op til det mål i dag, men vi arbejder hele tiden på nye
teknologier, der skal bringe hele Google tættere på dette ideal.
Før du har indtastet din forespørgsel i søgefeltet, scanner Google hele tiden nettet i realtid med softwareprogrammer, der kaldes webcrawlere eller "Googlebots". En webcrawler besøger en side, kopierer indholdet og følger linkene på siden til de linksider, der linkes til, hvorefter dette gentages igen og igen, indtil flere milliarder sider på nettet er gennemgået.
Derefter behandler Google disse sider og laver et indeks ligesom et indeks bag i en bog. Hvis du ser nettet som en kæmpestor bog, er Googles indeks en liste over alle ordene på disse sider og deres placering samt oplysninger om linkene på disse sider osv. Indekset opdeles i håndterbare sektioner og lagres på et stort netværk af computere i hele verden.
Når du indtaster en forespørgsel i Googles søgefelt, sendes din forespørgsel til Googles maskiner og sammenlignes med alle de dokumenter, der er lagret i vores indeks, for at identificere de mest relevante resultater. På et splitsekund forbereder vores system en liste over de mest relevante sider og fastlægger de relevante sektioner og tekstbidder, billeder, videoer og meget mere. Så får du en liste over søgeresultater med relevante oplysninger i uddrag under hvert resultat.
Som Larry sagde for længe siden, vil vi give dig "lige nøjagtig det, du vil have".
Beskrivelsen af de grundlæggende principper for gennemgang, indeksering og levering i søgemaskinen er kun en lille del af historien. De andre ingredienser i en Google-søgning er:
- Relevans. Som Larry sagde for længe siden, vil vi give dig "lige nøjagtig det, du vil have". Da Google blev grundlagt, var en vigtig nyskabelse PageRank, en teknologi, der fastlagde "vigtigheden" af en webside ved at kigge på, hvilke andre sider der linker til den, samt andre data. I dag benytter vi mere end 200 signaler, inklusive PageRank, til at organisere websteder, og disse algoritmer opdateres hver uge. Vi tilbyder f.eks. personlige søgeresultater, der er baseret på din weboversigt og placering.
- Omfattende. Google begyndte i 1998 med bare 25 millioner sider, og det var selv dengang kun en lillebitte del af nettet. I dag indekserer vi mange milliarder websider, og vores indeks fylder omkring 100 millioner gigabyte. Vi udvider løbende omfanget af vores tjenester. I 2007 lancerede vi universel søgning, som gjorde søgningen mere omfattende ved at medtage billeder, videoer, nyheder, bøger og andet i alle søgeresultater.
- Friskhed. I begyndelsen gennemgik Googlebots nettet hver tredje eller fjerde måned, så de oplysninger, du kunne finde på Google, var typisk forældede. I dag gennemgår vi hele tiden nettet, så du kan finde de sidste nyheder, blogs og statusopdateringer få minutter eller måske endda sekunder efter, at de er blevet offentliggjort. Med Google Realtid kan vi tilbyde de sidste nye emner fra rigtig mange kilder et par øjeblikke efter, de er forekommet.
- Hastighed. Den gennemsnitlige svartid er ca. et kvart sekund. Til sammenligning tager det en tiendedel af et sekund at blinke med øjet. Hurtighed er et vigtig søgekriterium, og det er derfor, vi ikke aktiverer nye funktioner, hvis de vil gøre vores tjenester langsommere. I stedet arbejder vores søgeteknikere ikke bare på nye funktioner, men også på metoder, der kan gøre søgningen endnu hurtigere. Ud over smart kodning har vi bag kulisserne udviklet og distribueret computersystemer i hele verden, der sikrer, at du får de hurtigste svartider. Med teknologier som autofuldførelse og Google Direkte hjælper vi dig med at finde de søgeord og resultater, som du leder efter, selvom du ikke er helt færdig med indtastningen.
Annoncer
Der er sket meget med internetannoncer, siden de første bannerannoncer dukkede op. I løbet af de sidste 15 år har internetannoncer udviklet sig mere end nogen anden form for traditionel annoncering sammen med udviklingen af internettet og dets brugere – bl.a. søgeordsannoncer, rich media-displayannoncer og annoncer med streamet video. Selvom Googles annonceringsprogrammer har udviklet sig sammen med branchen, arbejder vi altid på at levere annoncer, der er så nyttige og relevante, at de fungerer som en form for information i sig selv.
Med
AdWords kan annoncørerne f.eks. vælge ord og udtryk, der er relevante for deres
virksomhed som søgeord. Når folk bruger Google til at søge efter søgeord, kan der blive
vist relevante annoncer sammen med søgeresultaterne. Vi bruger auktioner til at
prissætte annoncerne, som køres, hver gang en bruger indtaster en forespørgsel.
Annoncører betaler kun, når en bruger klikker på deres annonce, og vores system
garanterer, at de betaler minimumsbeløbet for at opretholde deres annonceposition. De
kan også straks se resultaterne af deres kampagner.
Vi giver
markedsføringsfolk konstant feedback, så de ikke længere skal gætte på, hvordan deres
kampagner klarer sig, eller hvad kunderne vil have. Denne feedback kommer direkte fra
brugerne, som stemmer med klik på det, de vil have, og om de er tilfredse. Dataene er
anonyme og leveres i samlet form. Med Google Analytics kan annoncørerne få
avancerede samlede målinger af, hvordan brugerne kommer til webstedet, hvad de laver
der, om de køber noget eller tilmelder sig, og hvor de tager hen, når de forlader
webstedet. Disse data gør markedsføringsfolk i stand til hele tiden at eksperimentere
og forbedre deres kampagner: De kan afprøve forskellige søgeord og annoncetekster,
spore værdien af deres søgeord og afprøve forskellige layouts på destinationssiden for
at give brugerne relevante oplysninger og en oplevelse i høj kvalitet. Med disse
oplysninger om kundeadfærd og -trends kan annoncørerne optimere processen fra søgning
til salg, så de kan nå ud til og tilfredsstille deres kunder, nå ud til nye målgrupper
og forbedre effektiviteten. I svære økonomiske tider, hvor effektiviteten betyder mere
end nogensinde, kan vores måleværktøjer hjælpe markedsføringsfolkene med at fordele
deres udgifter på de initiativer, der har vist sig at være mest effektive.
Vi
anvender også en lignende teknologi til displayannoncer og andre annonceformater. Her
er det vores mål at udvikle værktøjer, der forenkler køb og salg af annoncer, samt gøre
det mere effektivt og målbart og åbne markedet for flere deltagere. Google Displaynetværk er
f.eks. gået fra enkle tekstannoncer til at omfatte flere formater, f.eks. rich media,
video, billeder og Flash, og det gør annoncørerne i stand til at nå ud til brugere på
en million partnerwebsteder via
AdSense og DoubleClick Ad
Exchange og Googles tjenester såsom Google Finans og YouTube. Vi finder automatisk
websteder til annoncer på flere forskellige måder, f.eks. ved at finde annoncer, der
passer til indholdet på siden. Som med AdWords fastlægger en automatisk proces, hvilke
annoncer der skal vises hvor, og hvor mange penge hver annoncør giver.
Vi har også udviklet værktøjer såsom DoubleClick Ad Exchange, den første markedsplads nogensinde med auktioner for displayannoncepladser i realtid. Ad Exchange skaber kontakt mellem store annoncenetværk, bureauhandelspladser og større udgivere. Her kan annoncører byde på annonceplads i realtid afhængigt af visninger, så de kan levere den rette displayannonce på det rette tidspunkt til den rette pris. Ved hjælp af teknologien ved navn "dynamisk fordeling" kan udgivere maksimere indtjeningen på annonceplads, der sælges direkte via deres salgsstyrke, og annonceplads, der sælges indirekte visning for visning via annoncenetværk. Med flere milliarder visninger kan dette give onlineudgivere et betydeligt større afkast.
Apps
Førhen skulle computerapplikationer, som folk brugte til at skabe forbindelse, kommunikere og samarbejde med andre – f.eks. e-mail, tekstbehandling, kalendere og regneark – installeres på computeren. Denne software boede så i din computer og fyldte den med gamle filer og forældede versioner af den samme software. Hvis du kom til at hælde kaffe i computeren, kunne du vinke farvel til alle dine filer. Du skulle også løbende opgradere dine programmer manuelt, når der kom nye versioner på markedet. Det er disse problemer, som undgås ved cloud computing.
Med cloud computing findes selve applikationerne "i clouden": på nettet, så du ikke
behøver særlig software eller hardware til at bruge dem, hvis bare du har forbindelse
til internettet. Det betyder, at du har adgang til dine ting, uanset hvor du er. Du
skal bare bruge en enhed med en browser: smartphones, netbooks eller bærbare computere.
Du behøver ikke at bekymre dig om, hvorvidt en app er kompatibel med din computer,
eller om opgraderinger eller downloads. Dine filer er beskyttet mod dårlige oplevelser
med en kaffekop/harddisk, og du kan invitere alle til at dele dine filer, eller du kan
holde dem private. Hvis du arbejder sammen med andre i det samme dokument, behøver
ingen af jer at gemme, vedhæfte og e-maile flere forskellige versioner, der øger
risikoen for at miste vigtige opdateringer.
Dette kan gøre mange ting lettere for folk: Forestil dig, at du planlægger et bryllup, og at du har adgang til din gæsteliste, dit budget og andre vigtige oplysninger både på arbejde og derhjemme, og at du kan dele det hele med din kommende ægtefælle og din familie, så I kan udveksle ideer og uddelegere opgaver. Både store og små virksomheder kan bruge cloud computing til at spare penge ved at fjerne behovet for at købe og vedligeholde software på hver klientmaskine, mens medarbejderne får mulighed for at være mere produktive.
At dette er muligt skyldes, at applikationerne og de data, der er knyttet til dem, ligger på Googles maskiner og ikke lokalt på din computers harddisk eller på virksomhedens egne servere. Vi lagrer fuldstændigt opdaterede kopier af dine data på flere forskellige servere, så der ikke er planlagt nedetid, og dine data er altid sikkerhedskopierede.
Mobil og Android
Mobilenheder er hurtigt blevet verdens adgang til information, og vi stræber mod at
udvikle vores produkter, så de kan bruges på disse små computerenheder. Mobiltelefonen
er for mange den primære eller endda den eneste adgang til nettet, så når vi udvikler
vores produkter til at være så tilgængelige som muligt på mobilenheder, er det en
vigtig del af at gøre information tilgængelig for flere personer i hele verden. Vores
mål er at udvikle mobilapplikationer, f.eks. Google Maps og Gmail, der fungerer på
tværs af forskellige enheder og steder.
Android er en gratis, open source-platform til
mobilenheder, som alle udviklere kan bruge, og som alle producenter af mobilenheder kan
installere. Ved at åbne mobilenheder for alle udviklere mener vi, at vi kan drage nytte
af større innovation og flere valgmuligheder for mobilbrugere overalt.
Google Chrome
Vi
lancerede Google Chrome i september
2008, fordi vi mente, at en moderne browser, der er udviklet til at håndtere nutidens
komplekse og dynamiske internet, ville fungere bedre for brugerne og være med til at
sætte gang i innovationen. Vi udviklede Google Chrome ud fra tre centrale ideer:
Hurtighed, enkelhed og sikkerhed.
Vi udviklede Google Chrome ud fra tre centrale ideer: Hurtighed, enkelhed og sikkerhed.
Designet i Chrome er enkelt og minimalistisk, så du bedre kan fokusere på, hvad du laver på nettet, i stedet for at fylde skærmen med ligegyldige menuer og ikoner. Derudover er alle ender og kanter af browseren optimeret til at være hurtig, og vores effektive JavaScript-maskine, V8, som er bygget helt fra bunden, gør Chrome i stand til at håndtere komplekse webapplikationer med lynets hastighed. Da Chrome er udviklet med øje for sikkerheden, isoleres hver side i sin egen "sandbox", og det giver en bedre sikkerhed, at Chrome automatisk opdateres, når der kommer nye fejlretninger og sikkerhedsrettelser. Derudover har vi udviklet en stabil understøttelse af HTML5 og et galleri over udvidelser, så du kan tilpasse og forbedre din oplevelse på nettet.
Sidst, men ikke mindst, bruger vi Chrome som grundlag for udviklingen af Google Chrome OS, et operativsystem til en ny generation af enheder, der deler Chromes fokus på hurtighed, enkelhed og sikkerhed.
Og meget mere…
Vi er altid på udkig efter den næste store nyskabelse, den næste måde at gøre noget på, som du ikke troede kunne blive bedre eller nemmere at bruge… Nogle gange munder vores anstrengelser ud i en lille forbedring, som du måske ikke lægger mærke til, f.eks. en ny måde at vise noget af et søgeresultat på. Andre gange piller vi ting helt ud af deres vante sammenhæng, og så starter vi helt forfra.
Nogle gange kombinerer vi flere teknologier for at gøre dem endnu mere nyttige. Google Oversæt er f.eks. verdens største maskinoversættelsesværktøj med mere end 50 sprogpar, og med stemmegenkendelse kan mobilversionen af Google Oversæt transskribere din indtaling, oversætte det til et andet sprog og udtale det på et andet sprog. Dette er bare ét eksempel på de ting, der bliver nemmere og nemmere at lave. Og vi forsøger altid at finde nye ting.
Tilbage til toppen